Det er ikke fordi det er et godt billede, men se på det alligevel.
Forsangeren Cecilia er på gæsteoptræden, hun studerer til daglig på konservatoriet i Stockholm. Hun er en af de få fra Managuas lille rockmiljø, der har hittet og lever af at synge. Hun blev skældt ud for at forråde rocken, dengang hun tog job hos popdanseorkestret Macolla, der spiller salsa og reggaeton på dansebarerne. Rocken i Managua er mere end et udtryk, det er er politisk valg. Hvis man er roquero er man imod partierne, imod kynismen, imod sexismen, imod kommercialiseringen. Nicaragua har fået livsstilspolitik.
Mange af disse middelklasseunge ville have været forrest i linjen under 80ernes alfabetiseringskorstog og kulturbrigaderne, der bragte musik og teater ud på landet. I dag er de partipolitisk hjemløse. Hjemmesiderne rocknica og facebook gruppen rock nica ecologico afspejler noget af den aktivisme og nogle af de ikke særligt artikulerede drømme, de har for deres land. Der er tilsvarende små miljøer for gadekunstnere, teaterfolk, og videoartister. Nicaragua har fået subkulturer.
Det er sommetider svært at få greb om, at disse unge, der forgæves forsøger at danse en version af pogo, som ingen af dem har set live, bor i samme land og i samme tid som disse mænd.
Ron Plata er en afskyelig men billig rom, som skal drikkes hurtigt, ellers starter tømmermændene allerede inden man er blevet godt fuld. I 80erne og 90erne var det bønders og arbejderes foretrukne druktursværktøj.
Nu markedsføres Ron Plata til den nye ungdom under sloganet “Til din indre pinolero”. Pinol er en traditionel indiansk kakaodrik og i Danmark ville det tilsvarende slogan være “Til din indre kartoffelgnasker” – en appel til en oprindelighed, som for blot et årti siden var helt selvfølgelig og dermed ikke engang sat på ord. Nu er der åbenbart et helt forbrugersegment, som er så fremmedgjort overfor forældrenes selvfølgeligheder, at det hul i sjælen, der dermed er skabt, er et brugbart markedsføringsværkstøj. Nicaragua har fået forbrugerisme.
Med en entre på 100 cordobas, køb af legale cder og ikke pirater, og de obligatoriske udgifter til kostyme er rocken et middelklassefænomæn. Arbejderklasseungdom rapper deres oprør til tonerne af reggaeton og barrioernes såkaldte bander. Før dansede herremanden og hans arbejdere sammen til landsbyfesten. Og før dansede bedstefar og lille Carmencita den samme polka til familiefesten. Nu går de ikek engang til de samme fester. Nicaragua har fået alders- og klassespecifikke kultur – og dermed individualisering, frihed, og tabet af en række mekanismer for uformel social kontrol.
Partierne og virksomhederne prøver at følge med. Under præsidentvalget i 2006 bookede Eduardo Montealegre Cecilia til et par koncerter, betalte endda flybilleter til hende og hendes band fra Sverige. Pepsi sponsorerer en rockturne hvert år, hvor de to-tre bedste navne i miljøet – og de bedste er meget, meget gode – spiller landets badestrande igennem i påskeugen.
Endnu en detalje: Se på scenens bagvæg. Kultur. Kunst. Revolution, står der, med regeringens typiske font- og farvevalg. Regeringen fører politik, også kulturpolitik, som var det guerillakrig. Hvis oppositionen vinder terræn i rocken, skal Fronten indtage og befæste en stilling på denne front også, og Espacio Sur er født, kun 100 meter fra præsidentparrets kontor.
