Papegøjekløften

El Chocoyero, Ticuantepe

Det er IKKE Guds stille natur, det her. Det er Guds meget larmende natur. Der er 130 indfødte og 40 overvintrende fulgearter, og de råber alle i munden på hinanden. Brøleaberne, der selvfølgelig har fast adresse langs Sendero del Congo, er altid meget højlydt fornærmet, når vi kommer til deres hjørne af skoven. Når papegøjerne – der er tusinder af små grønne chocoyos, der bor her – ved tre-firetiden kommer hjem til deres reder i klippen ved vandfaldet, er larmen usigelig.

Her er også større dyr. Maggan har fået et enkelt glimt af en hjort, mens den sprang igennem krattet væk fra stien. Lossen har vi hverken set eller hørt, men Oso har vist lugtet den, han holdt sig meget tæt på os hele den tur. Slangerne har vi heldigvis kun set udstillet i sprit på parkbetjentenes lille station.

El Chocoyero er en lille park, det tager kun halvanden time at gå den længste sti, men der er altid grønt, altid en brise, og altid et dyreliv uden lige. Det er blevet en af vores yndlingsture søndags morgener. Kun en time hjemmefra, og man er i endnu et af de små paradisser, som Nicaragua er så rig på.

El Chocoyero, Ticuantepe

Parkbetjentene er vildt søde, meget vidende og altid så begejstrede, når de får lov til at tale om den park, de passer på. Parkens vandfald er vandkilde for flere landsbyer, og den drives som en “co-manejo” mellem parktjenesten og landsbyerne i dalen nedenfor. Der er tit et hold landsbybeboere oppe og vedligeholde vandrørene eller rense drikkevandbassinet, men ellers har man det tit for sig selv. Især om morgenen, når vi kan lide at komme her.

El Chocoyero, Ticuantepe

Folk i dalen er (endnu) ikke blaserte og er stadig fornøjede over, at fremmede synes deres papegøjeklippe er et besøg værd. Så når vi kører langs ananasmarkerne, de små velholdte gårde og en enkelt, lidt forsømt, kaffeplantage, er det til et gensidigt kor af “adios”, mens vores lille jeep maser sig forbi cyklister, ryttere, fodgængere, og ananas-vognmænd.

Parken ligger lidt udenfor Ticuantepe ad landevejen til la Concha og San Marcos. Fra landevejen falder man ned i en dyb dal ad stejle jordveje. Hernede er et helt lille netværk af små landsbyer og endnu mindre bondeveje. Vejen er lige blevet sat i stand, så indtil næste regntid kan man praktisk taget komme frem uden firehjulstræk, og de små trehjulede taxi-knallerter fra Ticuantepe når også her ud.

Selv om der er skilte ved de fleste kryds er de ikke altid lige lette at følge, især hjemad, og det er blevet til en fast fornøjelse at fare vild på vejen. Anbefales, hvis man har tid nok.

El Chocoyero, Ticuantepe

One thought on “Papegøjekløften

  1. El Chocoyero er også mit yndlings-udflugts-sted indenfor en vis nær-radius af Managua. Mangen en søndagsmorgen eller -eftermiddag er tilbragt her.

    De fleste kommer om eftermiddagen og aftenen for at opleve indflyvningen af parakitterne til klippen, når de går til ro. Men prøv at besøge stedet i de tidlige morgentimer og oplev skoven vågne. Det er også fint.

    Iøvrigt er parakitterne, som stedet er opkaldt efter, af arten Pacific Parakeet (videnskabeligt navn: Aratinga strenua). Denne art findes kun i området mellem det allersydligste Mexico og det nordvestlige Nicaragua, i det tørre land langs stillehavskysten. I Mellemamerika er der mange eksempler på sådanne arter med en lille udbredelse – i nogle tilfælde endnu mindre end hos denne art. Det ville svare til at en fugl kun var udbredt langs vestkysten fra Skagen til Holland – men arter med så små udbredelsesområder kendes næsten ikke i Europa…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s