Udviklingsvisioner

 Asemblea de la Cooperativa

Mellemamerika Komiteens arbejde med ATC og UNAG i Matagalpa 1994-2007 har bygget på nogle ganske bestemte ideer:

En folkelig økonomisk sektor som udviklingsmotor:

  • Bondelandbruget er nøglen til en socialt inkluderende, økonomisk retfærdig og demokratisk udvikling i Nicaragua.

Retten til jorden som forudsætning:

  • Bonden skal have adgang til jorden og sikkerhed for sin ret til den for at kunne og ville investere i den.
  • Bonden skal selv have indsigt i ejendomsforhold og ejendomsret for at kunne beskytte den.
  • Nicaraguas ejendomsproblemer er politisk bestemte, og bonden skal være organiseret for at kunne forsvare sin jord mod godsejerene og udøve politisk og social pression for løsning af hans ejendomsproblemer.
  • Bonden skal have rådighed over egne advokater for at kunne vinde jordkonflikter. Selvstændige advokater vil i Matagalpas lukkede sociale kredse altid ende med at arbejde for den mest givtige kundekreds – nemlig de store jordejere.

Bondelandbruget som grundlag:

  • Bondelandbrugets økonomiske og miljømæssige bæredygtighed bygger på diversificering af produktionen, fødevaresikkerhed, uafhængighed af dyre kemiske input, og langtidsholdbare investeringer i jordens frugtbarhed.
  • Bondeproduktionen er en familiebaseret produktionsform. Kun gennem inddragelse af bondekvinden på lige fod med manden som producent, beslutningstager og repræsentant for sit landbrug kan bondebrugets fulde potentiale realiseres. Bondekvinden skal derfor ikke anvises særlige nicher i produktionen eller særlige organisationsformer, men inddrages som bonde og beslutningstager for hele gårdens udvikling på lige fod med sin mand.
  • Bondelandbruget producerer til markedet og skal have adgang til tilstrækkelig kapital for at kunne producere og sælge til bondens egen fordel.
  • Bondelandbruget i Matagalpa er underkapitaliseret, men bondens største udviklingsproblem er ikke mangel på kapital, men evne til at udnytte den kapital, han har, både hvad angår sin produktion, sine investeringer og sin markedsføring.

Bondeorganiseringen som dynamo:

  • Bonden er en meget lille aktør på et meget stort marked, og bondens adgang til markedet skal være organiseret for at den kan blive fordelagtig for bonden.
  • I Matagalpa er bondeorganiseringens svageste, men potentielt mest dynamiske, led den lokale bondebestyrelse, som drives af frivillige ledere i nær kontakt med deres medlemmer, og som forvalter bondens kontakt med marked, organisationsliv, og hele den professionelle byverden af handelsfolk, teknikere, rådgivere og funktionærer.
  • Bondens organisering skal ledes og drives af bønderne selv, for at den kan blive til bondens bedste. Udefrakommende professionelle skal kun inddrages i den udstrækning, bønderne stadig selv er i stand til at lede og fordele disses arbejde.
  • Bonden skal gennem uafhængighed og diversificering i sin produktion, gennem egen organisation, egen markedsføringsevne, og adgang til egen kapital, selv kunne sætte dagsorden for sin udvikling, for at udviklingen kan blive til bondens fordel. Det betyder, at bondeorganisationen skal specialisere sig som en demokratisk forretningsvirksomhed.
  • Hvis organisationen skal overleve som en demokratisk organisation på et kapitalistisk marked nytter det ikke noget at gå på kompromis med demokratiske, organisatoriske, og administrative standarder i organisationen, af misforstået hensyn til bøndernes kultur eller uddannelsesniveau.

