Den gode jord

El Arado, Terrabona

Kommunen hedder Terrabona – Den gode jord.

Godset hedder El Arado – Den pløjede mark.

Landsbyen hedder Montaña Grande – Det store bjerg.

Historien er en slags familiekrønike – pletskud i Jarquinernes og Mirandaernes historie igennem syv årtier. Fra oldeforældrenes kampe om blod, ære og jord, til en ungdomsgeneration, hvis drømme og rygge langsomt krummes ved symaskinerne inde i hovedstaden.

Billederne er fra El Arado og Montaña Grande og blev taget af fotograf Maj Britt Gaarn Hansen til bogen Dreams and Hopes fra 2003.

Det skamskudte æsel

(1945?) Mercedes Jarquins farfar ejede 5000 manzanas i Montaña Grande og El Arado. Han var en mand, der var rig i jord, og som resten af det nicaraguanske landbosamfund i 30erne og 40erne, fattig i alt andet.

El Arado, TerrabonaMercedes fortæller, at han havde en søn, denne farfar, der kunne lide at jage. Han var tit ude om natten og skyde vildt. Der var også en anden ung mand, der tit gik på jagt, og deres veje krydsedes sommetider om natten. En morgen skete der det, at man fandt et af den lokale fredsdommers æsler død, skamskudt.

Fredsdommerne var et omdrejningspunkt for landbisamfundet dengang, et system, som den gamle Somoza etablerede for at have øjne og ører ude i alle kroge af landet. Denne fredsdommer var en Artola, den samme familie som Matagalpa Artolaerne og faktisk bedstefar til den Nelson Artola, der blev borgmester i Matagalpa. Det var jo kendt hvem der gik på jagt på de kanter, så Artola havde et valg. Og den, som gamle Artola valgte at sende sine folk af sted for at hente, det var Mercedes onkel.

Hendes farfar sagde til dem: “Hør her, gå ud på min græsgang, vælg de tre bedste kvier som I kan finde, og tag dem med i stedet. Det vil mere end betale for æslet. Tag mine bedste køer, tag tre af dem, bare I ikke tager min søn.”

Men de tog sønnen. Han nåede ikke engang hele vejen til Terrabona. På halvvejen klyngede de ham op i et tre, og der, mens han hang i sine ben med hovedet nedad, skød de ham i brystet. Sådan fandt hans lillebror ham, hængende som en slagtet gris.

Den dødes far, Mercedes bedstefar, holdt sig i ro. Dem, der gjorde noget ved det, var en vild bande af slægtninge, fætre og nevøer fra en nabolandsby. De talte sammen og så gik de i krattet. Og så begyndte drabene.

“Den gamle Artola mistede tre, og farfar kun en. Først mistede den gamle en søn. Så mistede han en til. Og den tredje, det var den gamle selv.”

De overlevende Artolaer flygtede. De blev til en Matagalpa-familie, blev ved med at være i politik og blev senere sandinister. Et barnebarn, Nelson, har både været været borgmester i Matagalpa og viceminister inde i Managua.

Mercedes farfar måtte også gemme sig i Matagalpa, selvom han ikke havde dræbt nogen. Det var mens, at han gemte sig der, at en oberst i Nationalgarden tilbød at købe hans jord. Så ville man kunne se til den anden side i sagen om den døde fredsdommer.

Mercedes far, don Chico, mistede altså den arv, han havde regnet med at komme til som voksen. Men på en måde blev han ved med at drive familiegården. Han endte med at blive forvalter på oberstens gods, og var det lige til revolutionen i 1979.

Og sådan var det, at Jarquin familien holdt op med at være jordejere, og obersterne kom til Terrabona.

Onklens fejde

(1950?) Reynaldo Miranda fortæller, at hans familie også havde jord, ikke som meget som Jarquinerne, men dog noget. Det var ikke hans far der havde jord, men farens onkel, Den måde, de mistede den, var at en dag blev denne onkel, der var lidt af en stædig karl, uvenner med en anden mand. Han gik til obersten, og bad om at måtte købe et haglgevær. Han fik den til 300 cordobas, og aftalen varm at gælden skulle betales i arbejde, ikke i penge. Tres dage a fem cordobas, som pengene var værd dengang.

El Arado, TerrabonaReynaldos grandonkel gik med geværet, og tiden gik. Han kom engang imellem og lagde en dags arbejde for obersten. Obersten noterede dagene, og efter et år gik han til onklen og sagde: “Aftalen var, at du skulle betale 300 cordobas for geværet, men i arbejde, ikke i penge. Men du har knap og nap arbejdet 20 dage. Så du har kun indfriet 100 cordobas, og nu vil jeg foreslå dig at sælge mig din jord mod den gæld, du stadig har tilbage.”

