Roberto

Roberto

“God morgen, lillefar,” lyder det med ru stemme fra lågen. Roberto er her igen. Han sidder på fortovet, ser tomt ud i luften, hviler sit forslået ansigt op mod muren, lugter af billig sprut. Han fik et lag tæsk for et par uger siden, kinden er stadig hævet og fuld af sårskorper. Han har en sandal på den ene fod. Han har en splinterny ny rygsæk i skødet, stadig med prismærke på.

Han sidder og mumler for sig selv, indtil han bliver opmærksom på, at jeg er kommet ud på terrassen.

“Hjælp mig, lillefar, de stjal mine sandaler igen.”
“Det er fordi du var fuld.”
“Nej, jeg var ikke fuld, ikke denne gang…”
“Du er stadig fuld, du stinker af sprut”.
“Jeg er ikke fuld, det er tømmermænd. Jeg havde købt helt nye sandaler i går.”

Jeg tænker på, at hans skopudserkasse stod på min terrasse hele dagen i går, så hvordan har han tjent penge til at købe sandaler? For ikke at tale om sprut. Jeg orker ikke at spørge.

“Hvor har du tasken fra?”, siger jeg i stedet.
“Den er helt ny, splinterny, se… den er allerede gået i stykker men den er splinterny…”

Han åbner den for mig og viser mig den. Det er en af de her billige kinesiske rygsække, som går i stykker første gang man bruger lynlåsen. Den slags, fattige forældre giver til deres børn på første skoledag, og som projekter giver som “incitement” til de fattige, når de møder op til kursus.

“Hvor har du den fra?”
“Jeg fik den af en kammerat. Den er splinterny. Se selv. Jeg fik den af en kammerat. Jeg er ikke en tyv. Giv mig et par nye sandaler, lillefar.”
“De bliver bare stjålet, når du drikker.”
“Åh jo, giv mig penge til et par nye sandaler.”
“Jeg giver dig ikke flere sandaler. De penge må du selv tjene.”
“Ja, lillefar”, sukker han. Accepterer nederlaget.

Jeg har givet ham tre par sandaler i tidens løb, Ingen har han kunnet beholde mere end en uge. De steder, han sover, er ikke sikre, og når han er fuld kan han ikke beskytte sig selv.

“Lillefar, jeg er sulten, giv mig noget mad.”

Jeg har tortillas og noget ris og bønner i køleskabet, jeg går ind og laver ham en skål. Han begynder at mumle igen. Jeg står og lytter inden for døren. “Ikke nogen tyv. Ikke nogen tyv. Aldrig stjæle. Hellere tigge, aldrig en tyv. Åhh. Jeg tænker på at slå mig selv ihjel. Gid nogen ville skyde mig en kugle for panden…”

Jeg er overbevist om, at han har stjålet tasken.

Han har tårer på kinden da jeg kommer ud med hans bønner. Han begynder slapt at spise. Jeg går ind og henter et glas vand til ham.

“Jeg kan lugte kaffe.”
“Nu har jeg givet dig vand.” Smålig!, skælder jeg på mig selv i tankerne.

Roberto

Han er 16 eller sytten år. Han er kommet hos os et par år. Han er en bondedreng fra Esteli. Han har boet i Managua siden han løb hjemmefra som syvårig. Han er halt på det ene ben, fra da han blev kørt ned for et par år siden. Hans far i Esteli måtte sælge en hektar jord for at betale den operation, der reddede hans liv og stykkede benet sammen igen, med fire kæmpe søm.

Faren arbejder på lejet jord nu, og har aldrig tilgivet ham. Han er ikke velkommen i hjemmet, medmindre han kommer med penge. Han har flere gange planlagt at tage hjem til jul eller påske, men har opgivet det hver gang. Han tør ikke, tror jeg.

Jeg sætter mig ind og drikker min morgenkaffe. Læser en kriminalroman af Michael Connely. Den handler om ulykkelige skæbner, desperation og død. Den foregår i Los Angeles.

“Tak, lillefar”, lyder det udefra fortovet. Jeg går ud til Roberto. Han har ikke spist op.
“Pak maden ind til mig, så jeg kan spise den senere.”

