Nicaragua på bistanden


Signs of development?

Nicaragua har modtaget over syv milliarder dollars i statslig u-landsbistand fra 1994 til 2006. I samme periode faldt andelen af ekstremt fattige i landet med en tiendedel. Hvis donorene i stedet havde sat pengene i banken til 4% om året, ville renterne alene have kunnet afskaffet den ekstreme fattigdom i Nicaragua.

Hvorfor har bistanden ikke gjort mere for at afskaffe fattigdommen i Nicaragua?

Signs of development?

Verdensbanken støtter landbrugsudvikling gennem oksespand.

Når man kører rundt på landet i Nicaragua er det sjældent man møder et vejskilt, der fortæller hvor man er. Men det gør ikke noget – selv den mindste landsby har et projektskilt, der fortæller at CARE har bygget latriner, at Verdensbanken har repareret broen eller at EU har bekymret sig for moderdødeligheden på stedet. Mange gange nævner den glade donor ikke kun sig selv, men også navnet på stedet, og så kan man se, om man er på rette vej. Ved større byer er det en hel skov af projektskilte, der byder een velkommen.

Nicaragua er et land på bistand. Sådan er det desværre. Hvert år siden systemskiftet i 1990 har landet modtaget en halv milliard dollars u-landsbistand fra venligtsindede lande. Og yderligere et par hundrede millioner, der er blevet kanaliseret igennem ikke-statslige organisationer: de berømte NGOer.

Fra 1994 til 2006 modtog Nicaragua 3,5 milliarder dollars i gavebistand og 3,8 milliarder dollars i lånebistand. 7,3 milliarder dollars i alt. Det er ganske mange penge i Nicaragua, ca. 14% af landets samlede bruttonationalprodukt igennem disse 13 år.1

Hvis man lægger NGO-midlerne oveni, svarer det til, at hver eneste familie i Nicaragua igennem 13 år har fået et ekstra bidrag på 80 dollars om måneden – 60 dollars fra de officielle donorer og 20 fra NGOerne. Ikke meget i Danmark, men i Nicaragua er det faktisk en månedsløn for en murerhjælper, en butiksassistent eller en lagermand. En ekstra månedsløn til hver eneste familie i landet, takket være verdens solidaritet.

Hvad har Nicaragua fået ud af af al den bistand? Jeg har prøvet at se på tallene.

Operationen vellykket, men patienten død

En masse, siger de kloge: den udenlandske bistand har spillet en ikke-ubetydelig rolle i, at Nicaragua har haft økonomisk vækst i mere end et årti, sommetider endda en imponerende økonomisk vækst. Bruttonationalproduktet per indbygger er faktisk mere end fordoblet i perioden: det steg fra 340 dollars i 1990 til 550 dollars i 1995 til 750 dollars i 2003.2.

Præmien kom i 2006, da bruttonationalproduktet steg til 1.092 dollars per indbygger og Nicaragua dermed rykkede fra at være et “lav-indkomstland”, i Verdensbankens måde at se verden på, og blev til et land med “lavere middel-indkomst”.3

Signs of development?

Canada støtter landsby-sundhed

Ikke alene er bruttonationalproduktet vokset, staten er også blevet bedre til at få del i det: i 1994 gik 17% af landets bruttonationalprodukt til skattefar. I 2006 var det 27%.

Flere penge i landet. Staten med flere ressourcer. Usvækket international solidaritet regering-til-regering igennem mere end et årti. Massiv privat international solidaritet også. Gode betingelser for at kunne gøre et alvorligt indslag i landets fattigdom, skulle man tro.

Og rigtig nok: lillefar i Washington skriver glad:

“Igennem de 16 år imellem Ortega-regeringer (1991-2006) fokuserede tre på hinanden følgende liberale regeringer på frimarkeds-reform som vejen tilbage fra 12 års økonomisk frit fald med sandinistisk regime og borgerkrig. Igennem denne 16-årige periode, som var kendetegnet ved stabil vækst i GNP, skabte regeringen dramatiske økonomiske fremskridt. Den privatiserede mere end 350 statslige selskaber, skar inflationen fra 33.500% i 1988 til 9,45% i 2006, and mere end halverede udenrigsgælden. I 2006, mens GDP nåede 5,3 milliarder dollars, voksede økonomien med 3,7%”.4