Folkelig uddannelse og learning by doing som redskaber:

  • Den mest bæredygtige kapacitetsopbygning foregår i hovederne de mennesker, der permanent er i den situation, der skal forbedres.
  • Den folkelige uddannelses teknikker er et anvendeligt redskab for bønder til at lære selv indviklede kunnen indenfor organisation, økonomi, og administration.
  • For at bondeorganisationer skal overleve og mestre det kapitalistiske marked skal de opnå ikke blot at være fungerende men at være levende organisationer (i stand til at lære og anvende ny viden).
  • Vidensopbygning sker ikke på een gang, men er en konstant proces med afprøvning og tilpasning af indhentet viden og udvikling af ny. Kapacitetsopbygning organiseres derfor bedst som en procesorienteret fremfor outputorienteret aktivitet.
  • Kapacitetsopbygning handler derfor ikke kun om overførsel af viden og kunnen, men også om holdninger og praksisser, både på individuelt og organisatorisk plan. Kapacitetsopbygning skal derfor følge den folkelige uddannelses princip om learning by doing: viden skal følges af muligheder for handling til afprøvning af indlært viden, skabelse af ny, og opbygning og institutionalisering af best practices.

Hver af disse ideer er selvfølgelig udviklet indenfor en bestemt kontekst, bygger på bestemte antagelser og erfaringer, og har bestemte praktiske konsekvenser. Læs mere om dette her (dokument på vej!)

Ideerne har spillet sig ud i og er blevet videreudviklet af UNAGs, ATCs og MAKs arbejde med udvikling af bæredygtigt landbrug (Bonde til bonde programmet 1991-2007), jordlegalisering (Jordprojektet 1995-1999), fornyet jordkamp (Las Tunas 2001-2007) og udvikling af kooperativsektoren (PROMAT 1999-2007).

Ideerne er ikke blevet udviklet på en gang, men lidt efter lidt på baggrund af MAKs, UNAGs og ATCs erfaringer i Matagalpa og andre steder. ATCs jordkamp i 90erne, UNAGs arbejde med Bonde til bonde programmet, og MAKs metodiske erfaringer fra handicapsektoren var nogle af vigtigste konkrete inspirationer.

Ideerne er ikke udviklet i et socialt eller historisk tomrum, og er ikke originale: de fleste er selvfølgelig inspirereret af andres tidligere erfaringer. Den parallelle og succesrige udvikling af Matagalpas kaffe-kooperativer, under UNAGs hat, der er endt med skabelsen af det kooperative kaffeselskab CECOCAFEN, har været en vigtig ekstern pejling i forløbet.

La Pintada. Matagalpa

Ændrede forhold, nye erfaringer

Nogle ideer har vist sig at være holdbare i tid, andre har vist sig at være fejlagtige eller at være afhængige af en meget bestemt situation, og der er dukket nye problemstillinger op. I PROMAT-regi er der pt. et større evaluerings- og erfaringsopsamlingsarbejde i gang for at sætte denne diskussion i system. Nogle af de vigtige diskussioner er:

