Er de gode eller onde?

El Arado, Terrabona

– Jeg kender liberalismen. Jeg ved, hvad det vil sige, når den rige og loven går hånd i hånd, siger min gode ven, bonden og kvægmanden Reynaldo fra El Arado i Terrabona.

Reynaldo, hans kone Mercedes, Maggan og mig sidder i bondestuen i El Arado og taler om den sandinistiske regering. Jeg har mildt brokket mig over, at Daniel Ortegas regering er så konfrontationssøgende. Reynaldos svar er en fortælling fra hans egen slægtshistorie, fra hans bedstefars tid, sikkert engang i 40erne eller 50erne.

Obersten og haglgeværet

Reynaldo fortæller, at hans familie engang havde jord. Det var ikke hans far der havde jorden, men farens onkel. Den måde, Mirandaerne mistede deres jord var, at en dag blev denne onkel, der var lidt af en stædig karl, uvenner med en anden mand. Han gik til obersten, som fornylig havde købt Mercedes farfars gård El Arado for en slik, efter at denne havde måtte flygte fra Terrabona efter en blodfejde, der havde kostet ham selv en søn, mens den anden familie mistede hele tre. Onklen bad om at måtte købe et haglgevær. Han fik den til 300 cordobas, og aftalen var at gælden skulle betales i arbejde, ikke i penge. Tres dage a fem cordobas, som pengene var værd den gang.

Onklen gik med geværet. Han kom engang imellem og lagde en dags arbejde for obersten. Hvad der blev af onklens fejde, når Reynaldo ikke at fortælle om i denne omgang.

Obersten noterede dagene, og efter et år gik han til onklen og sagde: “Aftalen var, at du skulle betale 300 cordobas for geværet, men i arbejde, ikke i penge. Men du har knap og nap arbejdet 20 dage. Så du har kun indfriet 100 cordobas, og nu vil jeg foreslå dig at sælge mig din jord mod den gæld, du stadig har tilbage.”

I en sag som denne var det ikke så klogt at sige nej til en oberst i Somozas Nationalgarde.

– Sådan solgte vi vores 2000 hektar for 200 cordobas og et haglgevær, siger Reynaldo.

Sådan har hver familie sin historie, om hvordan de mistede deres jord. Og på den måde var det, at Terrabona lidt efter lidt blev kendt som obersternes land. Seks oberster kom til at eje hele Terrabona fra Montaña Grande til Puertas Viejas, og et godt stykke af Dario også.

Siden kom revolutionen, og takket være Gud og Daniel Ortega blev Reynaldo og Mercedes jordejere på det samme El Arado, som Mercedes farfar mistede til Nationalgarden, og som begge havde arbejdet på som landarbejdere.

Guatemaltekeren og muren

– Det, som skete dengang, det sker stadig, siger Reynaldo, og nu kommer pointen:

El Arado, TerrabonaReynaldo, jordejeren og kvægmanden Reynaldo, tjener i dag af og til penge som kvægopkøber. Bijobbet fører ham vidt rundt i landet, blandt andet til der, hvor vejen mellem San Isidro og Leon møder vejen til El Sauce.

– Ved krydset der er der en lang mur. Der var et kooperativ der under revolutionen, men da doña Violeta fik magten kom en rigmand, en guatemalteker, og overtalte på den ene eller den anden måde en af bønderne til at sælge ham sin gård. Det var den, der lå ved vejen. Han byggede sin mur og begyndte at kræve penge fra naboerne for at lade dem forbi. Folk mistede modet og han købte en gård til. Og en til. Nu er kooperativet udslettet og der bor ingen fattige der, det hele er een stor ejendom, denne guatemaltekers. En enkelt mand lever af en ejendom, der kunne give 50 familier livet.

– Sådan er det gået mange kooperativer og sådan går det altid, når den rige kan arbejde sammen med loven. Sådan var Somozas liberalisme og det er den samme liberalisme i dag. Men nu er det os, som loven arbejder sammen med, siger Reynaldo.

Daniel og magten

Når de riges partier – de liberale og de konservative og reformsandinisterne i MRS – brokker sig over, at Ortega misbruger loven til at undertrykke oppositionen, ser Reynaldo og Mercedes ikke en forfulgt demokrat som den forsagte formand for MRS, Edmundo Jarquin, for sig. De ser obersten, guatemaltekeren og de rige svin, hvis penge betalte de kugler, som Reynaldo dukkede sig for under krigen.

Jeg tror ikke der findes ikke lighed for loven i deres verdenssyn, men de har “el hombre” på deres side, en mand, der er så stærk, at han har stjålet loven fra de rige og nu tvinger den til at arbejde for de fattige.

De mange ledende sandinister, der har forladt fronten fulde vrede og foragt overfor Ortegas manipulerende intriger og uhæmmet brug af trusler og magt som politiske redskaber, er for Reynaldo i bedste fald slapsvanse, der ikke stod distancen, i værste fald forrædere. Og deres kritik af Ortegas er netop det, som Reynaldo beundrer: hans styrke, hans snuhed, hans evne til at narre borgerskabet og slavebinde selv dommere og advokater.

El Arado, TerrabonaJeg er overbevist om, at på lang sigt har bondeklassen og arbejderklassen og de fattige mere at tabe end de rige, når demokratiet blive undergravet. At den stærke, hensynsløse mand, der har sat sig i spidsen for de fattiges kamp i Nicaragua, først og fremmest meler sin egen kage og at hans alliance med de fattige er lige så taktisk som alle hans andre alliancer har vist sig at være.

Men hvilket syn er mere i takt med magtens virkelighed i Nicaragua: Reynaldos “primitive” analyse af loven som den regerende klasses instrument og hans behov for at se en styrke på sin side, der kan hamle op med borgerskabets? Eller den lille storby-middelklasse i MRS, der har forladt sandinistfrontens rækker af frygt for vold og bekymring for demokratiet, og som tror på at “borgere”, beskyttet af retstatens upartiske regler, kan diskutere og stemme sig frem til et bedre samfund?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s