Magt og afmagt på Sejrenes Plads

Managua, Nicaragua

Politikæden er brudt, nogle betjente er blevet væltet og løbet over ende. Vrede, adrenalinfyldte demonstranter fylder lidt efter lidt gaden bag formationen. Betjentene er bekymret for deres rygdækning, men holder disciplinen og kæden. En officer beslutter at kæden ikke længere er en spærring, men er blevet et filter. Han tager post ved hullet i kæden og vinker demonstranter igennem – hormonbalancen bag betjentenes rygge falder betragteligt, og volden siver ud af konfrontationen.

Demonstranternes taktiske mål er at nå frem til en lille plads 200 meter længere fremme. I alt tre politikæder spærrer vejen. Den første består af kvindelige betjente, den anden af mænd, og den tredje af kampklædte uroer af begge køn.

Et enkelt sted når en lille gruppe demonstranter ad en sidevej frem til den tredje kæde. Uroerne gør, hvad de er bedst til, og de bliver jaget væk med knippelsuppe. De få, som ikke når at løbe, bliver taget i arme og ben og lempet over de genetablerede spærringer som kartoffelsække.

Marcha En snes betjente har fået knubs under skubberiet, og en del demonstranter er blevet grundigt mast, farvet blå af kniplerne eller af at blive smidt tilbage over spærringerne. Ingen er blevet anholdt – igen en taktisk beslutning fra politiledelses side: ingen anholdelser betyder bevarelse af politets formationer og officerernes evne til at fastholde kontrol og disciplin, ingen små grupper af betjente udsat for befrielsesaktioner, ingen isolerede konfliktpunkter, der kalder på demonstranternes mod, handlekraft og offervilje.

Komparativ politianalyse

Demonstranterne er rasende: Det er slut med demonstrationsfriheden i landet. Politiet er blevet en del af undertrykkelsesapparattet. Politiet tæsker demonstranter i stedet for at beskytte dem. Det er det rene diktatur, det her. Vi skal tage disse billeder med os til udlandet så udlandet kan, at demokratiets dage er talte her i landet.
MarchaJeg tror, at enhver, der har demonstreret i København iført sort tøj, ville mene, at dette billede af det nicaraguanske politi er overdrevet. Selv synes jeg politiet har opført sig disciplineret og har valgt at tage imod flere slag end de gav. Demonstranternes vrede kan forklares i, at Nicaraguas politi er født af en revolution, og har i sin træning og i sin politik lagt stor vægt på at distancere sig fra en rolle som undertrykker. Få nicaraguanere har oplevet politiet i en undertrykkende sammenhæng, og det er derfor stadig chokerende, når det sker.

Den reelle undertrykkelse denne dag ligger ikke i politiets opførsel på gaden, men i hvordan dagens politiske gadeteater i det hele taget er blevet iscenesat

Nederlaget, der gik tabt

Demonstranterne er en blanding af midaldrende revolutionære, socialarbejdere, veteraner fra kvindebevægelsen, bedsteborgere, hattedamer, organiserede arbejdere og studerende. Demonstranternes mål holdes besat af nogle tusinder unge fra regeringspartiet, der fejrer en “festival for fred og liv”. De er flere, og mange har erfaring fra slagsmål i de gadebander og kvarterer, de er hentet fra, eller de mange gange, de har banket oppositionsdemonstranter ned før.

Grunden til, at oppositionsdemonstranterne ivrigt opsøger et gadeslag, der kun kan ende med deres nederlag, er at stedet er udgangspunktet for den rute, de oprindeligt havde meldt til politiet. Deres plan var at gå herfra og hen til Det øverste valgråd for at demonstrere mod regeringspartiets præsidentkandidat, hvis opstilling de mener er grundlovsstridig.

Managua, Nicaragua

Ungsandinister fester for fred og kærlighed.

Få dage efter indkaldelsen til protestdemonstrationen meldte regeringspartiet, at dets ungdomsafdeling ville holde en “Festival og march for fred og kærlighed” til støtte for harmoni i landet, for partiets præsidentkandidat, og for Libyens folk, der for tiden angribes af imperialistiske hære. Festivallen og marchen skulle holdes langs alle punkter på oppositionsdemonstrationens planlagte rute, inklusiv foran Valgrådet.

Politiet tillod straks denne march og anviste oppositionen at demonstrere ude i et forstadskvarter i stedet, “for at undgå konfrontationer”. Demonstranterne mener, at de kom først, og har insisteret på at fastholde den oprindelige rute, som altså nu er uden polititilladelse.