Det er jo dejligt at læse. Men. Og der nogle store men`er:

“Alligevel er Nicaragua stadig halvkuglens næstfattigste land. Arbejdsløsheden vurderes officielt til at være på 5% af den økonomisk aktive befolkning, men anslået 60% af arbejdsstyrken arbejder i den uformelle sektor. Nicaragua lider af vedholdende handels- og budgetunderskud og en høj indenlandsk gældsbyrde. Udenlandsk bistand udgjorde 26% af budgetet i 2006. Nicaragua er også dybt afhængig af hjemsendte penge fra nicaraguanere i udlandet, som i 2006 udgjorde 655,5 millioner dollars.”

Altså: det går fantastisk med økonomien takket 16 års være god liberal politik. Det eneste lille problem er, at nicaerne er lige så fattige som de altid har været, og flere og flere af dem rejser udenlands for at finde et levebrød.

Faktisk er det sådan, at 40% af alle nicaraguanere stadig tjener mindre end en dollar om dagen (de er “ekstremt fattige”, i Verdensbankens sprog), og 75% tjener mindre end to dollar om dagen (de er “fattige”)5.

Signs of development?

FN og Sverige støtter latriner og vand i skolerne.

Ret skal dog være ret: fra 1993 til 2001 faldt andelen af nicararaguanere, der forbrugte mindre end 1,17 dollars om dagen, fra 50,3 til 45,8% af landets befolkning. Andelen, der bruger mindre end 0,64 dollars, faldt endnu mere: fra 19,4 til 15,1%6 . Dette er henholdsvis fattigdom og ekstrem fattigdom målt efter købeevne på to “indkøbskurve” af basisvarer, den ene kun med mad, den anden også med sæbe og tøj. Siden 2001, da et fald i verdenspriserne på kaffe skabte massearbejdsløshed på landet, er disse fattigdomstal dog øget igen: til hhv. 48,3% og 17,2%.

Disse tal viser, at der igennem årene gjort et indhug i den ekstreme fattigdom. Den er nok formindsket med mellem en tiendedel og en femtedel, alt efter hvilket år man tager med.

U-landsbistanden har sikkert betydet en hel del for dette fremskridt: Landets fattigste million mennesker stod i 2005 for ca. 6% af landets samlede forbrug. Alene maddonationer, som for eksempel regeringens “arbejde-for-mad” programmer, udgjorde 1% af landets samlede forbrug, eller en sjettedel af de fattigstes eksistensgrundlag7. Mindst to måneder ud af årets tolv levede disse familier altså af gavebistand. Så noget må bistanden altså betydet.

Er det godt nok?

Et tankeeksperiment

De fattigste 40% nicaraguanere, dem, der tjener under en dollar om dagen, udgør 2,2 millioner mennesker. De tjener i gennemsnittet 0,65 dollars om dagen. Det er dem, som FN og Verdensbanken definerer som “ekstremt fattige”. Sammenlagt tjener de 532 millioner dollars om året.

Nicaragua har modtaget 7,3 milliarder dollars i u-landsbistand over de sidste 13 år. Hvis vi havde sat disse penge i banken til, skal vi sige, 4% om året, ville de trække 292 millioner dollars om året i rente.

Hvis vi havde givet gruppen af ekstremt fattige hæveret til disse renter, ville de hver i dag kunne hæve 0.36 dollars om dagen – nok til at bringe hele denne befolkningsgruppe op over den ene dollar om dagen, og altså udrydde den ekstreme fattigdom. Blot ved at åbne en bankkonto8.

Dette er selvfølgelig kun et tankeeksperiment. I den virkelige verden ville der så mangle penge til at dække betalingsbalancen og holde valutaen kørende, drive skolerne og hospitalerne, osv9. Men det viser, hvad penge i denne størrelsesorden kunne have betydet. Og det giver et slags minimumsmål for bistandens effektivitet: hvis bistandens mål er at udrydde fattigdommen, skal den på sigt vel være mindst lige så god til det, som hvis vi bare satte pengene i banken til de fattige.

Signs of development?

Verdensbankens job-skabelsesprogram laver skoleudvidelser.

