Midaldrende mænd

Dirigentes campesinos

I går blev han anholdt og fængslet. De gik og huggede kaffebuske fri af lianer og krat, da den forhenværende ejer kom med en betjent. De har et flot dokument, et “asignationsbrev” uden megen juridisk gyldighed, men i regeringens pastelfarver og med en kommandants underskrift. Ejeren havde en dommerkendelse på, at ejendommen ikke måtte røres før ejendomsforholdene var helt klarlagte. Fængslingen holdt i fire timer, før en anden dommer blev overtalt til at annulere den førstes kendelse.

Det hele er nærmest rutine. Disse mænd har alle været anholdt mange gange igennem de sidste 18 års jordkampe, besættelser og barrikader, lige siden de tabte revolutionen. Men lidt surt, at det stadig skal ske nu “vi” har regeringsmagten igen…

Dirigentes campesinos

De var alle unge under revolutionen. Landarbejdere, som revolutionen gjorde til mænd og til ledere: militssoldater, reservister, partikadrer, fagforeningsledere på deres statsfarme.

De var de stålsatte, der ikke fandt sig i det, da revolutionen tabte valget og Violeta de Chamorro ville forære de godser, som de havde givet deres ungdom til, tilbage til de gamle herrer. Herrer, som ikke var klar over, at selve begrebet “herre” var forsvundet, mens de var i eksil i Miami.

De blev jordbesættere, barrikadebyggere, og nogle blev “recompas”, “re-kammerater”: tog igen op i bjergene med geværet i hånden og rygsækken på skulderen, bare for at vise Doña Violeta, hvad det ville koste hende, hvis landbrugsreformen blev rullet for langt tilbage. En lille guerillakrig midt i 90ernes fred.

“Konfliktgodserne” kaldte de sig selv. Nogle solgte deres jord, så snart de vandt den. Grådigheden, usikkerheden, frygten eller gældsbyrden vandt, hvad godsejeren ikke kunne. Nogle af dem stod distancen, fik skøde, satte gang i landbruget, blev på jorden i stedet for at sælge den. Atter andre måtte en tid endnu forblive landarbejdere på de godser, de følte var deres.

Dirigentes campesinos

De øjnede en enestående chance da Verdensbanken og Vietnam sammen sendte kaffepriserne i bund i 2001. Mens Gevalias forbrugere jublede krakkede overbelånte kaffegodser i snese- og hundredvis. Tusinder af landarbejdere sultede, gaderne i Matagalpa var fyldt af deres børn, som tiggede og sov i byens parker. 3.000 gik på barrikaden, spærrede Panamerican Highway i månedvis med krav om, at krisepakken også skulle omfatte de fattige, ikke kun de rige. De var på barrikaden i 2001. Og i 2002. Og i 2003.

Til sidst begyndte ting at rykke. Seks godser blev det til, nogle af Matagalpas rigeste kaffeplantager. Pantsat til staten, solgt til arbejderne. “Det her er en mini-landbrugsreform, måske den sidste”, sagde deres leder dengang stolt.

Det var disse mænd, der organiserede maden, logistikken, turnus på barrikaden: hvert gods en uge ad gangen. Og forhandlede regeringens funktionerer i gulvet. På mødet i dag er dagsorden en anden: i dag snakker de om andelsselskabernes legale status og kurser til bogholderne, om såsæd og produktivitet, om lån fra landbrugsfonden, om gødning fra Venezuela.

Dirigentes campesinos

Deres bevægelse er under pres. Juraen om godsernes ejendomsret og deres fælles andelsselskab er endnu ikke i orden. Selv om deres parti har haft regeringsmagten i to år. Godserne er nemlig stadig værdifulde, og der er kræfter i partiet, der øjner dem grådigt. Deres leder er ikke “født” ind i partiets indercirkel, han har mast sig ind med de 3-5-10.000 stemmer, han kan vejlede, og den kampkraft, han kan mobilisere.

Der er kræfter, der gerne vil mase ham ud igen. Han har tabt nogle slag, er blevet udmanøvreret et par gange. Der er løfter, han ikke har kunnet holde. Nogle af mændene ved dette møde har haft følere ude til UNAG om medlemskab der i stedet for her: det er uholdbart for dem ikke at kunne drive forretning og ikke kunne tage lån i jorden, måske skulle de finde en anden platform at kæmpe fra.

