Graviditet og bruderov i Terrabona

Angel og Veronica

På få måneder er der sket meget hos vores venner i Terrabona. Mercedes og Reynaldo skal snart være bedsteforældre – dobbelt, endda.

Den ældste søn, Angel, som vi var til studenterfest med i december, flyttede få dage efter sammen med sin kæreste og skolekammerat Veronica. De kunne ikke længere holde det skjult, at hun var gravid. Det siger sig selv, at hun gik ud af skolen. Nu bor de sammen i et værelse hos Angels forældre, Mercedes og Reynaldo.

Man kan se, at det er et meget forelsket par, men jeg tror ikke de selv havde regnet med, at skulle stifte familie så hurtigt.

Da vi var på besøg her i påsken, blev vi klar over, at datteren Alba Luz (nf.), der som syttenårig flyttede hjemmefra for et lille års tid siden og nu bor i nabolandsbyen San Pedro, også er gravid, faktisk i fjerde måned. Hendes kæreste bor og arbejder ellers, som halvdelen af Terrabona kommune, i Costa Rica det meste af tiden…

Alba Luz

Albas tvillingebror Reynaldito er også kommet efter den. Han er flyttet sammen med sin kæreste, som er 14 år , også hjemme hos sine forældre. Reynaldito har dog måtte love sine forældre, at der ikke må komme et barn ud af det før kæresten er mindst 16. Gad vide hvor længe det holder…

Reynaldito og kaereste

Det, der foregår, kaldes “røveri” i Terrabona: når man bliver kæreste med nogen uden at spørge forældrene om lov. Det er kutyme, at forældrene til den “røvede” datter skal blive sure. Men efter noget tid, når ægteskabet må betragtes som fuldbyrdet, skal de blive bløde og tilgive den ulydige datter.

Det er dog mit indtryk, at Mercedes og Reynaldo ikke har taget det med at blive sure så alvorligt. De er ustandselig på besøg i San Pedro, og Reynaldo har tilbudt at bygge et hus til det unge par ved sin gård, så de kan flytte op til dem i stedet for at bo hos drengens forældre. Der skal nemlig snart komme gymnasium i Montaña Grande lige tæt ved, og Reynaldo vil gerne, at Alba gør sin eksamen færdig. Det ville hun kunne gøre uden at forsømme sine pligter i hjemmet, hvis hun boede tæt ved et gymnasium. Og så er Reynaldos døtre hans øjensten, og han kan lide at have dem i nærheden.

For en generation siden var “røveri” noget andet. En bekendt i Jinotega, Rosalpina, som i dag er i 40erne, blev helt bogstaveligt røvet af en ældre mand, da hun var teenager. Da det lykkedes hende at flygte fra ham, ville hendes forældre ikke acceptere hende tilbage i hjemmet, for nu var hun blevet en andens og var ikke længere jomfru. Det har vel været først i 80erne. I dag er Rosalpina en ledende skikkelse i Jinotegas bondebevægelse og en kvinde, for hvem ordet kvindekamp også er noget meget bogstaveligt.

Dengang var den anerkendte måde at møde sin kæreste (og ægtefælle, i praksis gik det ud på et) dog en helt anden. Da min gamle ven Juan Segundo Sanchez, som i dag er død, i 70erne besluttede at han ville giftes med Maria Santos i sin landsby Pueblo Viejo, havde han kun set sin kommende kone ved brønden nogle gange. Han syntes hun så godt ud, men han begyndte først at tale med hende, efter at han havde spurgt faderen om lov. Efter et par måneder med overvågede spadsereture, og da alle var enige om det var en god ide, flyttede de sammen. Dengang var det sådan, man gjorde på landet i Matagalpa.

Men for 10 år siden, da jeg først besøgte Terrabona, var “røveri” blevet den almindelige måde at flytte sammen på. De fleste af dem vi lærte at kende, havde ikke spurgt nogen om lov, da de flyttede sammen. En mand var typisk 30 eller 35, før han giftede sig. Dvs når han havde arvet noget af gården og havde brug for at starte en familie til at drive den. Så fandt han sig selvfølgelig en 14- eller 15-årig med mange stærke år foran sig.

(Da vi var på brigade i Terrabona i 1994 var der kun en eller to ugifte teenagepiger i hele landsbyen, men masser af 15 til 25 årige enlige fyre – ikke underligt at brigaden var så populær… 8 af os var piger lige omkring de 20.)

Jeg er sikker på, at det nogen gange ikke har været særligt frivilligt fra pigens side, ligesom med Rosalpina. Men for de flestes var det nok. Nicaraguansk antropologi fra dengang er i hvertfald fuld af, hvor meget 15 piger piger drømte om at slippe ud af slavearbejdet for deres mor og stifte deres eget hjem. At det så i en tid med tilbagevendende jordmangel ofte betød at knokle for svigermor i stedet, er noget helt andet, og landets høje skilsmisseprocenter taler noget om, hvor svært det har været for pigerne at gøre drøm til virkelighed.

Blandt Reynaldos børn er tendensen nu åbenbart, at både pigerne og drengene finder kærester allerede mens de stadig er teenagere. Noget af det har at gøre med større frihed for unge og for kvinder, og længere skolegang og dermed flere uovervågede timer med det andet køn.

