Da Daniel spillede trumf

Ortega y Dios

Det skandaløse kommunevalg blev dyrt for Daniel Ortega. Ikke alene mistede han sin møjsommeligt opbyggede goodwill hos arbejdgiverne, det katolske kirkehierarki og de europæiske og nordamerikanske donorer. Han måtte også spille sit afgørende magtpolitiske trumfkort ud: eks-præsidenten og stortyven Arnoldo Alemans frihed.

Han lammede Bolaños-regeringen i 2005 uden at skulle bruge den. Han splittede det liberale parti uden at skulle bruge den. Han vandt præsidentvalget i 2006 uden at skulle spille den. Men nu er Daniel Ortega endelig blevet tvunget til at spille sin trumf ud:

I fredags frikendte fire liberale højesteretsdommere  den korruptionsdømte eks-præsident, Arnoldo Aleman, for alle forhold. Tyven Arnoldo Aleman, den notorisk mest tyvagtige præsident Nicaragua har haft siden Somoza, idømt 20 års fængsel i 2003 for at stjæle 80 millioner dollars fra det fattige nicaraguanske folk, er igen en fri mand.

En halv time efter, at højesteretsdommeren Sergio Quarezma læste frikendelsen op for den samlede presse, stemte Alemans parti, PLC, for sandinisten René Nuñez som formand for Nicaraguas parlamentet. Dermed sluttede PLCs “parlamentariske strejke” i protest mod Ortegas valgsejr/valgsvindel ved kommunevalget i november sidste år.

Sammenhængen er ikke tilfældig. Frikendelsen blev Alemans pris for at acceptere kommunevalget og bryde den ellers enige front mod sandinistregeringen, som PLC deltog i sammen med dets valgallierede Eduardo Montealegre og dennes “Vamos con Eduardo” gruppe og det lille centrum-venstre parti MRS.

Hov, stop en halv, siger den opmærksomme læser. Hvordan kan højesteretsdommere have partifarve? Hvordan kan en højesteretsdom spilles ud som trumf af en sandinistisk præsident? En dømt fængselsindsat som leder af landets største borgerlige parti? Og hvordan kan et kommunevalg reddes af en frikendelse?

Forklaring følger.

1. Partifarve på domstolen

Arnoldo Aleman blev præsident i 1996, stadig at betragte som Nicaraguas efterkrigstid, valgt ind som repræsentant for hævnlystne godsejre, contrasoldater der følte sig snydt, og resterne af det gamle Somozadiktaturs politiske maskine, det liberale parti, og med en valgkamp, der blev betalt af det nicaruguanske eksil-borgerskab i Miami.

De søde drømme om hævn og et genfødt liberalt Nicaragua som det så ud i 1978, led en hurtig og smertefulde død under magtfulde folkelige protester og strejker, en hær og et politi, der nægtede at lade sig bruge politisk, og et afvisende internationalt donorsamfund, uden hvis støtte der ikke ville være lønninger til præsidentens funktionærer eller benzin til deres biler. Aleman omstillede sig; fra at ville skabe et varigt politisk dynasti droslede han ambitionerne ned til blot at lænse statskassen for så meget han nu kunne nå i hans præsidentperiode.

I 1999 indgik han en magtdelingsaftale med ærkefjenden, sandinistpartiets Daniel Ortega: stillingerne i højesteret og resten af retsvæsenet, rigsrevisionen og valgrådet blev smukt fordelt mellem liberale og sandinister, og valgloven ændret for at gøre det sværere for små partier at stille op og lettere for kandidater at vinde uden absolut flertal.

Denne såkaldte pagt, som garanterer loyale sandinister og liberale velllønnede stillinger uanset hvem der er i regering, og som har skabt et dybt politiseret retsvæsen, er stadig i live i dag, hvor man kan høre dommere helt tvangfrit forsvare underlige kendelser med, “jamen jeg var skam loyal overfor partiet, så ingen kan sætte en finger på min afgørelse”.

2. En indsat som partiboss

Aleman blev i 2003 dømt 20 års fængsel for at medvirke til at lænse statskassen for 80 millioner dollars, mens han var præsident 1996-2001. Dommen var resultat af en taktisk alliance mellem Alemans efterfølger som præsident, Enrique Bolaños, og Daniel Ortegas sandinistparti. Bolaños havde været Alemans vicepræsident og blev valgt ind som PLCs kandidat, men vendte sig som præsident mod sin tidligere chef. Tilsammen skaffede de stemmer nok til at ophæve Alemans parlamantariske immunitet.

Presset af USA brød Bolaños hurtigt sin alliance med FSLN for at hellige sig borgerlig samling frem mod kommunevalget i 2004. Men det lykkedes ham ikke at forsone sig med Alemans PLC, der forblev loyal overfor sin fængslede men stenrige formand, som stadig styrede en stor del af statens institutioner og jobs gennem pagten. Bolaños endte sin tid som præsident, den selvudråbte Nye Æra, som en magtesløs, ensom og partiløs skikkelse.

I stedet for at lade sig isolere indgik Ortega nemlig en ny “pagt” med fangen Arnoldo Aleman i 2003, der bekræftede delingen af statens institutioner, og fremsatte forslag der begrænsede og lammede præsidentens magt og handlekraft. Balancen i den nye pagt var nu afgørende rykket i Ortegas favør: hans kontrol med retsvæsenet gjorde Aleman til et gidsel, der måtte sælge den afgørende indflydelse i højesteret og valgråd til Ortega, mod sympatiske dommerkendelser om først husarrest hjemme på godset, siden husarrest i Managua og til sidst i hele landet, af “helbredsgrunde”. Samt ikke-indfriede løfter om endelig frikendelse.