I en sag som denne var det ikke så klogt at sige nej til en oberst i Nationalgarden.

“Sådan solgte vi vores 3000 manzanas for 200 cordobas og et haglgevær”, siger Reynaldo.

Og på den måde var det, at Terrabona blev kendt som obersternes land. Fem oberster og en enkelt major kom langsomt til at eje hele Terrabona fra Montaña Grande til Puertas Viejas, og et godt stykke af Dario også.

Hvad der blev af onklens fejde, og om haglgeværet nogensinde blev brugt, fortæller historien intet om.

Manden på sengen

(1965?) Mercedes Jarquin voksede op som forvalterens datter, den lille pige på oberstens gods. Det var en god tid. Godset var utroligt smukt. Der var altid vand i vandløbet og El Arado var altid grønt. Der var appelsinlunde ned til vandløbet, og frugttræer overalt: mango, avocado, grapefrugt. Alt blev holdt, træerne fik lov at vokse sig store, og ingen gik på rov i plantagen. Men som datter af forvalteren var der ingen, der sagde noget til, at hun plukkede af frugterne, og sommetider tog hun sine venner med.

El Arado, TerrabonaHun så engang to brødre blive redet forbi af nogle af oberstens soldater, fastpændt på heste, ryggen pisket i laser. De havde stjålet vand fra vandløbet til deres marker. Dengang var der altid vand i vandløbet. Nu om dage er der langt imellem appelsinerne i El Arado. Vandløbet er næsten udtørret, og efter revolutionen klatrede børnene så meget rundt i frugtræerne, at dækgrenene knækkede, og træerne tørrede ud.

Bagerst i haciendavillaen var der et værelse, der var indrettet som fængselscelle. Da hun var lille, sneg Mercedes sig til at se igennem revnerne i muren en dag, da de havde en mand til afhøring der. De havde spændt ham fast til en oprejst sengebund, en af den slags med metalfjedre. En dunkende dieselmotor sørgede for strømforsyningen. Det hun så og hørte har fulgt hende lige siden.

Lara-brødrene

(1970?) Obersterne var hårde. Men Laraerne, de var sindsyge. Det var en gruppe brødre og deres vedhæng, alle nationalgardister af en slags, der indrettede sig på kasernen i Terrabona. Deres forretning var narko, under en eller andens slags forståelse med regimet, og de gjorde Terrabona til Nicaraguas marijuana-distrikt.

De var splitterragende skøre.

De kunne være charmerende. En gang kom der en salvadoraner til Terrabona, en handelsrejsende i lommeure og armbåndsure. Han havde mødt en af Laraerne på landevejen, de var blevet venner og han blev inviteret med hjem til Terrabona. Efter hans besøg forsvandt han og blev ikke set igen før efter 1979, da de fandt hans skelet ude ved afkørslen fra Carreterra Panamericana.

Laraerne var voldsomme og drukfældige. Deres kvinder havde de alle stjålet fra familier i Terrabona, og de blev holdt som slaver på kasernen.

En dag var der en ung mand, der var kommet til penge og havde købt en motorcykel. Han kørte begejstret rundt og rundt på pladsen foran kirken, overvældende stolt. En af Laraerne ovre ved kasernen blev mere og mere irriteret på ham og begyndte at råbe til ham: han skulle køre sin vej, han larmede, han rejste støv. Knægten var ligeglad, lykkelig og stolt som en pave. Så tog denne Lara sin pistol, sigtede, og skød ham af motorcyklen.

Der lå han så alene i støvet midt på pladsen og våndede sig. Ingen turde gå ud til ham, pistolmanden stod der stadig og råbte: “Ingen ser til ham!”

Der gik en tid, og så kom præsten ud af kirken. Han gik hen til den sårede og råbte: “Nu må du skyde mig eller lade være, men jeg tager mig af denne dreng!” Så tog han knægten og bar ham ind i kirken.

“Det var en modig præst”, siger Mercedes. Han var elsket i den by.

Endnu en død Jarquin

(1975?) En dag kom Mercedes farbror ridende til byen. Han havde drukket lidt. På vejen mødte han et slæng af gardister, også nogle af Laraerne. Denne farbror havde en tvist af en slags med en af dem, jeg kan ikke huske hvad Mercedes sagde, om det var over en hest eller hvad, han havde i hvert et horn i siden på dem og viste det åbenbart den dag.

