Mine år på en øde ø

Jeg voksede op med en baghave, der var 100 meter bred og 100 kilometer dyb. Så snart jeg og mine brødre forlod den lille plet græs, som min mor igennem et utroligt hårdt arbejde og trods byens hårde vandrationering holdt i live, var vi i en verden, hvor kun indianere havde været før os. Jemez-bejergenes og Rio Grande dalens udstrakte vildnis fyldte mange tusinde kvadratkilometer og rummede ingen spor af mennesker, bortset fra en inciterende hule her og der, hvor man kunne finde gamle pilespidser. Vores forældre kan stadig blive skræmte, når vi fortæller om skrænter, vi forcerede og kløfter vi fortabte os i, mens vi udforskede det nordlige New Mexicos verden af sten og kaktusser.

Det er en vild fornemmelse af frihed og storhed, jeg kun har genfundet ét sted i det tamme Danmark, ved Vesterhavets kant når blæsten er så stærk, at kun havet er virkeligt. For de fleste, der er vokset op i det rigtige Amerika – det Amerika, der er er øst for Las Vegas og vest for Philidelphia – er det den naturlige, den oprindelige tilstand for ens væren.

Mine drengeår er de år, som amerikanske forfattere ynder at tale om som de år, hvor USA’s uskyld gik tabt, og det USA, jeg vokser op i – det hvide protestantiske velstående lilleby-USA – er det USA, hvis forsvinden David Lynch og Steven Spielberg har brugt hele liv og snesevis af film på at begræde.

I skolen sværger vi troskab til flaget »and for that freedom for which it stands« hver morgen, og sværger troskab én gang til en lørdag om måneden til tropsmøde i ulveungerne. Vi har progressive lærere: Miss Paraskevas i 4. klasse går udenom lærebogen og lærer os spanske ord, lidt om den spanske erobring af New Mexico fra Pueblo-indianerne, og den amerikanske erobring af staten i 1848, så vi ved, at det ikke kun var de engelske puritanere fra Mayflower, der koloniserede USA.

En dag, jeg leger på en græsplane ved siden af vejen, løber en jogger forbi. Det har vel været i 1972, og der var begyndt at være sådan nogle alle steder, selv i Los Alamos. Han siger »mornin’« til mig med bred Midtvest accent, jeg siger det samme tilbager til ham, med samme dialekt. Han kigger underligt på mig, som om jeg gør grin med hans dialekt. Men det er bare fordi jeg altid taler til folk med den dialekt de taler til mig med. Selv har jeg intet sprog, jeg kommer ingen steder fra.

Dengang havde vi kun fire tv kanaler i New Mexico, der alle sendte højst en halv times nationale nyheder om dagen. Ellers var det fiskeprogrammer og sport. Det var afslappet fjernsyn, hvor nyhederne jævnligt blev udskudt eller aflyst, hvis baseballkampen trak i langdrag, eller det tog længere end ventet for mesterfiskeren at lokke en ørred til biddet. Vores avis er Los Alamos Monitor, hvor Politirapporten er højdepunktet af journalistisk formåen. Enkelte husstande køber New York Times med fjorten dages forsinkelse fra det lokale Drug Store. Vi ser Mannix, Hawaii Five O og Star Trek i fjernsynet. Mig og mine brødre kan alle Star Trek episoder udenad, og leger dem alle igennem igen og igen op og ned ad skrænter, ud og ind af garager. Det er stærke tider, hvor detektiver burer de onde inde 52 uger om året, hvor Føderationen spreder civilisation og anstændighed i universet, og hvor The Prime Directive – om ikke-indblanding i andre racers fremtid og respekt for de svages ret til egen skæbne – respekteres af den altid samvittighedsfulde kaptajn Kirk.

Dette er før at Native American Studies, African American Studies og Gender Studies går deres sejrsmarch igennem USA’ s undervisningssystemer. I mine skolebøger er alt uden for det hvide middeklasse-USA, som jeg selv er del af, usynligt. I 4. klasse lærer jeg om Pilgrimmene på Mayflower og heltene fra Te-festen i Boston som historie, ikke som lektioner i Mytedannelse for Begyndere. I 5. klasse lærer jeg af min Social Studies bog, at kommunismen er en ond ideologi, der slavebinder mennesker i ufrihed, og som stræber efter verdensherredømmet. Så ved jeg det jeg skal vide om kommunisme. Jeg lærer, at Præsident Kennedy sørgede for, at USA vandt over kommunisterne i rumkapløbet. Der står intet om Vietnam eller om Svinebugten.