På samme måde var det, da Dora Maria fra MRS skabte opmærksomhed med sin sultestrejke på rundkørslen ved metrocentro. Modtrækket: besæt på permanent vis alle byens rundkørsler med de berømte “bøn for kærligheden” og forebyg fjendens brug af dette gunstige terræn. Da oppositionen samlede 25000 til en demonstration bagefter? Organiser en gadeoffensiv, der tager gaderne tilbage fra oppositionen ved at tæske deres demonstrationer i jorden, før de starter. Da bisperådet efter kommunalvalget meldte sig ud som opposition, trods præsidentparrets groteske bejlen til den mest konservative katolicisme? Fyld gadebilledet med plakater af Ortega med hånden løftet i pavelige velsignelse…
Sandinisternes æstetiske udtryk, med farverne og de omskrevne Lennon sange, er en underlig forstening af “tresserhippie”, Rosarios helt personlige bidrag til Nicaraguas politiske kultur, som man kan le eller græde over. Men bag æstetikken er der en kommunikationspolitik, der formidler kultur som krig, kultur som magt. Det konstante, centrale budskab er: vi er de stærkeste. Fronten appelerer til den gamle caudillokultur, til klientalismen, til bønder, der vælger side udfra en analyse af hvem der er den største trussel – og som man derfor skal være venner med – fremfor hvem, de er mest enige med. En appel til svage mennesker, der leder efter en beskyttende, en mild, men fremfor alt en stærk herre.
Men den magt, fronten opbygger og fremstiller, er lukket og faktisk en blindgyde i et samfund, hvor selv bønder, kvinder og børn i højere og højere grad ser sig som selv individder med rettigheder og interesser og krav der skal fremføres.
Imens prøver Daniel og la Chaya at besætte nøglepositionerne i de nye kulturelle rum, prøver at indtage det højtliggende terræn overalt i samfundet. Det giver nogle spøjse resultater af og til. Lige nu er studenterrådsvalget på UNAN universitetet blevet afgjort i et massivt slag på sten og køller mellem to sandinistiske fraktioner, med sårede og fanger på hver side. Dem, der erobrede mødesalen, vandt det demokratiske valg enstemmigt. Magtens teknologi er på landets største læreanstalt reduceret til mortergranater og blod. Ligesom ude i samfundet, forresten. Kriteriet for valget af den, der skal formulere universitetspolitik på de studerendes vejne, blev at han er den bedste gadekampstaktiker, han kunne erobre dørene til en mødesal. Hvor mange studerende vil tage denne studenterrådsformand alvorligt? Hvor mange universitetsledere? Vil han være andet end en løjtnant, der vil kunne bruges, næste gang Daniels og Rosiarios opposition skal have tæv på gaden?
Hvor længe kan man regere et land på den måde? I den grad sætte magt over funktion og formål i enhver relation? Det vil i meget høj grad afhænge af, hvor meget roqueroen og hvor meget den fremmedgjorte indre pinolero vinder frem i den enkelte nicaraguaner. Daniel og Rosario satser på at det er et middelklassefænomæn, højst ti procent af befolkningen. Daniel har brugt en meget stor del af sin tid på at besøge landsbyer og barrioer i de sidste 15 år, den eneste politiker der faktisk snakker med folket, det er hans store styrke. Alligevel tror jeg, de tager fejl. Jeg tror, at hvis Daniel brugte mere tid på at lytte og mindre på at tale, ville han opdage, at folk i landsbyerne og i barrioerne ikke alle længere er de samme, som dem Daniel kastede ud på gaderne i 1979. Det var endda hans egen revolution, der satte det i gang.
Jeg ved, at USA jo prøver at regere hele verden sådan, så det er ikke fordi at Daniel og Rosario er landsbytosser, de har gået i samme slags politiske skole som Cheney og Pentagon. Daniels snak om Gud er ikke mere latterlig end Bushes snak om frihed – i deres munde er det blot to måder at sige det samme på: Jeg er stærkest, fuck alle jer andre.
Men det går jo heller ikke så godt for USA, ude i den store verden. Ingen kan stille op mod deres geværer, der hvor de er stillet op, men deres indflydelse er også meget præcist begrænset til de mennesker og de områder, som deres geværer peger på i et givet øjeblik. Det er en flygtig, bange og ensom magt. Historisk er familiedynastier, der har måttet leve denne slags magt, gået i opløsning under presset på ganske få generationer – sønnen eller sønnesønnen ender altid med at være et nervevrag eller en opblæst idiot, hvem magten glider af hænde. Som oftest overlever strukturen ikke engang dem, der har indstiftet den – hvis de endda når til pensionsalderen med liv, styrke og forstand i behold.
Det var da utroligt, hvad en koncert kan sætte igang af tanker…
Svens blog 