El Arado, Terrabona“Hvorfor ser du så olmt på mig”, spurgte denne Lara-bror. Farbroren sagde intet, men så opdagede Lara, at han var bevæbnet. “Giv mig dit våben”, sagde han. Han nægtede, situationen blev spændt, og efter lidt mere snak frem og tilbage afgjorde Lara sagen ved at tage et våben frem og skyde ham.

Da de hørte om dette hjemme hos Mercedes, samlede faren hele familien i huset og lukkede døre og vinduer, og alle ladede deres våben. Og rigtignok, af frygt for, at familien ville hævne sig, samlede Lara sine brødre og en flok soldater og tog straks hen for at anholde familien. Jeg ved det ikke, men måske var det sådan, at familien Jarquin havde et vist ry efter den sag med Artola-familien.

Don Chico nægtede selvfølgelig at åbne døren, han vidste hvad der ville ske, hvis de overgav sig. Og med ladede geværer på begge sider fortsatte belejringen til langt ud på natten. Pludselig kom to jeeps med højtstående officerer farende ind på gårdspladsen, en hel masse sølv og guld samlet på epauletterne. Det var obersten, han var kørt fra Managua, så snart han hørte hvad der var sket. Han sagde til Laraerne: “Denne mand er min mand. Jeg lover, at han ikke vil hævne sig, men hvis I rører ham, er det jer, der ryger ned.” Han havde venner nok med fra hovedkvarteret i Managua til, at det var meget imponerende. På den måde reddede obersten Jarquin-familiens liv den nat.

Da revolutionen kom, stak alle nationalgardisterne af, også Laraerne. Terrabonas borgere lagde et baghold for Laraerne ude ved frakørslen til Carreterra Panamericana, men de lugtede lunten og slap væk. De lod deres kvinder og børn blive tilbage, og borgerne lavede et vagtværn en rum tid for det tilfælde, at de ville komme tilbage for at hente dem. Men så flygtede kvinderne selv en nat – de ville tilbage til dem, der havde holdt dem som svin i en svinesti, forstå det hvem der kan. Mercedes kan i hvert fald ikke.

Siden har man ikke set Laraerne i Terrabona eller vidst meget af dem. Kort tid efter freden, i 1990 eller 1991, så Balbino Miranda en af dem i en by oppe nordpå, Rio Blanco eller Rancho Grande, tror jeg. Balbino gjorde ikke opmærksom på sig selv, forlod bare restaurationen uden at opsøge ham og uden at veksle et blik. En af dem blev efter sigende fængslet i USA, efter at have myrdet sin nordamerikanske kone og begravet hende under gulvet, mens han sagde til naboerne, at hun var taget på ferie i Nicaragua.

El Arado

(1994) Da jeg først lærte El Arado og Montaña Grande at kende, var det som brigadist. Det var fire år efter sandinisternes valgnederlag, stadig en usikker periode for bønder, som havde fået jord under revolutionen. Regnskaber fra krigens tid blev stadig gjort op i stort antal: hundrede sandinister døde hvert år i snigmord rundt omkring i landet, og et lidt mindre antal gamle contraer ligeså. Det var recontraernes og recompaernes tid. En firehjulstræk med tonede ruder, der stod på vejen foran gærdet, kunne være nok til at sætte rygterne igang: nu var godsejeren på vej tilbage, nu var det nok tid til at flytte.

El Arado, TerrabonaKooperativet i El Arado var et af seks, som sandinisterne havde skabt i Terrabona af obersternes eksproprierede godser. Seks små øer af sandinister i et hav af liberale småbønder og små-stormænd. Intet er stort i Terrabona, heller ikke borgerskabets stolte anførere: det er købmanden, vognmanden, en snes kvægavlere, måske lige så mange grøntsags-avlere. De leder et par tusinde ludfattige bondefamilier, de fleste loyale liberale, men hvoraf godt hundrede med revolutionen altså havde sat sig på kommunens største kvægfarme: landarbejdere, der indtil da ikke ejede en tønde land imellem sig, opkomlinge alle til hobe.

Der var tretten medlemmer af kooperativet i 1994. En del havde meldt sig ud umiddelbart efter valgnederlaget, af frygt for en hævn fra borgerskabet, der aldrig rigtig blev til noget. Andre pressede på for at opløse kooperativet og dele jorden.

