Hvis jeg var Daniel…

Demonstration for the Health of the Mother, May 28 2007

På Modkraft, hvor jeg også blogger, er 1o punkts-manifester populære for tiden.  Det sker i en bred diskussion om, hvad socialisme og socialistisk politik er, og om der overhovedet er grundlag for det i dagens verden. Her er mit bidrag, som kunne kaldes Ti grunde til, at Daniel Ortega ikke er socialist. Eller Ti grunde til, at jeg ikke er sandinist. Eller Ti punkter til, hvad der kunne have været socialistisk politik i Nicaragua.

Så here goes:

Hvis jeg var Daniel…

… så ville jeg også være stolt over, at jeg og min kone Rosario igennem to års regeringsførelse, og efter 16 års skånselsløs liberalisme, igen har sat fattige mennesker i centrum for statens politik. Jeg har opnået at:

1.

Uddele en “fødevareselvforsyningspakke” til 32.000 småbondefamilier, med en drægtig ko, et hønsehold, såsæd til mark og grøntsagshave, til en værdi af små 1000 USD per familie. Det kan potentielt set gøre meget for at rette op på sult og fejlernæring på landet.

  • men jeg ville have ladet programmet styre af bondebevægelsen fremfor af de lokale partisekretærer, der ofte  udvælger målgrupper efter stemmefiske-parametre fremfor efter behov og kapacitet, og lade bønderne rådgive af bondebevægelsens tusinder af erfarne promotorer og tillidsfolk fremfor universitetspraktikanter, der aldrig har set en bondegård i deres liv. Risikoen er, at jeg har købt en stemme og en god julemiddag til bonden, når han slagter sin ko, men ikke opnået meget andet.
  • og jeg ville huske, at jeg ikke har gjort meget for de mange, som ikke har jord nok til at have en ko gående.

2.

Finansiere lavtforrentede lån til 70.000 kvindelige små-entrepenører: tortillabagere, kioskejere og barriofrisører, osv, og styrke den uformelle sektor, som flertallet af landets befolkning arbejder i.

  • men jeg ville ikke bede disse kvinder om til gengæld at skulle stille op bag mine partibannere til valgkampe,
  • … og heller ikke samtidig organisere en ikke-betaler bevægelse mod de mikrokreditinstitutioner, der finansierer 500.000 andre af landets fattige familier,
  • og dermed igen opmuntre til en kultur, hvor lån er en præmie for polititisk loyalitet, som ikke skal betales tilbage, og som derfor ikke behøver investeres i økonomisk fornuftige familieprojekter. Dermed mister jeg almindelige menneskers virke som udviklingskraft i landet.

3.

Intervenere i basisfødevaremarkedet ved at lade staten opkøbe bønner hos småbønderne, og sælge dem til ca. 100.000 mennesker via 2600 barriokiosker, og derved bringe de løbske fødevarepriser under en vis kontrol.

  • men jeg ville være forsigtig med at lade den borgermagtsbevægelse, jeg selv har reduceret til et parti-instrument, udvælge kioskejerne og kunderne.

4.

Formindske brugerbetalingen i det offentlige sundhedsvæsen, så flere fattige har råd til at bruge det: antallet af lægebesøg i det statslige system er vokset med 10%, og antallet af kirurgiske indgreb med 50%. Og afskaffe brugerbetaling i skolevæsenet og indføre skolefrokoster, så flere fattige har råd til at sende deres børn i skole.

  • men jeg ville have fordoblet de to væseners budgetter, som de øgede mål kræver.
  • og ikke efterkommet den internationale monetære fonds krav om ikke at øge statsbudgettet (fordi jeg vil tækkes USA),
  • og ikke betale hundreder af milllioner af dollars hvert år til landets bankører, som har snabler i landets statskasse gennem ulovlige statsobligationer, som de bestak mine forgængere til at udstede (for at tækkes borgerskabet)
  • og ikke beholde den enorme bistand fra min kammerat Hugo Chavez (i 2007 fordobledes landets internationale bistand på grund af ham) i mit partis hænder, fremfor at lade den gå over finansloven, hvor jeg kunne have brugt noget af den på uddannelse og sundhed (for at sikre mine drømme om mere magt).

5.

Sætte statens kræfter bag voksenuddannelsen, så analfabetismen igen er på kraftig retur.

  • men, ikke noget. Det er et fint program. Bortset fra at de fyrede landets voksenuddanner nummer et og i stedet gav programmet til ungsandinisterne, for at de kan genopbygge deres hensygnende organisation.

6.

Forpligte staten overfor samfundets udstødte børn ved at opnå kontakt til 1500 gadebørn, hjælpe 150 børn på børnehjem eller i plejefamilier tilbage til deres familie og 50 i adoption, genetablere et statsligt børnehavesystem, hvor der nu går 100.000 børn.

  • men jeg ville sætte et budget bag dette flotte program, så tallene blev mere end blot symbolske, og jeg ville opsøge de NGOer og bevægelser, der har arbejdet med sektoren i de 16 år, staten har været ligeglad med den. Alene de programmer, den lille danske NGO International Børnesolidaritet finansierer, har kontakt til tre gange så mange gadebørn.