Men aftenerne hjemme er fyldt af præsident Johnsons stadig mere desperate taler til sit folk, af bomberegnen over Vietnam, raceoptøjerne i Watts, af et orgie af uforståelig politisk vold, mens den ene progressive politiker efter den anden likvideres i noget som ingen tør tænke på er en hysterisk reaktionær guerillakrig. Johnson efterfølges af Præsident Nixons elskede og forhadte svindlerfjæs, og af Watergatehøringerne, hvor fjernsynet nådesløst piller glorien af landets regerende elite i en uendelig strøm af talentløse, smålige, selvafslørende, ens svar: »Det kan jeg intet huske om«.

Los Alamos er en rig by med et vælgerflertal af højtlønnede unge forældre, så det er en by, hvor jeg får rigtig gavn af den stærke amerikanske tradition for lokal selvorvaltning. Vi har statens bedste skolesystem, og jeg har aldrig – hverken i Danmark eller andre steder i USA – haft bedre eller mere inspirerende lærere.

Jeg får et chock, da jeg hjemme i Danmark i 6. klasse oplever vores dengang stadig stemplende og klasseopdelte skole – med Teknisk Adgangseksamen til arbejderbørnene og Realeksamen til os akademikerbørn, med stive lærere og undervisningsplaner, der ikke formår at tilpasse undervisningen til den enkelte elev, med en stærk klassesolidaritet blandt børnene, der lige så godt kan vendes til tvungen afvisning af at lære noget. Det kan godt være de danske børn er langt bedre end jeg til at ordne uenigheder, til at give hinanden plads, og de ved langt mere om verden end jeg gør, men jeg er meget bedre til matematik!

I 8. klasse er jeg tilbage i Los Alamos, på Pueblo Junior High School. Jeg er ikke med i en klike – jeg var i Danmark i 6. og 7. og der er åbenbart vigtige år, jeg er gået glip af. Jeg er hverken jughead (de hashrygende flippere) eller jock (dem på et af skolens sportshold). Jeg finder sammen med nogle enkelte gamle venner fra Elementary School – den amerikanske folkeskole – alle lige som mig ret umodne typer, der ikke helt forstår de pubertetsspil, der er begyndt at dominere skolens hverdag. Vi er vel nærmest »Brains«, det lille mindretal, der i Danmark ville gå for at være duksedrenge.

Da jeg siden kommer hjem til Danmark for at bo er jeg resten af min skoletid misundelig på mine danske kammerater, for hvem klassen har været en tryg kuvøse, som de fleste er vokset op sammen med på godt og ondt. På Pueblo sammensætter hver elev sit eget studieprogram, så man skifter klasse syv gange om dagen. I Elementary var vi i det mindste sammen med de samme hele dagen et år ad gangen.

Det er et skolesystem, der er tilpasset en mobil befolkning, der ofte flytter tusinder af kilometer hver gang de skifter job, en nation, hvor det skal være normalt at være fremmed. Ved at drukne eleverne i et hav af fremmede hver dag tvinger systemet os at lære at anlægge en social kamouflage, så vi glider i et med et evigt skiftende sociale landskab. Det er en skolegang der fremmer åbenheden, nysgerrigheden og den dygtige situationsfornemmelse, tolerancen og den hurtige tilpasningsevne, som er så charmerende amerikanske karaktertræk. Den modsatte side er den totale konformitetstrang, som alle amerikanske børn lærer som overlevelesmekanisme i de jungler, som skolerne er for dem der går der.

Los Alamos lever af de 4.000 højt uddannede teknikere og forskere på byens våbenlaboratorier og deres familier. Alle er godkendte af FBI, stort set alle er WASP – white anglo-saxon protestant – alle af god middelklassebaggrund med kandidatgrader fra landets førende naturvidenskabelige fakulteter. Men Pueblo er den af byens to Junior High Schools, hvor byens latinoer går – skraldemændenes, de kommunale embedsmænds og gadefejernes børn i denne stærkt klassedelte by på toppen af et bjerg midt i USA’s fattigste deltstat.

På Pueblo er latinoerne sikkert egentlig lige så udenfor som os Brains, men det eneste jeg oplever er presset i gymnastiktimerne, hvor jeg som den eneste aldrig får en baseballhandske, når jeg skal i marken som griber. Jeg er et yndet mål for de hårde basketbolde i den daglige warball-opvarmning, hvor vi står i to rækker overfor hinanden og skal slå hinanden ud ved at ramme så som hårdt som muligt på kroppen (som så mange andre småbys-gymnastiklærere i USA er vores lærer Mr. Tucker sadist, en skuffet marinekorps-instruktørtype).

På skolepladsen i spisefrikvarteter danner latinoerne række og aftvinger alle penge, der prøver at krydse den. Jeg nægter at betale og udfordrer dem til at give mig tæsk i næste gymnastiktime. Det sker aldrig, men de får Mr. Tucker til at give mig 30 bænkpres ekstra, mens alle ser på.