Jeg kan ikke huske dem alle, men de fleste. Miranda brødrene: Balbino, Reynaldo, Margarito, Nicolas. I kraft af antal, sammenhold og iderighed den drivende kraft i kooperativet. Jarquin søstrene: Mercedes og Modesta, gift med henholdsvis Reynaldo og Jorge, som var en ung bonde med dyretæft og en gammel mormor fra Tipitapa. Det var Jorge og Modesta, jeg boede hos de seks uger, vi var i landsbyen. Julian og Francesca, hun en af lederne i den lokale kirke, han langsom og kærlig. Fidel, gammel og tvær. Vidal. Eusebio, som blev kaldt El Tigre på grund af sit overskæg, sin styrke og sin totale ufarlighed. Damaso, Kamelen, som han blev kaldt, på grund af hans lange ansigt, den eneste i banden som var vokset op med egen jord under neglene. De andre var alle landarbejdere, kvæghyrder og daglejere, indtil revolutionen ændrede deres liv.

De havde 700 hektar græsgang og krat i fælleseje, alt for lidt pigtråd til at hegne det ordentligt ind, og godt hundrede magre stykker kvæg, der ustandselig blev væk i slugter og bakker. Trods de hårde tider og usikkerheden holdt El Arado fast i sin kvægjord, modstod enhver fristelse til at sælge den fra for at dække den ene eller den anden katastrofe.

Det var fattige folk. Afgrøderne var elendige og kvæget gav uendelig lidt. Deres huse var selvbyggede af mudder og kolort. De fleste havde ikke strøm, og den eneste grund til, at de havde lavet latriner, var fordi ellers ville vi i brigaden ikke have kommet. Når de samledes, var det almindelige indtryk flokken gav, alligevel af højrøstede, glade mennesker: hus, jord at så på, nogle magre køer, et par udsultede ponyer, det var stadig et bedre liv end de havde kunnet håbe på som daglejere eller fæstere på obersternes godser. Jeg tror, at mange af dem aldrig helt er holdt op med i det stille at godte sig over den forargelse, de stadig kan mærke blandt naboerne, når de rider rundt på obersternes jorde, som var det deres egne.

En marginalt mere velstående nabo havde El Arados eneste fjernsyn, og her samledes de unge par hver aften for at følge med i de brasilianske sæbeoperaer. Bagefter, hjemme i sengen, lå de længe i mørket og diskuterede hver eneste scene sønder og sammen, alle følelserne og forræderierne. Den nærmeste kiosk, hvor cigaretter blev solgt en eller to ad gangen, lå tre kvarter væk. Landsbyens samlingssteder: Landsby-fjernsynet og det katolske kapel, suppleret af mandefælleskabet i kooperativets daglige arbejdsfælleskab, og en nystartet protestantisk sekt, der mødtes privat efter tur hos dem, der kunne give et måltid. Det var landsbyens sociale liv og dens horisont.

Tiderne blev ikke bedre for de sandinistiske bønder i Terrabona. De tabte valget i 1996 og det næste 2001. Orkanen Mitch smadrede det hele i 1998. Efter 2001 opgav mange håbet om, at de gode tider med statslån ville vende tilbage, og bad om at melde sig ud med et stykke jord og et par kvæg. Til sidst var de kun 7 tilbage i kooperativet i El Arado. I 2002 opløste de kooperativet og delte den tilbageværende jord og kvæg mellem sig.

Nu er det efterhånden blevet 2010, og jeg har altså kendt El Arado og dets bønder i 16 år.

Damaso sælger jord!

(2004) “Damaso sælger jord”, siger Reynaldos kone Mercedes med dommedagsklokker i stemmen. For hende er det at sælge jord begyndelsen til enden for en bonde.

“Jeg kunne finde på at sælge mit kvæg, tage lån, hvad som helst, men aldrig jorden. Det gør mig trist at se familier, som fik jord af revolutionen, som nu går rundt og tigger efter arbejde.”

El Arado, TerrabonaDamaso er en af de gamle medlemmer af det nu opløste kooperativ – han sælger jord for at sende en søn til USA.

Kooperativets opløsning var en langstrakt proces. Nogle, som Vidal, Julian og Jorge, meldte sig ud og krævede deres andel udbetalt inden den formelle opløsning. Andre holdt ud til det sidste, heriblandt Miranda-brødrene og Damaso. De vandt præmien. De fik nemlig andel ikke blot deres indskud tilbage, men også andel i opdelingen af kooperativets egenkapital: den megen jord, som kooperativet havde fået af landbrugsreformen i 80erne var langt mere værdifuld end de enkelte medlemmers indskud. Dem, der nåede at falde fra før tid føler sig selvfølgelig snydt af den lille gruppe, der endte med at dele den store gevinst. Det hele foregik efter vedtægterne, men hvor mange havde læst dem? Hvor mange kunne? Ikke Julian, i hvert fald. Hvis han kan genkende sit navn på skrift, er det meget.

