Nicaraguabrigaden er efter endt landsbyophold og påskeferie nu kommet til en barrio i Ciudad Sandino. Her bor de hos den lokale CPC (Borgermagtskomité) og arbejder at sætte en børnehavelegeplads og barrioens park i stand. Det har givet et nærblik i nicaraguansk lokalpolitik…
Spillerne
Børnehaven er en uafhængig børnehave for maquila-arbejdere, som er blevet kørt i ni år med støtte fra en nordamerikansk organisation.
CPC en den nye kvartersorganisering, som regeringen promoverer, og som i hvert fald i egne øjne nu bestemmer i kvarteret. Også over børnehaven, som jo “tilhører kvarteret”, og “ahora estamos nosotros a mando del barrio” – og nu er det os, der bestemmer i kvarteret.
Kommunen er sandinistisk, og er dem der har placeret brigaden hvor de er. Kommunen arbejder igennem den lokale CPC, som de jo skal ifølge regeringspolitikken.
Stridens æble
Familieministeriet promoverer et program med kollektive kvarters-nyttehaver, som skal afhjælpe underernæring hos de fattigste. Kommunen har tildelt en nyttehave til barrioen, udfra behov (mange underernærede børn) og kvarterets accept (CPCen har sagt ja). Kommunen og CPCen har åbenbart besluttet at nyttehaven skal anlægges på børnehavens grund. CPC skal så sørge for at kvarteret organiserer sig for at passe planterne, beskytte dem mod tyveri, høste og fordele.
Lærerne på børnehaven synes dels ikke de har tid til at passe en have (de arbejder mest på frivillig basis i forvejen), dels er de bange for, at en nyttehave vil tiltrække tyveknægte. Og endelig synes de ikke, at CPCen har ret til at bestemme over børnehaven. De vil hellere have legeplads.
“Jeg ved ikke noget om politik og vil ikke sætte mig op mod politikken, men jeg har været her i børnehaven ni år og jeg ved, hvad der er godt for børnehaven og børnene”, siger børnehavens leder.
Brigaden bor hos CPCerne og arbejder på børnehaven og vil bare ikke have mere vrøvl. De har tilkaldt mig som forstærkning til det møde, der skal afklare problemet. (De klarer sig i øvrigt fint, skulle jeg hilse og sige, og den ansvarlige Lærke og resten af brigaden har også kørt stilren kurs under lille krise).
På billedet: fraktionsmøde efter de hårde forhandlinger. Brigaden analyserer forløbet i forgrunden, i baggrunden prøver kommunes repræsentant at gyde olie på oprørte vande…
Skærer igennem
På et fællesmøde mellem repræsentanter for lærere, forældre, CPC, kommunen og brigaden griber kommunens repræsentant ind og beslutter, at brigaden ikke skal arbejde på grøntsagshaven og at børnehaven helt kan slippe for den, nu den er så utaknemmelig. Børnehaven vil under alle omstændigheder senere være tvunget til at plante en have, siger hun, da det er ministeriets politik at børnehaver skal have grøntsagshaver. Det bliver så uden kommunens støtte, men dem om det.
I stedet skal brigaden arbejde på at tilplante kvarterets park, som skal sættes i stand som værested for barrioens unge. Hun lover at arbejde for, at byggematerialerne kan være på plads til på tirsdag.
Hun skælder også ud på CPCen, der ikke har kunnet skabe enighed, og som helle ikke har kunnet mobilisere folk til at arbejde sammen med brigadisterne. Hun forklarer dem, at brigadebesøget er deres skærsild som lokal organisation og siger groft sagt, at de må se at tage sig sammen. Hun giver dem besked på at gå fra dør til dør for at samle folk om parkprojektet, og på at rekrutere de lokale spidser: en lokalt bosat amerikaner, den evangeliske præst, osv. Opgaver, som CPCen tydeligt føler sig usikre overfor.
“Det er den slags problemer, der er, når lederne er uerfarne og når man har et hvarter, hvor 60% ikke har bestået 4. klasse”, siger kommune-repræsentanten til mig, da jeg giver hende et lift tilbage til rådhuset.