Mødet er et møde om at samle kræfter, stå sammen igen. Lederen har maøvreret, lappet broer, gjort et godt stykke arbejde for partiet under kommunevalget, har fået aftaler i stand, nye allierede. Nu skal han samle sine spredte tropper. Disse syv mænd kan få 3000 familier til at bevæge sig i samme retning, når det virkelig gælder. De ved godt, hvad de kan sammen, de ved også godt, hvad nøglen til deres fremgang, selv i partiets egne rækker, er: “Jeg har sagt til partiet: I kan regne med os, hvis vi kan regne med jer. Men det er noget for noget; vi giver, når I giver.”

Dirigentes campesinos

Det er klassebevidste gamle kæmper, det her. De er folk, der er brudt igennem til magten nedefra, de har ikke venner deroppe og ved, at det kun er deres medlemmers aktive opbakning, der sikrer dem en plads ved bordet. “Tiene gente” – “Han har folk”: det er hvad de har brug for, at der siges om dem, når både partispidser og klassefjender taler om dem.

Ingen af disse mænd er naive længere. Alle har indgået kompromisser. Alle har ofret eller svigtet noget for at vinde igennem – idealer, venner, deres ord, deres ærlighed. De har alle måtte indgå en aftale med fanden på et eller andet tidspunkt. De manøvrerer, lægger baghold, laver tricks. De leder gennem styrke og taber, når de viser svaghed. De stiller aldrig op til et valg uden at have sikret sig hvem, der vil vinde.

De har alle været på kønsbevidsthedskurser, kender den styrke bevægelsen får, når kvinderne også er mobiliseret, men er alle mandschauvinister, når det gælder. De er ved at blive gamle og tænker alle på, at det er på tide at have en gård og et skudsikkert skøde og en sikker indtægt. Der er brug for, at de unge kommer til i bevægelsen, men det er svært at give slip: der er meget kort afstand fra at træde til side og til at være ude.

Baggrund:

Vi er til møde i landarbejderforbundet ATCs kooperativbevægelse i Matagalpa. Tilstede er bevægelsens koordinator, Isaac “Chaco” Jaen, og seks formænd fra forskellige kooperativer: tre fra jordkampen i 90erne, og tre fra jordkampen omkring kaffe-krisen 2001-3 (den såkaldte Las Tunas konflikt). Alle kooperativerne har været aktive i Mellemamerika Komiteens PROMAT projekt.

2 thoughts on “Midaldrende mænd

  1. Tak for en smuk beskrivelse af en meget trist situation.

    Men jeg håber og tror at dette ikke bliver enden på historien.

    Måske ATC i Matagalpa rummer kimen til et oprør fra det sandinistiske folkedyb mod Daniel Ortega?

  2. Der er vist stadig langt til oprøret: Fronten er det univers, de bevæger sig indenfor, jeg tror ikke nogen af dem kunne forestille sig at være udenfor partiet. Og foreløbig er alle de her mænd 100% loyale overfor kommandanten, det er altid “mellemledere” der er skyld i fejl og misforståelser…
    I stedet for at se kimen til et oprør i denne fortælling er det måske snarere det “forhandlede” aspekt af Daniel Ortegas tilsyneladende sømløse magtpyramide, jeg ser i spil her: muligheden for folkelig pression opad i pyramiden, formidlet og modereret af 100 taktiske spil og alliancer og interventioner fra andre interesser… er alle stor folkelige partier mon sådan? (O ve og skræk!)
    Et eksempel: såsædsformidlingen gennem de lokale partisekretærer var sidste år tilsyneladende en så stor fiasko, at denne vigtige kontaktflade ud til landet i år skal varetages af interesseorganisationerne (UNAG og ATC)(i det mindste i Jinotega og Matagalpa, hvor jeg kommer). En lille sejr for bevægelsen over partiet … små, begrænsede lommer af mere bæredygtig udvikling, der bliver opbygget inden for et større billede af forfusket politik…
    Ved ikke hvad der er mest optimistisk: kim til oprør, eller manøvrerum for velorganiserede fattige.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s