Men hvad er “på sigt”? FN mener at, at 15 år er nok til at udrydde halvdelen af verdens ekstreme fattigdom, hvis man vil. Så den periode, vi taler om her (13-15 år) er altså meningsfuld nok.

Og hvad har vi opnået: I stedet for at udrydde eller bare halvere den ekstreme fattigdom gjorde vi et indhug på 20% frem til 2001, da kaffekrisen slog til, hvorefter vi tabte terræn igen, og står nu med kun 10% færre ekstremt fattige end vi havde, da Verdensbanksystemet overtog ansvaret for landets økonomi.

På en skala fra et til ti har vi opnået et. FN mener vi burde have nået fem. Hvis vi havde sat pengene i banken ville vi have nået ti. Hvordan kan det være?

Jeg har prøvet at se på, hvad u-landsbistanden faktisk er blevet brugt til igennem årene. Her er det, jeg har fundet ud af:

Udlandsgælden

Meget af u-landsbistanden gives som lån. Selv om meget af gælden er blevet eftergivet, er det alligevel blevet til 3 milliarder dollars i renter og afdrag i løbet af de 13 år, som er gået tilbage til de samme lommer, som yder u-landsbistanden.

Betalingsbalance-støtte

I 90erne gik en stor del af bistanden til at dække Nicaraguas gabende hul i betalingsbalancen. Det er penge, der aldrig kommer til Nicaragua, men cirkulerer rundt i de rige lande. Fra 1994 til 1997 gik der 420 millioner til dette formål10. Jeg har ikke tal for senere år, men det er væsentligt mindre, efterhånden som hjemsendte penge fra Nicaraguanske udlandsarbejdere er blevet en stadig større del af landets økonomi.

Valutareserver

Heller ikke al den bistand, der faktisk nåede at komme på statens budgetter før den forsvandt igen, er faktisk blevet brugt på bistand. Den største post af denne slags er støtte til stabilisering af økonomien.

I 1999-2001 skabte en række spekulationskriser økonomisk kollaps i Sydkorea, Thailand, Indonesien, Brasilien og Argentina. Kriserne var udløst af international valutaspekulation, efter at valutahandel og kapitalbevægelser var blevet liberaliseret i løbet af 90erne. I stedet for at gribe ind og genindføre begrænsninger i spekulanternes handlefrihed, var “det internationale samfunds” løsning, at de fattige lande skulle forsvare sig ved at opbygge massive valutareserver. Mellem 2001 og 2006 pumpede Bolaños-regeringen derfor på IMF-økonomernes opfordring Nicaraguas beholdninger af udenlandsk valuta op fra 274 til 924 millioner dollars11. Mere end 600 millioner dollars i international bistand, der er blevet parkeret til den dag, spekulanterne kaster sig over lille Nicaragua.

Røveri

Præsident Arnoldo Aleman og hans medskyldige ministre og embedsmænd stjal i deres regeringstid fra 1996 til 2002 formodentlig i omegnen af 100 millioner dollars fra staten12.

Prioriteringer

I årene 2003 og 2004 eftergav de rige lande en stor del af Nicaraguas udenrigsgæld. Det skete med den betingelse, at eftergivelsen skulle bruges til fattigdomsbekæmpelse (det hed Verdensbankens HIPC initiativ). Værdien af eftergivelsen af udlandsgælden er blevet beregnet til at være ca. 260 millioner dollars om året i perioden 2004-200613.

De penge var der god brug for: Nicaragua bruger for eksempel ca. 200 millioner dollars om året på uddannelse. Det uddannelsesvæsen, staten får for de penge, sender i dag kun 55% af børnene ud af 6. klasse, og fører kun 15% frem til en studentereksamen. Det er blevet beregnet, at dette budget skulle være dobbelt så stort, hvis Nicaragua skulle leve op til FNs 2015 mål om at alle børn skal bestå 6. klasse, og 60% skal have sig en studentereksamen. Det budgetrum, gældseftergivelsen skabte, var stort nok til at rykke væsentligt ved denne situation. Hvis det var det, man ville.

Signs of development?

Statens vejfond (med bl.a. dansk deltagelse) udbedrer vejnettet på landet.

