Familieforpligtelser

José Tomás 3 dias

Så kom Mayra forbi en dag. Det er Mercedes datter fra første ægteskab. Vi har ikke set hende i to et halvt år, siden hun tog til Costa Rica for at søge lykken. Der er en hel klan af Jarquin familien i Costa Rica, som hjælper hinanden til job og husly, en langsomt skiftende flok af søskende, fætre og kusiner, som har holdt et permanent brohoved åben for familien siden sidst i 90erne. Jarquin-familien arbejder med lidt af hvert i San José, i huset, bag disken, på kontor. En af brødrene var i byggeriet indtil en eller anden slags maskine med en meget skarp kant tog det meste af et ben. Han halter nu rundt på en platinknogle i benet, takket være Costa Ricas arbejdsgiveransvar, og er hjemme på gården igen.

Mayra

Påske 2005

Mayra (th) og hendes mor på påskeudflugt i 2005

Mayra arbejdede for en Dominos Pizza i San Jose, men mistede jobbet, da de krakkede og de mexicanske ejere forsvandt til Panama. I Managua var hun lige ude og besøge moster Modesta i Tipitapa. Modesta arbejder i Maquilaen, og måske kunne hun skaffe Mayra et job. Men i ”zonen” fyrer de flere end de ansætter for tiden, krisen du ved, så der var intet at hente.

Men Mayra er en foretagsom kvinde, efter kun to uger i Managua fik hun en samtale med Subway i Multicentro Las Americas. De vil betale 150 dollars om måneden – en god løn i Managua, selv om akkorderne i zonen gør, at en ung stærk kvinde som Mayra godt kan tjene mere ved en symaskinen end bag en fast food disk. Nu venter hun på opringningen. Imens går hun på computerkursus – for at lære at bestyre en kassemaskine. Det koster 50 dollars om måneden, som stedfar Reynaldo hjemme på gården betaler. Undtagen i denne måned – hun kunne ikke tage til El Arado af frygt for ikke at være ved telefonen, når opringningen kom, så Reynaldo bad hende høre, om jeg ikke ville lægge ud.

Mayra studerede ellers i Siuna nogle år og er kun et år eller to fra eksamen, men så tørrede den finansielle støtte fra stedfar ud. Efter et par måneders lediggang på bondegården i El Arado fik hun nok af at trille tommelfingre og søgte lykken i Costa Rica. Og nu i Managua. Til en tredjedel af den løn man kan få i Costa Rica, godt nok.

Jorge

Så havde vi også Jorge på besøg. Det er Modestas mand. Han kommer sommetider forbi for at drikke en kop kaffe, spise en småkage, mindes El Arado sammen med mig, og bede om hjælp til Modestas medicinregninger.

Da jeg var på brigade i El Arado i 1994 boede jeg hos Modesta og Jorge. De flyttede til byen for ti år siden, da Jorges mormor solgte gården, som de boede på. Mercedes arbejdede en del år i tekstilfabrikkerne, og var altså fodsoldat i maquilaens boom i Nicaragua, men fik så sukkersyge og dårligt blodomløb. Var først på sygeorlov, så arbejdsløs, så passede hun sin syge mor et stykke tid.

Nu er hun tilbage i zonen, på et nyt id-kort ganske vist, det gamle var der jo en lang sygehistorie vedhæftet, for lang til at hun kunne få job på det. Hun var et par måneder på et kvalitetskontrolbord, det var hårdt at stå op. Nu er hun ved en symaskine og sidder ned. Det går bedre, men hendes fødder er alligevel helt blå og opsvulmede når hun kommer hjem. Pauser til at lette trykket på benet kan der jo ikke være tale om. Hun har ikke været hjemme i Terrabona i mange måneder, det tager mindst to dage, og de har kun søndagen fri. Som det er lige nu i zonen, med fabrikslukninger og massefyringer, kan hun ikke tillade sig hverken sygedage eller fraværsdage eller at sige nej til det ”frivillige” overarbejde om lørdagen. Desuden kan hun slet ikke gå de sidste par kilometer over bjergkammen.

På en god måned tjener hun over halvanden hundrede dollars om måneden i zonen – det er tre gange så meget som hendes mand Jorge tjener som cowboy på en malkekvægsfarm i Tipatapa. Det er ren udbytning, men han er simpelthen for langsomt tænkende til, at han nogensinde får et andet job. Han kan ikke sætte to ord sammen, men dyr forstår ham, og han forstår dyr. Jeg har altid syntes, at han er helt fejlplaceret i Managua. Men El Arado var for lille til Modesta.

Jorge og Modesta var rent på røven i de mange måneder Modesta gik arbejdsløs, og vi havde Jorge på fast besøg hver anden søndag efter morgenmalkningen. I den tid fik de ”afsat” to børn til tjeneste i huset hos en dame i Managua, og søster Mercedes tog en pige til sig ude i El Arado, så kun de to mindste munde blev tilbage i huset. Den ene pige er siden flyttet hjem igen, hun kunne ikke klare den gamle dame, som hun gik til hånde for i Managua. Jorge taler ofte om hvor godt det er at have afsat børnene til anden side, men han kan ikke skjule sorgen i sin stemme, mens han priser denne forlorne lykke.

Nubia

Nubia

Nubia holder kaffepause.

Forleden bad Nubia, som gør rent hos os, så om hjælp til medicin til vores guddatter Margarita Esperanza. Hun er fire år gammel, datter til Ileana, som er Nubias søsterbarn og som Nubia har taget sig af siden søsteren døde af druk sidst i halvfemserne. Esperanza har lige haft en tur på hospitalet med en metalforgiftning fra et rustent stykke kobberledning, som hun fik i hånden. Nubia havde sort samvittighed fordi de ventede så sent med at tage hende til læge, men det koster altid så mange penge i medicin hver gang man er hos sådan en.