7.

Rette statens økonomiske politik i retning af de små og mellemstore bønder og den bevægelse, der har kæmpet for denne klasses overlevelse igennem 16 års liberalisme, ved at landbrugsministeriet overtages af ledere fra bondebevægelsen, ved at rette mine venner i Venezuelas ønsker om at sælge gødning samt importere kvæg og bønner til bondesektoren, ved at holde op med at pushe nordamerikanske koncerners genmodificerede såsæd i statens programmer og i stedet bruge bøndernes egne sorter, og ved at købe de varer, som mine andre programmer har brug for (såsæd, skolefrokost, bønnesalg i storbyerne, fødevareselvforsyningsprogrammet), hos småbønder fremfor hos store selskaber.

  • men jeg ville i højere grad udnytte bøndernes egne, møjsommeligt opbyggede strukturer til disse programmer, fremfor mit partiapparat,
  • og jeg ville være lidt forsigtig med at lade Venezuelas oliebaserede landbrugskemiske industri sætte dagsorden for småbondebruget, når dets organisationer i 16 år har bevæget sig i mere økologisk retning,
  • og jeg ville fremfor alt opfylde mit løfte om en statslig, folkeligt kontroleret udviklingsbank for landbruget. Jeg har hele tiden udskudt den, fordi mine venner i bankerne stadig slås med mine venner i bondebevægelsen og mine venner i den statslige administration om hvem, der skal bestemme over denne bank (og jeg stadig venter på at afgøre, hvilke af disse grupper, hvis støtte jeg bedst kan undvære), og måske fordi jeg egentlig allerhelst ville lade mit parti formidle penge til landbruget, så jeg med tiden kunne slippe for en bondebevægelse, der er så stærk, at den kan afkræve mig en ministerpost for sin støtte.

8.

Opbygge en borgermagtsbevægelse, og bruge den til at give borgerne reel indflydelse i den offentlige forvaltning.

  • Men jeg ville have bygget videre på de strukturer for borgerindflydelse, som var blevet tilkæmpet i løbet af 90erne af en alliance af bevægelser, NGOer og udenlandske donorer, fremfor at sætte den til side for at opbygge mit eget (partistyret) apparat. Jeg risikerer at underudnytte for mange gode lokale kræfter og erfaringer på den måde.
  • … og jeg ville ikke  beordre sandinistiske kandidater og statslige programmer at give denne bevægelse  veto- og indstillingsret overfor programmer, ansættelser og målgrupper, – samtidig med, at jeg egenhændigt udpeger dens ledelse oppefra (det er min kone Rosario) og giver den en snæver partimission (støtte sandinistpartiets valgkamp), så den reelt ikke er en borgermagts-, men en partimagtsbevægelse.

9.

Forsigtigt manøvrere nationalt for at vende mit mindretal (jeg blev valgt med 38% af stemmerne) til et folkeligt flertal, gennem alliancer på tværs af klasserne.

