Jeg vil hjem, papi!

Roberto

Roberto i taxien på vej til busstationen.

– Papi! Jeg vil hjem.

Det er Roberto. Han står og græder. Han er ikke fuld, men har drukket. Klokken er 10. Da han var forbi i morges ville han ikke hjem, ville arbejde dagen igennem så han kunne tage hjem med lommen fuld af mønter, redde lidt ansigt hjemme hos bondefamilien i Esteli. Nu er han allerede tilbage uden en øre i lommen, men med brændevinsstanken ud af munden. Endnu en dag, der startede i beslutsomhed og tog en omvej om det første glas, så snart der kom en mønt i lommen.– Jeg vil hjem. Det går overhovedet ikke. De tager det hele. Jeg vil hjem, papi.

Stemmen sløret, beskidt, ansigtet forslået, pupillerne som små sorte prikker, det ene øje stadig skævt efter det lag tæsk, han fik i august.

To gange har jeg gjort mig selv klar til at køre ham til busstationen, to gange skulle han lige hen og vaske sig inden afrejsen, to gange dukkede han først op igen et par dage efter, totalt ødelagt. Denne gang tager jeg ham på ordet med det samme, og før han ved af det, er han selv, hans skopudserkasse, taske og sparegris, på vej til busstationen i en taxi.

– Giv mig bare penge til bussen, så kan du tage taxaen hjem igen, siger han, da vi når frem.

Du kan tro nej, tænker jeg. Jeg følger ham ind, køber billet til ekspressen til Esteli.

– Jeg vil alligevel ikke tage hjem. Jeg jan ikke tage hjem, når jeg er så snavset.

– Jeg har lovet din søster at sætte dig på bussen, og det gør jeg, siger jeg. Sæt dig op i bussen.

– Jeg er sulten.

– Du får penge med til mad, når du er i bussen.

– Giv mig to cordobas til toilettet, jeg skal tisse.

Jeg får buspersonalet til at sætte hans ting ind i bagagerummet, inden han får pengene. Pant. Jeg følger ham også helt ind og ud igen, han har ikke en chance. På toilettet kigger folk i køen og personalet underligt på mig. Hvad har jeg for med drengen?

Tilbage ved bussen prøver han en sidste gang:

– Jeg vil ikke, jeg kan ikke tage hjem uden penge på lommen.

– Jeg lovede din søster at sætte dig på bussen. Hun vil have dig hjem med elle ruden penge, og sådan bliver det.

Endelig giver han op og sætter sig op i bussen.

– Det holdt hårdt, hvad?, smiler busassistenten til mig, da døren endelig lukker. Der er flere der smiler til mig, avissælgeren, saftevandsdamen. Jeg er den venlige gringo, der hjælper en gadedreng ud af den onde by. En af de små daglige  barmhjertighedsgerninger, som byen, så rig på fattigdom og ødelagte skæbner, også er rig på. Lidt hjertevarme at tage med hjem fra markedet i dag.

De ved ikke, at i går aftes stod jeg og råbte ad ham, da han stod og græd ved lågen og ville hjem og alligevel ikke ville hjem, fuld som en allike. Råbte? Jeg skreg! Noget så unicaraguansk. Jeg tabte den helt. Heldigt, at Maggan fik mig sat ned og til at holde kæft, og fik ham sendt væk med nogle venlige ord. Ellers havde jeg stået og råbt hele natten.

Da bussen kører, følger jeg den så længe jeg kan. Så ringer jeg til søsteren i Esteli:

– Så er han på bussen. Ekspressen 10:45.

– Tak Gud, siger hun lettet. – Gid Gud vil belønne dig, for vi kan ikke…

Jeg siger, at jeg lover at han var med da bussen kørte, men jeg lover ikke at han er der, når den kommer frem. Jeg beder hende forhindre at han tager tilbage til Managua igen. Den her by er dårlig for ham, siger ham. Hun siger at hun ved det, men at han ikke lystrer.

Det her er det rene Pelle Erobreren, tænker jeg, da jeg lægger røret. Totalt forudsigeligt. Fortalt en million gange. Roberto gennemlever sit manuskript til punkt og prikke. En mønsterskuespiller i sit eget liv. Også jeg er ren kliche: den godhjertede gringo, der ender med at stå og råbe i afsindigt raseri ad det sølle skrog. Maggan, min kæreste, har rollen som den forstående, der skal forklare seeren hvad der sker (det er åbenbart et socialrealistisk stykke, det her): han er syg, han kan ikke gøre for det, det er samfundet. Hold dog op med at råbe sådan. “Folk siger, at Jeppe drikker, men folk siger ikke, hvorfor Jeppe drikker.” Jeg HAR forstået det.