Men hverken gældslettelsen eller den store direkte støtte til statsbudgettet har afspejlet sig i statens sociale budgeter: i 1990 brugte den nicaraguanske stat 23 dollars per indbygger i sundhedsudgifter. I 2003 brugte staten stadig de samme 23 dollars (3,1% af bruttonationalproduktet).14 Udgifterne til uddannelse holdt sig mellem 2000 og 2004 konstant på ca. 80 dollars per elev.15 Selv Honduras og Bolivia, der er lige så fattige som Nicaragua, investerer mange flere penge i deres befolkninger.

Hvor er alle pengene så gået hen? Forklaringen ligger i den indenlandske gæld. I 1992 begyndte regeringen at kompensere godsejere, der var blevet ekspropieret under revolutionen, med statsobligationer. Et styrtdyk i kaffepriserne i 1999-2001 førte til krise i Nicaraguas skrøbelige finansindustri, der gennem en groft uansvarlig lånepolitik havde lånt alt for mange penge ud til alle og enhver blandt vennerne. Fire banker krakkede, og staten udstedte endnu flere obligationer for at betale to store banker for at overtage de fire fallerede bankers aktiver og (især) passiver16.

I stedet for at investere i befolkningens sundhed og uddannelse har staten altså samlet sine finansielle kræfter om at redde landets lille finansielle overklasse ud af en (i øvrigt selskabt) spekulations- og svindelkrise, samt købe fred med godsejerklassen.

Mens bistandsmillionerne til statens forskellige programmer og institutioner fossede ind ad den ene dør, røg skattemillionerne altså ud til de rige af bagdøren. Det skete med IMFs, USAs og “verdenssamfundets” velsignelse. Verdensbanken har selv direkte skudt flere hundrede millioner dollars i at løskøbe de konfiskerede godser fra de gamle godsejere, som har fået mere end en milliard dollars for deres besvær med revolutionen17.

Bistanden til bankerne har været en væsentlig del af den nicaraguanske finans-sektors kapitalisering – faktisk så væsentlig, at flere af dem i løbet af de sidste to år er blevet helt eller delvist købt af amerikanske finanskoncerner, hvilket jo er selve symbolet for succes for en international bankmand nu om dage.

Siden 2000 har Nicaraguas skatteborgere betalt ca. 2,3 milliarder dollars i renter og afdrag på disse obligationer, med ca. en tredjedel til bankørerne og to tredjedele til godsejerne.18

Så var de 10, så var de 9…

Resume:

  • I alt 7,3 milliarder i bistand.

Herfra trækkes:

  • 3,0 milliarder tilbage til donorerne i form af renter og afdrag.
  • 2,3 milliarder til godsejere og bank-aktionærer.
  • 0,1 milliard til Arnoldo Aleman.
  • 0,6 milliarder til valutareserver.
  • 0,4 milliarder til betalingsbalancestøtte.

Tilbage:

  • 0,9 milliarder til de fattige nicaraguanere (og til lønninger til dem, der skal administrere pengenes færd frem til de fattige).

Det betyder, at af det rare statstilskud på 60 dollars om måneden har vores nicaraguanske familie faktisk kun haft en teoretisk chance for at se knap 8 dollars. Og så de 20 fra NGOerne. Så forstår man i øvrigt pludselig godt, at NGOerne kan spille så stor en rolle i så mange af landets fattige distrikter, at de reelt har sat staten i skyggen…

Hvis man ser lidt på den sociale klassefordeling af denne u-landsbistand, ser det sådan ud:

  • 3,4 milliarder til internationale bankører og institutioner.
  • 0,6 milliarder sat af til internationale valutaspekulanter.
  • 2,4 milliarder til Nicaraguas overklasse.
  • 0,9 milliarder til det nicaraguanske folk.

De 70% nicaraguanere med den laveste indtægt – det er stort set de fattige, dem med under 2 dollars om dagen – tjente i 2005 sammenlagt 1,4 milliarder dollars19. Ifølge det ovenstående er deres direkte “andel” af bistanden 70 millioner dollars om året, eller ca. en tyvendedel af deres indtægt.