  • Undersøgelser foretaget under “Verdensbanksvældet” 1990-2006 af blandt andet Rikke Brostrøm, og egne erfaringer har vist, at sikker ejendomsret ikke nødvendigvis giver bonden adgang til mere lånekapital eller betyder, at bonden holder bedre fast på sin jord. Manglen på kapital til småbønder har vist at være et spørgsmål om udbud (bankerne vil ikke låne ud til småbønder, med eller uden skøde) snarere end efterspørgsel. Undtagelsen er kaffe, hvor planterne og markedet er værdifuld nok til, at kaffeopkøberne gerne giver forskud på købet, mod sikkerhed i skødet. Med et skøde følger også bedre mulighed for at sælge sin jord – og større risiko for at miste den, hvis man sætter den som pant i en handel. Hvordan organisere kapitaltilførsel på rimelige vilkår til småbønder uden at risikerer at miste jorden?
  • Kampen om jorden har ændret karakter. I Matagalpa i 90erne handlede det om hårde lokale konflikter mellem revanchistiske godsejere og bønder, der havde fået jord af sandinisterne. Men i det nye årtusinde har de fleste af disse enten vundet deres jord eller har accepteret deres nederlag, og den største flaskehals er nu statsapparatets holdning til legalisering af jord, der er på bondehænder: en kamp mod bureaukrati, ligegyldighed og korruption fremfor mod overgreb, trusler og sagsanlæg. Advocacy-arbejde overfor staten fremfor konfliktløsning mellem klassefjender. Bag det bureaukratiske slør arbejder markedskræfterne usynligt, og flere og flere bønder sælger deres jord, mens de venter på et skøde. Kan bondebevægelsen sætte en jorddagsorden på den nationale politiske scene?
  • Som en meget grov tommelfingerregel har vores erfaringer vist at ikke alle bønder kan bruge et kooperativ til noget. Hvis 100 bønder i 1995 organiserede sig i et kooperativ for at kæmpe for jorden, så solgte 30 af dem jorden så snart de fik skøde. Andre 30 beholdt deres jord, men meldte sig ud af kooperativet så snart, det begyndte at stille krav til egen indsats for at kunne være med (betale kontingent, gå til kurser, stille op til hverv, betale lån tilbage): dem, som måske har mere brug for medlemskab i en solidarisk, social organisation mellem naboer end i en virksomhed. I heldigste fald er 40 tilbage, dem, hvis landbrug er så veludviklet, at de er sikre på at kunne betale lån tilbage, og som har en så stor produktion, at de har brug for en virksomhed til at bringe den på marked og udvikle den, og dem, der har personligt overskud til at deltage i en organisation ikke blot med hjertet og kroppen og i akutte kampsituationer, men med hovedet og hver dag. Hvad skal bondebevægelsen stille op med det sociale skel i bondeklassen? Kan man undgå, at så mange småbønder sælger deres jord og bliver landarbejdere, eller emigrerer fra landet? Kan man skabe arbejdspladser, så naboer ikke tvinges ind i som udlandsarbejdere i Costa Rica, El Salvador og USA, eller til arbejde i tekstilindustrien i byerne?
  • Det er svært at opbygge store organisationer. Der er tegn på, at en organisation med frivillig bestyrelse og dermed behov for stærk medlemskontakt, personligt følte forpligtelser, venskab og solidaritet, har svært ved at vokse til meget mere end 100 medlemmer. Men 100 småbønder producerer ikke nok til at blive en magtfaktor på markedet. Hvordan skal bondebevægelsen udvikle alliancer mellem kooperativer og opbygge paraplyorganisationer, hvor bønderne stadig føler de har kontrollen?

Dette er nogle af de spørgsmål, som bondebevægelsen i Matagalpa prøver at udvikle bud på, og som vil være på dagsorden for et fremtidigt solidaritetsarbejde. UNAG og ATC i Matagalpa er begge sandinistiske organisationer, og tror at staten under Daniel Ortega-regeringen (2007-2011) vil kunne spille en vigtig rolle i løsningen af disse problemer. Men FSLN-regeringen er en alliance på tværs af mange klasser og med mange interesserer på spil, og de er begge bevidste om, at det er op til bonde-organisationerne selv at sætte dagsorden.

Den internationale dagsorden

Bøndernes udviklingsdagsorden i Matagalpa er på nogle punkter i strid med den internationale udviklingsdagsorden, som blandt andet Verdensbanken, IMF, frihandelsaftalen CAFTA og den kommende Asocieringsaftale mellem EU og Mellemamerika repræsenterer. I Nicaragua er den internationale udviklingsdagsorden gjort til lov gennem Den Nationale Udviklingsplan, som blev vedtaget under præsident Bolanos og stadig er i kraft.

Den er også på nogle punkter i strid med den Bolivarianske udviklingsorden, som promoveres af Venezuelas regering under Hugo Chavez, så vidt som man kan se en systematik i denne.

Den nicaraguanske regering under Daniel Ortega tegner et forvirrende billede: den forsøger at hæfte sig på begge ovenstående dagsordener samtidig med, at den skal tilgodese ønsker fra dens sandinistiske vælgerbagland på landet (som er UNAG og ATC), og fra de økonomiske interesser, der har hæftet sig på Daniel Ortegas politiske stjerne.

Jeg forsøger her at tegne et billede af de udviklingslinjer, som aftegner sig i Nicaragua efter et år med en sandinistisk regering.

Yderligere information

Analyse af udviklingen i jordkampen i Matagalpa og Jinotega :

Om den internationale udviklingsdagsorden:

Kritik af den internationale udviklingsdagsorden:

Politik fra bondebevægelsen:

Forskellige forklaringer på fattigdom:

Matagalpa-siderne på Svensblog.

El Arado, Terrabona

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s