Der er en dag, hvor jeg i mit sædvanlige eksil som outfielder griber en højtflyvende og hårdtslået bold. Slåeren, en populær jock, er grebet ud. Min hånd er følelsesløs resten af dagen men det er det værd, for latinoerne ser på mig en anden måde end de plejer, og jeg bliver siden ladt i fred i gymnastiktimerne.

Når sidste klokke ringer kaster alligevel jeg jævnligt dagens frygt op sammen med skolekafeteriets frokost, inden jeg sætter mig op i skolebussen til turen hjem, og ved vægtløfterepisoden viser der sig for første gang en tic i mit højre øje, som altid siden har vist sig, når jeg føler mig i en presset situation. Da jeg senere er gymnasielærer i Danmark i nogle år, går jeg derfor under navnet »Fyrtårnet« blandt mine elever.

Jeg forstår intet af den vrede, jeg omringes af i Pueblo. Det er chokerende for mig i dag, men typisk for den elite, der fører USA ud i Vietnam, Watergate og Watts, at jeg i min øbo-tilværelse i Los Alamos intet ved om arbejderklassens – de sortes, chicanoernes, italienernes, grækernes, irernes USA, for slet ikke at tale om sydstaternes white trash.

Jeg kender ikke engang ordet latino til trods for at Los Alamos er en lille hvid ø i et brunhudet land. Det er kun, da jeg i gymnasiet i Danmark ser Jacob Holdts Amerikanske Billeder, at jeg begynder at få en ide om, hvad der ligger bag latinoernes hårde øjne i gymnastiksalen, puebloindianernes uvenlige griskhed, når de opkræver entré til deres danse, og det faktum, at man ikke kan lade biler fra Los Alamos (med fortallene 32 på nummerpladen) stå parkeret natten over i de fattige mexicanske og indianske landsbyer nedenfor »The Hill«, som Los Alamos hedder i daglig tale.

I de senere år er det bøllernes vrede fra legepladsen, jeg igen og igen genser i USA, mens det venlige »mornin« fra en forbipasserende jogger til en 10 årig dreng fortaber sig i en fortid, som USA trods enorme kraftanstrengelser aldrig har kunnet finde igen.

Når jeg efter min sidste hjemkomst i 1976 forsøger at genfinde ”mit” USA har jeg, bortset fra korte besøg, været henvist til at opspore det i USA’s kultureksport. Det arbejdende USA’s vrede over den uvidende elites tankeløse forræderi overfor en tillidsfuld nation følger jeg igennem Sylvester Stallones patriotiske arbejderoprør i Rocky og First Blood, og siden dette amerikanske lilleby-oprørs underlige kulmination i Ronald Reagans og Bush Sr.s hævnende kristne dystopi, som Sylvesters sidste Rocky- og Rambofilm bliver hyldester til.

Jeg følger med, når Clint Eastwood som vordende instruktør begejstret gribes af Reagans forsøg på at generobre USA’s fortid, og senere når han i total desillusion dolker Reagan og alt hvad han står for i ryggen, med De Nådesløse, den ultimative aflivning af Smalltown, USA, som en myte, der aldrig har eksisteret. Det USA, jeg kender, dør sammen med de Nådesløse.

Af Sven Gårn Hansen

Sven Gårn Hansen oplevede USA igennem seks år i 60-erne og 70-erne, som barn af en rejsende atomfysiker.

Denne historie har været trykt i en redigeret version i Moskito.

5 thoughts on “Mine år på en øde ø

  1. Det er en historie, ja, selv en som mig der var 6 år efter dig, men levede også i denne pendul fra en cultur til en anden. Nået der slog hårdt for mig er “Selv har jeg intet sprog, jeg kommer ingen steder fra.” jo, mit egen sprog har jeg ikke, selv mine tanker og hvordan jeg taenker kommer an på hvilken kanal min innere stemme er stilled ind på. Men det med at” jeg kommer ingen steder fra” det slår hårdt, for mig er jeg altid fra danmark, når jeg er rigtig traet eller rigtig glad eller rigtig sur, så er det på dansk. Jo, jeg kommer fra mange steder, det er rigtigt, men det er jo steder…..eller? Der er en bog som netop handler om børn “uden røder”, jeg vil se om jeg kan finde den….vi snakkes ved, mkh din søster.

  2. Hej igen , a pro pro Clint Eastwood, han har produceret en ny film (spiller også selv med) som udfordre det raceproblem der er, og med en ret hård humour, lige på graensen, men rigtig. “Gran Torino”, meget aktuel.

  3. Hej MB
    Det var sådan jeg tænkte dengang, tror jeg. Min beslutning om at få rødder skete, da i flyttede til USA igen (i 1981?) og jeg blev i Danmark. Det var vist der, jeg “valgte” Danmark som hjem inde hovedet. Du havde jo stadig ikke noget valg dengang…
    kh
    Sven

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s