Men Roberto er altså for viderekomne. En uskyldig sjæl fra landet fortabt i den store stygge by viklet ind i en 17 årig alkoholiker fra helvede. Dum og snedig, en omvandrende hjernerystelse, som det gør ondt at se på.

I august forsvandt han fra den ene dag til den anden. Lidt efter lidt stykkede vi den historie sammen, at han var gået helt i hundene, var blevet alvorligt overfaldet nede på rundkørslen, og til sidst var blevet hentet af sin familie fra Esteli, tre timer og en dagsløn væk med bus.

Det var med en synkende fornemmelse, at jeg for godt en måned siden hørte hans stemme igen ved lågen. Han kom tilbage til os ren og energisk, stærk og sund efter en måneds arbejde i solen ved farens side i bønnemarken, og efter en måned på kost hos familien. Det var ikke dejligt at se ham – men det var dejligt at se ham sådan.

Han var blevet træt af bønner og kun bønner, og følte også at måtte gøre noget for familien. Faren og moren havde været rasende, da han ikke havde penge, da de fandt ham, og derfor måtte bekoste ikke bare deres rejse til til Managua, men også hjemrejsen for de tre. Han skyldte dem gengæld, og havde brug for det for selvrespektens skyld.

Han var klar i hovedet og i øjnene, havde klare mål og klare ideer: ville arbejde i Managua til december, tage hjem til familien med penge og julegaver, ville undgå de dårlige venner, som hans far havde forklarede ham om:

– “Den, der inviterer til en tår, er ikke din ven”. Det siger min far, og det er rigtigt.

Det holdt mindre end en uge. Han havde svært ved at komme i gang, hver dag var der en grund til, at han ikke gik i gang med sit skopudsearbejde. Så var han væk i tre dage, på druk, begyndte at få sine ting stjålet, holdt sig ikke i stand og begyndte at få tandsmerter, hovedpiner og sår. Talte mere og mere sort, også når han ikke var fuld. Begyndte at tale om at tage hjem.

Tog sig sammen. I tre dage var der hver aften 30 cordobas, 40 cordobas til sparegrisen, jeg havde købt til ham, plus 20 eller 30 til hans måltid mad. Men længere holdt den heller ikke, og de sidste par uger har hver mønt, han har set, gået til druk. Løgnene begyndte: ting blev stjålet, som han bad mig købe til ham igen, bagefter blev det klart, at han havde solgt dem for at drikke.

Her på det sidste har han tre gange på tre dage med inderlig drankerfortrydelse lovet sig selv og mig med at det er slut med sprutten, og er hver aften kommet tilbage med pibende stemme, stinkende af brændevin. I forgårs aftes stod han og græd og ville hjem, kunne ikke mere, fuld som en allike. Ville have penge til billeten, til et måltid mad, til hvad som helst. Havde ikke spist i et døgn, havde ikke mere skopudserkrem. men sprut i vommen, det havde han kunnet finde ud af.

Jeg håber inderligt, jeg aldrig ser ham igen. Men det gør jeg nok.

En gang vi var på rejse i Mellemamerika spurgte en god veninde mig, hvor tit jeg gav, når en tigger bad om hjælp. Jeg sagde, at det afhang lidt af situationen. Hun sagde fast og bestemt, at hun gav hver gang. Jeg beundrede hendes holdning, tog den til mig og har siden prøvet at leve den. Men jeg er begyndt at forstå den kolde, foragtende og foragtelige middelklasse holdning til fattigdom, som mange af mine naboer udviser. Jeg er selv begyndt at udvise den. Ikke se, ikke høre. Det er din egen skyld. Hold dig væk.

“Lad være med at opmuntre dem”, advarede flere naboer mig, dengang jeg stadig prøvede at hjælpe alle, der kom forbi min dør. de ville ikke have, at jeg trak dem til gaden. Da en af de knægte, vi havde hjulpet, rensede vores hjem for værdier sidste år, var der flere naboer, der fortalte os, at det var løn som forskyldt. Men vi har alligevel tilsyneladende alle vores yndlingstigger, undtagelsen, som bekræfter reglen og skal redde vores samvittighed. For Don Alberto er det den benløse skærsliber. For damen for enden af gaden er det de herreløse hunde. For mig blev det Roberto. Som sagt, ren kliche.

Hvordan fanden kan det være, at et skuespil, der blev skrevet for to hundrede år siden, og en roman, der blev skrevet for hundrede år siden, stadig blive genopført millioner af gange hver eneste dag? Har ingen af os virkeligt lært at gøre det bedre? Jeg bliver så inderligt rasende, over min egen forudsigelige uformåenhed og over Robertos forudsigelige og stædige selvødelæggelse. Han har hele sin fremtid bag sig, men er sgu stadig kun en dreng! Det er til at blive marxist af, er det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s