Og en generationsforandring: unge mænd (og kvinder) vil ikke vente til de er 30 længere. Det er sikkert noget som krigen og soldatertjenesten startede, og som TV og rap-musik, der kom til Terrabona i 90erne, fortsætter. Og som kaffeplukkerjobs i Costa Rica og maquilajobs i Sebaco og Managua gør økonomisk muligt. Globaliseringens lille indsats for kærligheden…(?)

Alba, Reynaldito og Angel giver her er et lille eksempel på, hvor hurtigt og hvor omfattende det “stillestånde” bondeliv forandrer sig i et land som Nicaragua. Men det, der ikke har forandret sig, er at det er pigerne, der forlader skolen og ikke drengene. At pigerne stadig flytter hen for at arbejde for svigermor (hvis de ikke flytter til Managua). At det stadig kræver både mand, kone og børn at drive en gård, så ægteskab stadig er en materiel og ikke kun en følelsesmæssig overlevelesesbetingelse.

Den første forelskelse med en totalt ukendt dreng eller pige er derfor stadig forpligtende på en måde, der er utænkelig for os i Danmark: for pigen det samme som at flytte hjemmefra og (meget snart) at blive mor, for drengen ikke blot at ville, men at skulle tjene penge.

Det er ikke fordi det varer evigt, ligesom i Danmark er det tit først anden eller tredje gang, man finder noget der holder. At være skilt kan sagtens hænge sammen med at være god katolik i Nicaragua, og koster ikke noget i anseelse heller. Både Reynaldo og Mercedes har mislykkede ægteskaber bag sig, og har lavet et lykkeligt et ovenpå de tidligere fejltagelser, tager sig i fælleskab af deres børn med tidligere ægtefæller, og er begge ledende skikkelser i deres landsby.

Men for hver Reynaldo og Mercedes er der en teenagedreng, der ikke magter at være voksen og en teenagemor, hvis forældre ikke vil kendes ved hende. En stedfar, der synes datteren er blevet kønnere end moren. Eller en stedfar, der ikke vil have en anden mands børn i sit hus, og dermed er ansvarlig for en mormor, der opdrager sin datters børn i total armod, eller i værste fald et par gadebørn.

Teenagealderen er en farlig alder i Nicaragua.

Læg meget gerne en kommentar med din egen historie om forelskelse og røveri i Mellemamerika…

4 thoughts on “Graviditet og bruderov i Terrabona

  1. Hej Sven

    Tak for en spændende beretning om et meget væsentligt problem!

    Sproget er som du er inde på meget afslørende for gamle og nye forestillinger om kærlighed og ægteskab. I 1954 kunne en mexicansk romantisk folkekomedie med filmstjernerne María Felix og Jorge Negrete uden problemer hedde El Rapto (“Kvinderøveriet”). Og La Boletina har i en meget fin artikel vist, hvordan sproget let kan komme til at sløre afstanden mellem frivillig “flugt” fra hjemmet og regulær bortførelse og voldtægt.

    “Ya me van a robar, mamá!”, (“Nu bliver jeg røvet, mor!”), sagde en af mine bekendte til sin mor i Chimaltenango (Guatemala), da hun ville fortælle hende at nu flyttede hun altså hjemmefra. Kæresten holdt i øvrigt udenfor med den lejede pickup, som skulle hente hendes ting. “Se la llevó!” (“Han tog hende!”), sagde de i byen da datteren var taget af sted med sin fyr. Men hun var mindst lige så ivrig efter at blive “røvet”, som fyren var efter at “røve hende”. Og slet ikke interesseret i at blive “røvet tilbage”, som røverne gjorde det med deres “damemenneske” i Kardemommeby.

  2. Hej Mikkel
    Tak for kommentarer og gode historier. Jeg tænkte nok, det ikke kun var Terrabona, jeg talte om.

    Nu har jeg læst artiklen i La Boletina, en rigtig fin modvægt til de søde historier om frivillig “røveri”.

    Det er væmmeligt at tænke på, at statistikken vel næsten gør uundgåeligt, at nogle af de søde og rare familier vi kender i landbsyer rundt omkring, har voldtægt,vold og misbrug i deres familiebagage.

    Grænsen mellem frivillig forelskelse og det, la Boletina kalder “rapto”, dækker jo nok også over en bred gråzone.

    Venindepres, forældrepres, pres fra fyre (man bliver vel til en vis grad fredet når man er blevet en anden mands, og så er det i det mindste kun een, der er efter en), spillet mellem uvidenhed og nysgerrighed, behovet for at drømme sig til et bedre liv, undertrykte menneskers evne til at hægte enorme håb på selv de mest umulige perspektiver… det giver vel alle store gradbøjninger på en “frivillig” beslutning om at flytte sammen med en fyr.

    /Sven

  3. Ja, der er givet også en stor gråazone. Men hvis nu det var mere accepteret at en ugift kvinde flyttede hjemmefra, så behøvede hun måske ikke lade som om, at hun blev røvet? Og så ville det være lettere at skelne.

    Det burde ikke være nødvendigt at bruge de mange sproglige omskrivninger, men heller ikke i vestlig kultur har vi frigjort os helt fra de gamle forestillinger. I Danmark “skal” brudgommen bære bruden over dørtrinnet, når han indfører hende i sit hjem. Eller er det kun i amerikanske film?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s