  • men jeg ville ikke basere mit klassesamarbejde på ren afpresning af det største borgerlige parti gennem den klemme jeg har på dets forbryderiske formand ved, at det politiserede retsvæsen er under mit partis kontrol.
  • og jeg ville ikke forsøge at tvinge folks stemmer ind i bestemte kanaler ved at begrænse deres valgfrihed: annullere de små midterpartiers opstillingsret, og fjerne min værste konkurrent fra sit partis bestyrelse for at tvinge ham over i det andet borgerlige parti, hvis forbryderiske formand er i min lomme.
  • og ikke bruge de statslige programmer som platte stemmekøbskampagner ved at overlade dem til mine lokale partisekretærer at fordele deres goder. Jeg ville bejle til og respektere de mange uafhængige organisatoriske udtryk, der er opstået i landsbyer, barrioer og på landsplan under 16 års liberalisme, og som har erfaring, græsrodskontakt og kapacitet til at manøvrere i denne liberale økonomi og det samfund, den har skabt, som jeg selv og mit parti i udpræget grad mangler. Jeg ville kanalisere midler gennem lokaldemokratiske kræfter, hvis integritet jeg ville respektere, fremfor udelukkende at satse på statslige programmer med mit navn og mit logo på.
  • og jeg ville ikke forskrække middelklassevælgere ved at bruge staten mod mine politiske fjender, ved at alliere mig med gadebander om at forfølge lovlige demonstrationer, fyre politifolk, der ikke ville lade sig bruge politisk, lade mine politiserede borgermagtsgrupper have vetoret overfor offentlige ansættelser, og gemme millioner af borgernes dollars væk fra offentlig indsigt i diverse partikasser. Jeg ville huske fra min tid som guerillasoldat, at statens undertrykkelse kan rettes mod hvem som helst, når den først slippes løs. Jeg ville tiltrække middelklassevælgere, som er frustrerede over den galoperende korruption og stigende vold i samfundet, gennem min åbne og gennemsigtige forvaltning af midler og ansættelser, og gennem min gode socialpolitik overfor storbyungdommen.
  • og når politiet nægter at bryde loven, ville jeg ikke  mobilisere mit partis ungdom og kontrahere med ungdomsbander for at tæske lovlige demonstrationer væk fra gaden – bagefter tager banderne hjem i kvarterene, hvor de med fornemmelsen af at have frit lejde fra regeringen indleder en række morderiske bandeopgør.
  • og ikke tvinge kvindebevægelsen væk fra sit naturlige politiske hjemsted for at sikre mig de katolske og evangeliske kirkehierarkiers opbakning, ved at støtte et totalforbud mod abort, som tvinger læger til at tage mere hensyn til det ufødte barns liv end til moderens. Jeg ville være mere interesseret i at sætte ord på det store flertals praksis omkring seksualitet og moderskab (langt de fleste nicaraguanske kvinder bruger prævention, et stort mindretal får foretaget en socialt betinget abort i løbet af deres liv, stort set alle er enige i, at hvis både fosteret og moderen er i fare, skal moderens liv vægtes højt af lægen, af hensyn til de allerede levende børn). Fremfor at styrke den hykleriske dobbeltmoral og skam, som kirkerne tvinger folk til at anlægge overfor deres egne liv og overfor beslutninger, som er svære nok at tage i forvejen.
  • og jeg ville ikke lade min personlige vrede over, at kvindegrupper og indenlandske NGOer betragter min holdning til abort som barbarisk og morderisk føre mig ud i trusler mod hele NGO-sektoren.
  • og ikke bruge al min politiske kapital på at forsøge at udbygge min egen og min families magt. Jeg ville i stedet at konsolidere min bevægelses og mit partis magt (hvis jeg ikke forlængst havde afskallet den første og gjort det andet til min egen personlige maskine)
  • og jeg ville i det hele taget være forsigtig med at undergrave de demokratiske institutioner, som kostede landet 100.000 døde  at gennemføre i første omgang. Jeg ville jo huske, at stærke retslige og demokratiske institutioner i sidste ende tjener de fattige klassers interesser mere end det borgerlige oligarkis.

10.

Forsigtigt manøvrere internationalt som det lille bitte, afhængige land Nicaragua jo er:  Udnytte at USAs interesse er optaget af at konsolidere sin nye baggård i Mellemøsten, ikke sin gamle i Latinamerika, og at USA allerhelst vil vende et blindt øje til hvad der foregår her i min lille andedam. Alliere mig med Cuba, Venezuela og Bolivia, som også travlt udforsker grænserne for USAs blinde øje.  Holde mig gode venner med Lula. Holde mig gode venner med de udenlandske donorer. Lade være med at provokere USA direkte. Se hvor lang jeg kan komme uden at undertrykke mit lokale borgerskab, eller endnu farligere, de internationale koncerner der er aktive i mit land, hvilket sammen med samarbejde med dets militære fjender er det, der nemmest får alarmklokkerne til at ringe i USAs udenrigsministerium. Når slagene endelig skal tages, prøve at tage dem der, hvor folket er bag mig. Ligesom Evo og Hugo gør.

  • men jeg ville ikke opsøge nostalgiske, men praktisk set ret værdiløse alliancer med Iran og Rusland, blot fordi jeg stirrer mig blind på, at disse lande ligesom Taiwan giver deres bistand som en handel: så og så mange millioner for en stemme i FN, no questions asked.
  • og ikke blande mig som “mægler” i krigen i Colombia, hvor jeg ikke aner hvad jeg laver, og hvor USA har store (narko)-interesser på spil.
  • og når min blanding af at købe vennerne og true fjenderne ikke sikrer mig et oplagt flertal hos vælgerne, ville jeg  ikke smide al min omhyggeligt opsparede og dyrt købte goodwill hos kirken, hos borgerskabet, hos de udenlandske donorer, hos USA væk på et kommunalvalg, hvor jeg stjæler 10 borgmesterkandidater fra netop den solide forretningsmand, som er den eneste politiker i landet, som USA stoler på, for at tækkes min alliance med den mest korrupte politiker i landet, og for at fremme mine ambitioner om at kunne genvælges trods grundloven og uden et flertal bag mig.

Hvis jeg endelig skal provokere imperialismen skal det dog være på mine sociale programmer, på min gennemgribende demokratisering af landets politik og dets økonomi. Ikke på at ødelægge det demokrati, jeg selv kæmpede en krig for at etablere, for at forlænge min egen og min families magt.

Det var ikke det her, som mine børn døde for, som en gammel dame sagde i radioen forleden.

2 thoughts on “Hvis jeg var Daniel…

  1. Hej Svend
    Sidder lige nu i Managua hos faetter Andreas Eriksen og laeser dit meget flotte og spaendende brev til Ortega. Det er rigtig fint at faa det man ser og hoerer her i relief af en klog mand, som har kendt landet laenge og oensker det bedste for folket her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s