Da jeg kommer ud med posen til ham siger han:

“Jeg vil ikke drikke mere.”
“Alkoholen vil slå dig ihjel, Roberto. Du tjener penge, men du får ikke noget ud af det. Du bruger det på sprut eller også bliver de sjålet når du drikker.”
“Jeg vil ikke drikke mere.”

Han er ikke på lim, crack eller rygeheroin, som de fleste andre, der lever på gaden. Hans last er en bondes last, ikke en gadedrengs.

Han har rettet sig op flere gange før. Når han fungerer, vasker han sig hver uge, tigger rene t-shirts, passer på sig selv. “Man bliver behandlet, som man behandler sig selv”, sagde han engang til mig, stolt nyvasket og med rent tøj på, klar til at starte på ny, tjene penge, være den pålidelige arbejder, han siger han er. Samme nat var han tilbage, døddrukken, forslået, uden sko. Det var gået i fisk.

Han kan godt tjene penge, men han kan ikke holde på dem. Engang havde han næsten 1000 cordobas sparet op, i varetægt hos en onkel. Så blev han kørt ned. Onklen tog pengene som betaling for at tage fri fra arbejde og køre Roberto på hospitalet. Jeg har flere gange tænkt, om man ikke skulle skyde hele den familie.

“Du har brug for hjælp, Roberto. Du må tage til et center, hvor de kan hjælpe dig.”
“Jeg kender et center. Jeg var på Casa Alianza. To gange har jeg været i Casa Alianza”.

Han har før fortalt mig, at han var et halvt år i Casa Alianza da han var mindre. De var gode ved ham. Han gik i skole. De var meget kede af det, da han stak af. Han var der igen i december, sidste gang han besluttede at rette sig op. Han blev der kun to uger. Hans sagde bagefter, at de andre stjal fra ham på sovesalen. Det kunne han ikke finde sig i.

Han gik på en enorm druktur bagefter. Han drak ikke så meget da jeg først mødte ham, for to år siden, da han må have været 14 eller 15. Han var mere dreng dengang. Det er han stadig, men han er faktisk en mand.

På Casa Alianza får man kun to chancer.

“Du må prøve et andet center. Du har brug for nogen, der kan hjælpe dig.”
“Nej, ikke flere centre for mig. Jeg må klare mig selv. Jeg er ved at blive en mand. Jeg må gøre noget med sig selv. Jeg vil ikke drikke mere.”
“Vil du arbejde i dag?”
“Ja, giv mig kassen.”

Jeg henter hans skopudserkasse til ham. Han har den sommetider stående hos mig, sammen med et par t-shirts i en plastikpose.

“Farvel, lillefar. Tak. Gid du må have en god dag.”
“Farvel, Roberto. Gid det må gå dig godt i dag.”

Sommetider tror jeg, det er vores hilsener, han får mest ud af. En høflig udveksling af anerkendelser, lige som han lærte som barn hjemme på landet. At blive tiltalt ved navn.

For et år siden arbejdede en af skruerne sig ud af hans ben, og han måtte passe meget på sig selv. Han var på to hospitaler og på ventelister i månedsvis til først den ene konsultation og så den anden, før der var gået så meget betændelse i benet, at en læge indvilgede i at tage sømmet ud.

Op til operationen sparede han rent tøj og madpenge op til en uge på hospitalet. Han vaskede sig morgenen inden. Det var en større øvelse for ham, der krævede flere dages omhyggelig planlægning. Bad på markedet, passe på tøj, passe på penge, mønter til bussen, komme til hospitalet til tiden, hele tiden bange for at operationen ville slå ham ihjel. Bagefter var han på smertestillende midler og på penicillin. Det er svært at passe en dosis, når man har hans liv. Han holdt omhyggeligt trit med datoer og klokkeslet, sad udenfor porten og talte timerne om og om igen på sine fingre. Han holdt sig selv og såret rent. Han klarede sig uden at benet gik i forrådnelse, og uden at forgifte sig selv. Jeg var stolt af ham.

Det vil være et mirakel, hvis han når at blive tyve.

Roberto er skopudser i bydelen Bello Horizonte, Managua. Han bor under noget pap nede ved runddelen. Sven er solidaritetsarbejder og bosat i samme bydel. Han bor i et hus med terrasse, stue, spisesal, køkken, fire værelser og tre badeværelser. Huset er sikret med gitre, kædelåse og NATO-pigtråd.

Mer Roberto (fotos)

Roberto

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s