Jeg har oprettet en tidslinje over de indslag, jeg har lavet, som jeg føler på den ene eller anden måde afspejler landets historie. Den kan være endnu en indgang til den information, der er samlet på bloggen. Klik på billedet eller linket nedenunder.
Nicaragua tidslinje on Dipity.
Kommunen hedder Terrabona – Den gode jord.
Godset hedder El Arado – Den pløjede mark.
Landsbyen hedder Montaña Grande – Det store bjerg.
Historien er en slags familiekrønike – pletskud i Jarquinernes og Mirandaernes historie igennem syv årtier. Fra oldeforældrenes kampe om blod, ære og jord, til en ungdomsgeneration, hvis drømme og rygge langsomt krummes ved symaskinerne inde i hovedstaden.
Billederne er fra El Arado og Montaña Grande og blev taget af fotograf Maj Britt Gaarn Hansen til bogen Dreams and Hopes fra 2003.
Forleden var vi oppe og besøge Masaya vulkanen syd for Managua. Som sædvanlig flot, imponerende, smukt, osv. Se bare billedet. Og Nicaraguas stort set eneste børnevenlige museum. Men det er ikke pointen.
Pointen er den lille oplysningsfolder, som vi fik med og heri et lille stykke tekst, som sådan cirka gik ud på: ”Nationalparken Masaya-vulkanen blev stiftet ved lov den 24. maj 1979.”
Hmm, tænkte jeg. Hvad var det, der ellers skete i 1979? Læs resten
I går blev han anholdt og fængslet. De gik og huggede kaffebuske fri af lianer og krat, da den forhenværende ejer kom med en betjent. De har et flot dokument, et “asignationsbrev” uden megen juridisk gyldighed, men i regeringens pastelfarver og med en kommandants underskrift. Ejeren havde en dommerkendelse på, at ejendommen ikke måtte røres før ejendomsforholdene var helt klarlagte. Fængslingen holdt i fire timer, før en anden dommer blev overtalt til at annulere den førstes kendelse.
Ifølge den katalanske historiker Meritxell Tous Mata, boede der i år 1500 mellem 600.000 og 800.000 mennesker i det område, der senere blev den spanske provins Nicaragua.
I 1548, da spanierne var ved at slutte deres 20 år lange erobring af den nicarguanske stillehavsslette, og i desperation var begyndt at sætte deres svindende befolkningsunderlag i mandtal, kunne de finde godt 58.000 overlevende.
Beboerne på et par af den indianske bydel Sutiavas gader, i Leon, laver hver langfredag disse skildringer i savsmul og sand med bibelske motiver. En kirkeprocession samme aften ødelægger dem alle sammen igen – så det er virkelig kunst, der er henvendt til nuet og til evigheden. Folk gør noget lignende flere andre steder i Leon, men Subtiavas skal være de allerflotteste.
Der er kommet en ny bog på dansk om Mellemamerika. “Bananrepublik – Et kritisk portræt af Mellemamerika”. Den er faktisk værd at læse!
Morten Østergaard har anmeldt den på mellemamerika.dk
På få måneder er der sket meget hos vores venner i Terrabona. Mercedes og Reynaldo skal snart være bedsteforældre – dobbelt, endda.
Der er hverken jernbane eller station længere, men Leons banegård er stadig et fascinerende sted. Et byggeri fra dengang, det var den engelske industrialisering, der blev globaliseret. I dag en del af Leons kaotiske gademarked, overtaget af cykelværksteder med kinesiske reservedele.
Den ser ikke ud af så meget, Leon Viejo – “Gamle Leon”. Nicaraguas første hovedstad, grundlagt i 1528 og forladt kun 82 år efter.
En køn landsby, en række husfundamenter under kølige træer på en gammel kvægmark, en lille bakke, hvorunder byens fæstning lå begravet indtil orkanen Mitch skyllede murstenene frem i 1998, og en udsigt til Managuasøen og de fire omkransende vulkaner.
Udsigten og træerne, fornemmelsen af stedets historie, og guidens forargelse over hvad slags mennesker, der grundlagde hendes land, er stedets væsentligste attraktioner.
Svens blog 