En dag i historien

Volcán de Masaya

Forleden var vi oppe og besøge Masaya vulkanen syd for Managua. Som sædvanlig flot, imponerende, smukt, osv. Se bare billedet. Og Nicaraguas stort set eneste børnevenlige museum.  Men det er ikke pointen.

Pointen er den lille oplysningsfolder, som vi fik med og heri et lille stykke tekst, som sådan cirka gik ud på: ”Nationalparken Masaya-vulkanen blev stiftet ved lov den 24. maj 1979.”

Hmm, tænkte jeg. Hvad var det, der ellers skete i 1979?

Jeg googlede parken og fandt så ud af, at det var den 23. maj 1979, at Generalmajor Anastosio Somoza Debayle klokken fem om eftermiddagen underskrev regeringsdekret nummer 76, om oprettelse af nationalparken ”Masayavulkanen”.

Managua

Udsigten fra Somozas bunker i dag.

Så der sidder generalmajoren i den sene eftermiddagssol ved sit skrivebord i kontoret i bunkeren på toppen af Tiscapa, i al sin magt og vælde, i sin regeringstids trettende år, sammen med sit regeringsråd af ministre og udsteder loven om Nicaraguas allerførste nationalpark (i hans tid var det præsidenten, ikke parlamentet, der vedtog love).

Samme dag underskrev Somoza og hans ministre:

  • En ny lov om møntudstedelse
  • En budgetrevision med en lønforhøjelse til statens ansatte
  • En nedskæring af undervisningsministeriets budget på 4 millioner cordobas, der fordeles til en række andre ministerier.
  • En lov om uddelegering af statens priskontrols funktioner til kommunerne.

45 dage senere sad generalmajoren og alle hans ministre i et fly på vej til en militær flyvestation udenfor Miami: en slagen general, en fratrådt præsident, en afsat diktator. Jimmy Carter nægter ham opholdstilladelse.

45 dage fra Business As Usual til Seriously Not Welcome. Hvad fanden skete der? Jeg googlede noget mere for at se, hvad der ellers skete den 23 og den 24. maj i Nicaragua.

Germán Pomares (i midten)

Germán Pomares (i midten)

Den 24. maj døde guerillakommandant Germán Pomares, leder af sandinistrontens nordlige front, efter kampe i Jinotega. Hans kollonne havde lavet et forhastet angreb på Nationalgardens kaserne i Jinotega den 19. maj. Hastværket skyldtes at Pomares forsøgte at lette presset på sandinisternes «Jacinto Hernández» kollonne i Nueva Guinea, som den 17. var faldet i et veltilrettelagt baghold, havde mistet de fleste af sine chefer, og var på vild flugt i bjergene.

Tabet af German Pomares, en af de få overlevende medstiftere af sandinistfronten, guerillaens militære leder igennem mange år, en af de få, der opretholdt den interne front og med et stærkt følgeskab blandt tropperne, var et hårdt slag for FSLN. Mange mener, at hvis han havde levet, var det ham, der havde blevet revolutionens præsident, og ikke Daniel Ortega. Diktaturet må have betragtet ham som en farligere fjende end eksil-konspiratorerne i Havana og Costa Rica: Ortega-brødrene, Tomas Borge, og de andre.

En god dag for Somoza. I april havde hans hær i forvejen nedkæmpet et folkeligt oprør i Esteli, med store tab for de få sandinistguerillaer. Og så likvidere en guerillakolonne, kappe hovedet af terroristernes militære ledelse og ovenikøbet åbne et nyt kapitel i naturfredningens historie i Nicaragua. Hvor godt kan det gå?

Men samme nat overskred 300 oprørere grænsen mellem Costa Rica og Nicaragua og åbnede derved sandinisternes Sydfront. De overfalder dagen efter et gods udenfor Rivas, hvor godsejeren henrettes efter en folkedomstol. Den 28. maj graver invasionshæren sig ned på en bakke syd for Rivas og indleder et to måneder langt åbent slag med Nationalgarden. Samtidig indleder guerillakolonner overalt i landet den endelige offensiv, og sandinistfronten opfordrer til generalstrejke og oprør,

Oprør i Esteli, Fra Susan Meiselas fantyastiske bog.

Oprør i Esteli, Fra Susan Meiselas fantastiske bog.

I den første uge af juni starter generalstrejken. Guerillaen angriber Matagalpa og Managua. Chinandega, Leon og Masaya bryder ud i åbne oprør, de første i en bølge, der varer helt til den endelige sejr i juli. Mens Sydfronten binder Nationalgardens mest effektive enheder, forfølges resten af Somozas hær af guerillaens konstante myggestik, og forbløder endeligt i den ene velplanlagte folkelige rejsning efter den anden.

På 45 dage vendte billedet, Fra at være i gang med en (troede han) succesrig forfølgelse af nogle få dusin guerillaer, med tid tilovers til naturbevarelse og møntreform, til at være under belejring af, og til sidst på flugt fra, tusinder, ti-tusinder, af sten- og Molotovkastende unge.

På den måde er Masaya vulkanen altså ikke kun en lektie i naturens voldsomhed. Men også i hybris, i dialektik, i klassekamp, i ikke at stirre sig blindt på at tælle soldater og geværer, i hvordan magten reelt konstitueres i et samfund, hvor hurtigt et hegemoni kan smuldre (hurra for Gramsci!), på enkeltpersoners betydning (hvad ville revolutionen være blevet til med Pomares ved roret), og mangel på samme (gavnede hans død Somoza en tøddel?).

Og også om hvordan et samfund, selv midt i den heftigste borgerkrig, stadig holder andre jul i gang: revisorerne arbejder stadig, naturelskerne presser stadig på, priskontrolkontoret skal stadig decentraliseres. Det man selv sidder i midten af er aldrig alt, hvad der sker.

Volcán de Masaya

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s