Hun har ret, selvfølgelig. Enhver reel demokratiserings og decentraliseringsproces vil løbe ind i den slags problemer. Det ved enhver, der har været til møde i en dansk andels- eller grundejerforening, alt om. Og CPCerne er jo faktisk reel decentralisering: det er den lokale CPC, der bestemmer, hvilke naboer skal have adgang til regeringens låneprogrammer, alfabetiseringsprogrammer, osv, og hvis man søger job hos en offentlig myndighed, skal man have et anbefalingsbrev med fra sin CPC.
Men det hjælper ikke, når CPCen har en snæver social base (dvs. partiet) og oven i købet går til lokalorganiserings-opgaven med en “nu er det os, der er kommet til fadet” holdning, uden hensyn til alle de andre, der også bidrager til barrioen, og som gerne vil have noget at have sagt. En holdning, jeg desværre tror er såre almen i sandinistfronten i dag.
Imens er der foreløbigt kommet en dejlig legeplads ud af brigadens arbejde.
Og brigaden har lært en masse om nicaraguansk politik i praksis.
Spændende, om kommunen kan skaffe materialerne til parken…
Svens blog 
Meget spændende læsning …
Akja, ævl og kævl og magtkampe er vilkårene overalt ..
Men jo da osse et sikkert tegn på, at det ikke er diktatur …
Skal til generalforsamling i vores egen kolonihaveforening i morgen … hér er folk osse sure på hinanden ..
Stridens æble?
Sort jord med snorlige rækker versus mere ‘grønne’ haver …
l-u-k-s-u-s-problemer …
Men rigtig meget held og lykke til Nicaragua …
Fint med nyttehaver .. der virkelig gør en forskel …
Hej Jeppe
Tak for din kommentar!
Ja, du har ret i, at vi heldigvis ikke har et diktatur, og kævl og bævl er et klart udtryk for demokrati.
Men historien afspejler desværre også, hvor useriøse sandinistfronten er: de opbygger en hel ny struktur til medborgerindflydelse, fra oven af og fra den ene dag til den anden, bekymrer sig ikke om at få de erfarne kræfter med, stemmer i stedet de lokale partisoldater ind, og giver så den nye struktur en masse magt. Det kan kun gå galt…
(Dog: Nogle steder, hvor lokale græsrædder er tilstrækkeligt stærke og politisk modne, er det tilsyneladende disse, der har sat sig på CPCerne, og enkelte steder er det sikkert også sådan at partisoldaterne faktisk er dem, der deltager i det praktiske arbejde og ikke blot når partiet har kaldt til plakatopklæbning eller demonstration. Disse steder formår CPCen at række ud over at være rene partistrukturer til fremme af Daniels og Rosarios chancer for genvalg. Men det er vist langtfra alle steder.)
Ja, nyttehaver er en fin ide, hvis den lokale organisering er stærk nok til at bære den, eller hvis der parralelt bruges kræfter på at styrke den lokale organisering. Hvis ikke, får man kun en tør plet støv, eller man sår kun til de lokale tyveknægte (de har selvfølgelig også brug for at spise…).
At bruge skolen eller børnehaven som udgangspunkt samt til distribution (pasningen kan blive en del af undervisningen) suppleret med et beboervagtværn om natten, er helt sikkert en god ide – hvis lærerne er med på den, hvis læseplanen bliver revideret så haven ikke er spildtid, og hvis beboerne kan organisere vagtværn…
Hvis der ikke er tilstrækkelig lokal solidaritet, får man måske mere ud af dele frøene ud hus for hus (men så bliver det til gengæld spildt de steder, hvor grisen eller hønen går løs, hvor der bliver oversvømmet, eller hvor forældrene glemmer at vande, eller ikke lægger fra til ny såsæd af høsten – og det er ofte disse familier, hvor børnene er mest underernæret…)
Min mistanke er desværre, at disse ting ikke altid bliver tænkt igennem, inden sækkene med såsæd køres ud. Et stort antal uddelte sække med såsæd inden det næset valg egner sig desværre bedre til kommunens og ministeriets årsrapporter end et mindre antal sække adfulgt af et stort antal timer brugt sammen med de lokale for at diskutere sig frem til pasnings- og vagtordninger. Så man kan frygte, at projektet kan ender med at egne sig bedre til donorpleje og valgpropaganda end til at fylde folks maver…
Held og lykke med de grønne haver!
/Sven