Reynaldo kom ud af kooperativets opdeling med en hel del jord, og lige siden er fortsat med støt at købe jord op. Han har meget mere, end han kan dyrke, men han har fremtid. Så meget fremtid, at han har beholdt en lille skov på noget af den jord, han har købt. Den bliver værdifuld om ti års tid.

Andre af det gamle kooperativs medlemmer har ikke klaret sig så godt.

Jorge flyttede til Managua. Vidal solgte den jord, han fik af kooperativet og var en tid jordløs. Men han fortrød, og hans gode ven Julian solgte ham noget af sin jord, så han kunne starte forfra som landmand. Han lever stadig tydeligt fattigere end Reynaldo og Mercedes, og hans kone var i en periode tit oppe hos Mercedes for at “hjælpe til” med madlavning og tortillabagning. Nu har Mercedes fået svigerdøtre i huset og har ikke længere brug for arbejdskraft udefra.

Siden Julian solgte jord for at hjælpe sin Vidal ud af sin knibe, har Mercedes vedholdende haft gang i dommedagsrygter om, at han er ved at sælge sin jord. Rygtet griner Julian og Francesca af, hver gang jeg nævner det for dem. Julian har stadig sin jord og en smule kvæg, men han har ikke købt mere, som Reynaldo. Han er en forsigtig mand, sår kun det han har råd til, vil ikke låne penge til noget. Han vinder aldrig stort, men taber heller aldrig synderligt. Reynaldo derimod låner gerne penge til risikofyldte foretagener, slår til når der et godt tilbud og ordner finansieringen senere. “De mennesker lever forgældet”, siger Francesca med en hård stemme.

De to familier er ikke på talefod og har ikke været det, siden kooperativet gik i opløsning. Det gør ondt på mig. Jeg er glad for alle fire gode mennesker.

De unge flygter

(2006) En anden familie, der solgte sin jord var Jorge og Modesta (hun er Mercedes lillesøster), som jeg boede hos da jeg var brigadist her i 1994. De flyttede til Tipitapa udenfor Managua.

El Arado, TerrabonaModesta arbejder på en tekstilfabrik i “zonen”, når hendes helbred tillader det. Deres ældste søn Cesar er i lære i en isenkrammer-forrretning. Jorge er stadig ved landbruget, selv om han er flyttet til byen. Han passer kvæg for en lokal mælkeproducent. Jorge tjener 1200 cordobas om måneden for at arbejde 6 timer om dagen 7 dage om ugen. Det er det samme som 300 kroner og selv i Nicaragua er det en miserabel løn, men kvæg er faktisk det eneste Jorge kan. Han er hverken særlig god til tal eller ord eller store planer, men har et sjældent tag på dyr.

Jorge fortryder vist nok i sit stille sind, at det ikke er hans eget kvæg, han malker hver morgen. Det er flere år siden han sidst har været i Montaña Grande, men han taler stadig om vejret og afgrøderne, om hver familie, hver gård, og hvert landbrug som var det i går, han flyttede.

Flytningen skete dels fordi han ville til Tipitapa og passe sin gamle mormor, som er den, der har opdraget ham. Dels fordi Modesta drømte om at slippe væk fra landet og komme til storbyen. Og dels fordi Jorge føler sig snydt af opdelingen af kooperativets jord. Den andel, som tilkom ham, var meget lille, synes han. Han fik tilbuddet om at få penge eller jord, og valgte så penge og flyttede.

Som syerske på en af den toldfri eksportzones fabrikker kan Modesta tjene mere end det dobbelte af Jorge, men hun lider af sukkersyge og slidgigt og har lange sygeperioder og store omkostninger til medicin. Zonen er en arbejdsplads for de unge og hårdføre, ikke for husmødre der har rundet de tredive.

Tekstilfabrikkerne er en magnet for rastløs landboungdom og har været stoppested for mange unge fra El Arado: Reynaldos lillesøster, Mercedes og Modestas yngste lillesøster Blanca og også en lillebror, og Mercedes ældste datter Mayra. Blanca havde ellers fået et hus i El Arado af regeringen efter Mitch-orkanen i 1998. Mod Mercedes råd solgte hun og kæresten det og flyttede til Managua, hvor de i 2005 boede to unge par til leje sammen i et hus i en barrio, et slags minikollektiv, som var vældigt hyggeligt at besøge.