Esperanza lå fire dage på sygehuset og kom så hjem med en kostbesked fra lægen om at drikke masser af frugtsaft og ikke at spise så mange bønner. Den besked fnyser Nubia af: ”Hvad bilder han sig ind! At give sådan en besked til en familie, hvor der ikke er råd til andet end kaffe, bønner og ris, tre gange om dagen!” Jeg tænker på min egen datter, som får juice to gange dagligt, aldrig undværer kylling, pølse eller kød til frokost og aften, og højst spiser bønner tre gange om ugen…

Familerne Overby Hansen og Miranda Jarquin

Miranda-Jarquin- og Hansen-familierne

Pligt

Mine venner i El Arado. Nubia og hendes slæng. Det er mine to nicaraguanske familier: folk, som jeg boet hos, som jeg har kendt på godt og ondt igennem årene, som har beriget mit liv, og som jeg langsomt har pådraget mig ”nicaraguanske” forpligtelser overfor. Jeg sukker altid, når Jorge står ved lågen, eller når Nubia væver omkring inden hun skal hjem på den meget sigende måde, der betyder, at der er nød derhjemme. For en dansker som mig skal venskab jo være smertefrit, noget, der handler om at dele holdninger og glæder og oplevelser, et fællesskab mellem ligemænd, hvor jeg forventer at få lige så meget som jeg giver.

Men i Nicaragua er venskab, ligesom familie, først og fremmest en forpligtelse. Den, der har, giver. Eller holder op med at være familie. Det sker selvfølgelig også tit.

Fattigdomskultur, magt og globalisering

Disse tre små situationer, jeg har beskrevet – som er gentaget mange gange i løbet af årene – får mig til at tænke på sammenhængen mellem fattigdom, politik, kultur og globalisering.

At forbande uretfærdigheden i samfundet og velsigne velynderen, som nyder godt af samme uretfærdighed – den slags hovedpineskabende mentalgymnastik er et af de mange sår, fattigdommen giver sjælen, en del af en fattigdomskultur, hvor overlevelse alt for ofte sker på bekostning af selvværd og stolthed. De daglige ydmygelser, som fattige sluger hver eneste dag af deres liv, sætter virkelig det danske skred fra et rettighedsbaseret samfund i perspektiv. I Danmark erkender vi sjældent hvor stor en gave til menneskelig værdighed, den gode gammeldags velfærdsstat var.

Man kan sommetider undre sig over den lave klassebevidsthed i Nicaragua, et af de mest ulige samfund i verden. Min rolle som middelklassemedlem af mine to nicaraguanske familier har givet mig svaret: enhver, der kan kan regne med et velstående familiemedlems eller en vens støtte i dagligdagen, priser sig lykkelig. Han eller hun velsigner dette held mere, end han eller hun forbander sin åndssvage arbejdsgiver – som i øvrigt ofte er den samme. Kampen for med alle midler at opretholde den sociale kontrakt med ”den gode herre”, det er den fattiges daglige klassekamp og samtidig samfundets stærkeste redskab til social kontrol, roden til denne verdens Ortegaer og Alemaner.

No guns allowed

Nubias familie byggede dette indkøbscenter til Nicaraguas globaliserede middelklasse.

Men vi skal huske, at det ikke er et ”gammeldags” samfund, jeg skriver om her.  Jarquinerne er lige så “globale”, måske endda mere, end en hvilken som helst dansk familie. Jarquin-familien var fodsoldater i senhalvfemsernes maquilaboom og bragte dermed Nicaragua ind i den transnationale nyorganisering af globale produktionskæder. Og de har været med til at koble landsbyen El Arado til globaliseringens andet særkende, den transnationale arbejderklasse, der flytter fra land til land og i dag skaffer Nicaragua en fjerdedel af sit bruttonationalprodukt i hus.

Flores-familien, min anden nicaraguanske familie, er ikke lige så mobil som min familie i Terrabona. Nubia og hendes flok er managuanere, og kun to af dem er søgt til udlandet, til Guatemala, hvor ingen har hørt fra dem i ti år. For resten er udlandet blevet ved drømmen. Men Flores familien var med til at bygge Nicaraguas første indkøbscenter, selv om de aldrig har købt ind der. Dermed indvarslede de endnu et af globaliseringens særkender, den stigende sociale kløft mellem de mange, der knokler for globaliseringen, og den lille forbrugerstærke middelklasse, der forvalter den og som den er indrettet til at betjene.

Så det hele hænger sammen: Bondegårdene i El Arado er en nødvendig livsbetingelse for den arbejdskraft, der sikrer overskuddet for denne verdens Dominos, Subway og Walmart. Nubias fattigdom er det nødvendige grundlag for den mindretals-forbrugerkultur, som forener hele verdens middelklasse og driver verdensøkonomien. Livsstilsreklamerne i Managuas gader og lægens middelklasseråd om god kost er meningsløse uden babyer, der drikker tynd kaffe i stedet for mælk.

Det betyder, at den autoritære trussel, vi i disse år ser samle sig mod Mellemamerikas skrøbelige demokratier, Alemanerne og Ortegaerne, ikke er levn fra fortiden, som Ulla Tørnæs og hendes bande kan redde os fra ved at skære i u-landsbistanden. De er meget samtidige produkter af den sociale opløsning, de sociale skel, og og det totale fravær af socialt ansvar, som transnational kapital insisterer på skal gælde både for koncernerne og de stater, hvis politik de dikterer.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s