Gennem denne nye pagt fik Aleman nok frihed og nok stillinger at gøre godt med til at beholde sin politiske magt. Til gengæld redte Ortega grunden for en varig splittelse af den borgerlige front: på den ene side Alemans velsmurte partimaskine PLC, på den anden side forargede unge liberale og ældre erhvervsfolk, som ønskede sig et borgerlig parti, hvor ikke Ortega trak i snorene. De sidste stillede bankmanden Eduardo Montealegre op til præsidentvalget i 2006 mod Alemans håndgangne mand Rizo og dennes PLC. Landets borgerlige flertal blev splittet, og Daniel, “Kommandant 38%”,  sejlede ind i præsidentembedet.

Selv under det nylige kommunevalg virkede pagten tilsyneladende stadig:

  • PLCs partiapparat var bemærkelsværdigt uvillig til at gå på gaden for den taktiske alliance med Eduardo Montealegre, Alemans rival som det borgerlige Nicaraguas fører.
  • Den halve snes kommuner, der under mystiske talbehandlinger i det øverste valgråd skiftede vinder mellem, at de foreløbige tal blev offentliggjort af lokale valgmyndigheder dagen efter valget, og til den endelige optælling var færdig, var alle først vundet af en kandidat fra “Vamos con Eduardo”.
  • Den kommune, hvor der er klarest tegn på svindel ude i valgstederne, Managua, var der hvor Montealegre selv stillede op.
  • En af PLCs tre repræsentanter i valgrådet, Rene Herrera, sagde den 22 november, at hans handlinger i valgrådet skete efter “politisk beslutning” i PLC.

3. Kommunevalget, nok en trumf værd

Ortegas trumfkort i sit spil med Aleman har været løftet om frikendelse. Det var det kort, der holdt Aleman spiddet under Ortegas hånd, og derfor ikke måtte spilles ud. Det skulle altid holdes i baghånd. Hvorfor har han alligevel spillet det ud nu?

En grund er, at erkendelsen af, at han måske aldrig slap ud af Ortegas spindelvæv, langsomt har undergravet Alemans indflydelse i PLC, og dermed hans nytteværdi for Ortega. En trumf SKAL spilles på et eller andet tidspunkt.

En anden og vigtigere er, at med det skandaløse kommunevalg har Ortega klart overspillet sin hånd. Overgrebene var så klare og klodsede, og svindelen så svær at afvise, at PLCs basis, den katolske kirke, arbejdgiverforeningerne samt de nordamerikanske og europæiske donorer alle sluttede sig til hylekoret fra “the usual suspects” i Vamos con Eduardo og MRS (som blev fradømt sin opstillingsret allerede inden valget). USA, EU og flere andre europæiske donorlande har skåret, omlagt eller frosset deres støtte. Parlamentet, den eneste statsinstitution, hvor Daniel ikke har den dominerende magt, gik i strejke og nægtede at vedtage finansloven og godkende flere vigtige internationale lån.

Truslen om en samlet opposition, der kan forhindre Daniels drømme om at ændre grundloven, så han kan fortsætte som regeringsleder efter hans præsidentperiode udløber i 2011, har tydeligvis virket. Noget måtte han gøre. En sandinistisk højresteretsdommer rejste på ferie, en liberal suppleant trådte til, og vupti, der var liberalt flertal i højesteret til en hurtig frikendelse. Samtidig med at sandinisterne kunne vaske deres hænder og fastholde illusionen om, at dette ikke var deres værk.

Ved at spille sin trumf ud har Daniel splittet oppositionen igen, og en sandinistisk højesteretdommer taler allerede glad om, at PLC og FSLN snart vil fremlægge fælles forslag til ny grundlov.

Nogle sandinistiske advokater udtaler endda også at en nærlæsning af  frikendelsen viser, at den er blevet lavet med “indbyggede fejl”: selv om den frikender ham for alle verserende sager, omtaler den specifikt kun to af de fem strafbare forhold, som Aleman kan sættes i forbindelse med. Med lidt juristeri omfatter frikendelsen faktisk kun 35 millioner af de 80 millioner, han stjal. Hvis det er rigtigt (og i et sandinistisk retsvæsen er det rigtigt, hvis Daniel siger det er), skal Aleman fortsat leve med truslen om, at en af disse sager reaktiveres og han pludselig er dømt igen.

Trumfen er der måske stadig, og Daniel har snydt Arnoldo til endnu engang at sælge sin sjæl for et illusionsnummer.

PS: hvis nogen savner snak om et progressivt partis retsfølelse i hele denne historie, om progressiv politik, om at fremme folkets interesser ved at samle et folkeligt flertal om dem fremfor at forlade sig på stjålne valg og afpresning af forbrydere, om at opbygge et retsvæsen, der sikrer den svage mod, at magthaveres råben kan overdøve lovens ånd og bogstav, så kan jeg kun give dem ret. Det gør jeg også.

Tjek også Christian Korsgaards analyse.

Og her blogger en dansk MS-kooperant fra det nylige kommunevalg i RAAN.

Her er et godt eksempel på sandinistisk bortforklaringskunst (spansk). Læs også kommentarene – de har det ikke helyt nemt, de stakkels sandinister…

2 thoughts on “Da Daniel spillede trumf

  1. Uha uha – militante fra FSLN havde ellers fået at vide og troede på at krisen ville blive løst ved at give PLC 16 kommuner tilbage og trække FSLNs borgmester i Leon tilbage -som blamerede sig under valgkampen ved at gå til angreb med kølle mod politiet under oppositionens demonstration i Leon.

    Det ville også være manøvrer fra toppen, men dog mindre usympatiske… måske har sandinistregeringen også brug for at holde deres egne folk i basis lidt hen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s