Gaderne til folket – busserne væk fra gaderne

Dette er den første større oppositionsdemonstration i tre år. Under parolen “Gaderne er folkets” blev den sidste demonstration omringet og spærret inde af en mere talstærk regeringsvenlig moddemonstration. Oppositionens optog kunne ikke rokke sig ud af stedet og folk, der ville ind til demonstrationen, måtte igennem et lag af skældsord og tæsk, hvis de ville frem. Stedet, dette gadeslag skete på, blev siden af regeringen officelt omdøbt til “Sejrenes plads” og er det samme sted, som oppositionen på grund af symbolikken havde udset sig som udgangspunkt for deres demonstration i dag.

Managua, Nicaragua Oppositionsdemonstrationen består vel af to til fire tusinde mennesker. De regeringsvenlige unge på “Sejrenes Plads” er vel nogle tusinde flere, og kan trække på forstærkninger fra andre ti til tyve tusinde fordelt langs kærlighedsmarchens rute. Forstærkningerne er dog ikke alle kampklare unge. Funktionærer fra forskellige statsinstitutioner fylder som altid op i regeringens demonstrationer – denne gang ser jeg det statslige havneselskabs administration og Den sociale nødhjælpsfond tage afsted. Der er udkommanderet næsten 12.000 politifolk.

Oppositionen ville nok have kunnet mønstre flere demonstranter, hvis ikke halvdelen af hovedstadsområdets offentlige transport – busser og taxaer – var blevet trukket ud af rute- og taxakørsel for at transportere de regeringsvenlige unge til deres koncentrationspunkter, hvor hundreder af parkerede busser blokerer vejene, mens oppositionen så vidt jeg ser ikke har kunnet mønstre mere end en snes busser. Ruteændringen gjorde det også svært for mange at finde frem til demonstrationen. Desuden var store dele af indre by spærret af for trafikken, og den smule offentlig transport der kører, er i kaos.

Who´s the man?

Hvad viser en dag som denne?

Regerings strategi for gademagt (“Folket ejer gaderne”): regeringen regererer med 38% af stemmerne men vil aldrig tillade, at oppositionen viser sig mere talstærk på gaderne end regeringen. Isoler, frustrer oppositionen og udstil den som magtesløs. Gør det meget klart, at du er meget alene, og at kun politet redder dig fra tæsk, hvis du vil demonstrere. Og at det er regeringens, ikke politiets valg, om der skal være gadekamp.

Managua, Nicaragua

Landets øverste politichef iler fra brandpunkt til brandpunkt for at snakke sindene i ro.

Regeringens strategi for institutionel afvikling: Regeringen gør igen klart, at det er den, der i sidste ende bestemmer over politiets strategiske dispositioner (polititilladelser, demonstrationsruter). Politiet, der stadig nyder en vis folkelig opbakning, har modtaget og lystret ordrer fra partiet, og er blevet manipuleret ind i rollen som begrænser og ikke garant af ytringsfriheden. Til trods for den taktiske uafhængighed, politiledelsen viste, er partikontrollen over korpset øget en tak.

Regeringens strategi for kommunikativ potens: Regeringen taler til folk, aldrig med folk. Regeringen har ikke behov for at lytte, endsige tage højde for andre stemmer end sin egen: Regeringen delegitimerer i sine egne rækker oppositionen som ultrahøjre, købt af imperialismen og latterligt magtesløs. Regeringens fodsoldater fester sorgløst, mens oppositionen ikke engang kan få gang i et ordentligt slagsmål, endsige nå frem til den statslige institution, som er deres mål.

Regeringen opnåede altså på tre måder at vise, hvem der er den stærkeste bølle i kvarteret. Overfor dette opnåede oppositionen ikke meget andet end at vise, at  den er  i live: for første gang i tre år har oppositionen turdet gå på gaden med deres sag og oplevet at de er, omend ikke mange, så i det mindste tusinder.

Managua, Nicaragua I forhold til de små nålestiksaktioner med civil ulydighed, som et par snese modige unge har holdt gang i, er det et stort skridt frem. Der er valg i Nicaragua til november, kandidaterne er lige blevet stillet op, den siddende præsident stiller op grundlovsstridigt, og derfor var aktionen i dag nærmest obligatorisk: enten vise sig på gaden eller offentligt indrømme, at man ikke længere er på banen.

Men der er langt igen for at bevise et så magtbevidst folk som det nicaraguanske, at man faktisk er med i konkurrencen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s