Modesta og Jorge er kørt i stå i små penge og hurtig nedslidning, men for de fleste er Maquilaen kun en periode: Reynaldos søster giftede sig med en vognmand i Managua, og de andre er også nået videre i deres liv, de har alle fået arbejde i Costa Rica, tilsyneladende med gode jobs. Selv om lillebroren for et par måneder siden gik galt af en maskine på papirfabrikken og fik mast et ben til plukfisk. Det er ved at blive rekonstrueret i titanium på arbejdsgiverens regning – det ville aldrig ske i Nicaragua! Imens ligger han i pleje i San Jose hos de andre familiemedlemmer. Familie er og bliver uundværlig i en udvandrertilværelse. Om han kan komme tilbage til sit arbejde eller kommer hjem til landsbyen som krøbling, vil tiden vise.

De heldige udvandrere

(2008) Grunden til, at Damaso solgte jord i 2004 var for at sende først den ene, så den anden af sine to store sønner til USA. Det koster 6,000 USD at komme ulovligt til USA fra Terrabona. Det er mange penge.

“Jeg havde tænkt på jorden som hans arv, men det han ville var at tage til USA. Jeg prøvede at snakke ham fra det, men det var det han ville”, sagde Damaso, da jeg snakkede med ham om det. Dengang var sønnen kommet helskindet til New York, hvor der var familie at bo hos og hjælpe ham til rette.

Jeg kender ikke statistikken, men i Terrabona er udvandrernes oplevelser med anholdelser, kautioner, deportationer, fængslinger, røverier, overfald, mord, og svindleriske menneskesmuglere fast samtalestof. Risikoen ved den amerikanske drøm må være mindst lige så stor, som når Reynaldo forgælder sig for at plante hele gården til med bønner “de primera”, som i Terrabona højst giver høst et år ud af tre.

Men heldet var med Damasos sønner. Menneskekæden fra Terrabona til USA, og de uundværlige familiekontakter i New York og Florida, viste sig pålidelig nok.

Så kom Katrina. Genopbygningen af New Orleans blev et paradis for spekulanter og sorte bygherrer og sort arbejdskraft. Som medlem af et rejsende byggesjak har sønnen tjent gode, skattefrie penge på nyindretningen af New Orleans. Den anden søn har også klaret sig godt, i Florida. Med pengene, som de har sendt hjem til Terrabona, har den ældste bygget hus til sig selv og sin nye kone, menneskesmuglerne er blevet betalt og resten af familiegælden er blevet afviklet, Det, der var tilovers, er blevet investeret i tyrekalve. Damaso malker 20 kvier i år – mere end dobbelt så mange som Reynaldo og HANS sønner malker.

Terrabona

Damaso og børnebørn i 2010 (mit foto).

Så man må sige, at frasalget af jord har været en god investering for familien Martinez. Det var ikke den begyndende deroute, som Mercedes spåede. At Damaso vil sælge jord til fordel for en så risikofyldt investering kommer måske af, at han voksede op i en jordejende bondefamilie – køb af salg af jord er mere naturligt, når det at eje jord er mere af en selvfølge. For Reynaldo, hvis liv som landarbejder og som sandinist har været een lang kamp om at få jord, og for Mercedes, jordløs datter af en familie, som for 50 år siden ejede halvdelen af Montaña Grande, er jord mere en hjertesag end en hjernesag.

I Damasos stue har de gængse plastikstole viget pladsen for et blødt sofasæt. “Jeg kan ligefrem falde i søvn i sofaen, når jeg sætter mig om eftermiddagen, så blød er den”, siger Damaso, stadig forundret over denne nye dimension i et bondeliv. På væggen hænger portrætter af hans sønner side om side med Jomfru Maria. På gulvet leger hans børnebørn, når de da ikke tvinges op i skødet på deres alvorlige farfar, som bliver helt pjattet i selskab med dem. Så kigger han op på portrætterne på væggen, og den pludselige skygge, der sænker sig over hans ansigt, og de sviger-døtrenes tavse indelukkethed, når de kommer og går, fortæller om familielykkens pris.

Læs mere:

One thought on “Den gode jord

  1. hejsa, det ser godt ud – er glad for at billederne får en ny chance. Dejlige historier….mkh,mb

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s