Den rigeste tiendel af landet befolkning havde i 2005 en samlet indtægt på 1,7 milliarder dollars. Det er i denne gruppe at landets kapitalejere, direktører, og højere funktionærer findes. Deres direkte “andel” af u-landsbistanden udgør 185 millioner dollars om året, eller en tiendedel af deres årlige indtægt.

Signs of development?

USA fremmer sundhed, en spansk NGO bygger huse til orkanofre.

Ind imellem står de “mellemste” 20%, den lille klasse af arbejdere og funktionærer. De tjener ca. en milliard dollars om året. Disse folk administrerer, faciliterer og vogter bistandsmillionerne: som projektassistenter, landbrugsteknikere og bogholdere, som bankassistenter, chauffører og sikkerhedsvagter. En god del af bistanden til både de fattige og de rige cirkulerer altså igennem denne gruppe (for eksempel hos mig, jeg er en del af denne gruppe), men jeg kan ikke sige hvor mange.

Der er altså omvendt proportionalitet i u-landsbistanden i Nicaragua: dem, der har de bredeste skuldre, skal have den tungeste pung.

Når man ser disse tal, er det måske ikke længere så overraskende, at man sagtens kan have 13 års imponerende og vedvarende økonomisk vækst og stadig ende op med, at tre fjerdedele af befolkningen lever for under 2 dollars om dagen. At en fjerdedel af de børn, der går i første klasse, er hæmmet i deres vækst på grund af sult (og så er der alle de børn, der ikke engang kommer i skole…).20 Og at de rigeste 10% af landets familier tjente i 2005 24 gange flere penge end landets fattigste 10%.21 I 2001 var det kun 16 gange mere.22

Landets egentlige ejere er selvfølgelig de få familier, der før var godsejere men nu er virksomhedsejere, har aktier i bankerne, og som har delt 2,3 milliarder af bistanden imellem sig. Hvis vi (højt sat) siger det er en 3,000 familier, så taler vi om 5.000 dollars om måneden til hver familie igennem 13 år. Det ville være en slags penge selv i Danmark. Men hvor mange af de penge arbejder i Nicaragua? Og hvor mange står på en konto i Panama eller Miami?

Fattigdomsskabende vækst

Når institutioner som Verdenbanken og Danida analyserer bistandens problemer ender de ofte med, at det er korruption og manglende effektivitet i staten, der er problemet. Og det er rigtigt, at den nyliberale stat er en korrupt og ueffektiv stat (det er faktisk en logisk konsekvens, ikke en bivirkning, men det er en helt anden snak). Og de nicaraguanske politikere har været meget gode til at stjæle. Men se på størrelsesordenerne her: Selv, da en hel regering fra præsidenten og nedefter spyttede i hænderne, trak skjorteærmerne op og i samlet flok satte pennene til checkhæfterne nåede de kun at stjæle 100 millioner. Den bevidste, programlagte, Verdensbanksgodkendte støtte til de rige er en størrelsesorden større.

Det, der er galt her, er den sociale og økonomiske model, som bistanden er designet til at fremme, og de prioriteringer, der følger med. Korruption og uduelighed blandt dem, der forvalter modellen, er kun et anden-ordens problem.

Beløbene angiver prioriteringerne:

Man ville fastholde Verdensbanken og det internationale finanssystem som retningsgivende for de fattige landes økonomiske politik, selv om alle og enhver, især folk i de fattige lande, kunne se, at den politik de foreslog, var imod nationale og folkelige interesser. Midlet: en låneafhængighed, som tillod lånegiverne at diktere lånemodtagernes økonomiske opførsel. Pris: 3 milliarder.

Signs of development?

EU forebygger moderdødelighed.

Indenfor Verdensbankens program ville man skabe en markedsøkonomi baseret på rige erhvervsfolk, organiseret i aktieselskaber, fremfor for eksempel fattige bønder og håndværkere, organiseret i andelselskaber. Det man havde at arbejde med, var en samling halvfeudale godsejere, der havde næret deres uvirkelige drømme om hævn og klassehad igennem ti års eksil i Miami, og en bande ikke-længere-særligt-idealistiske statsfunktionærer, der havde mishandlet økonomien under 10 års sandinistisk styre. For at få disse grupper til sammen at indtage deres rolle i et lovstyret, globaliseret, markedsreguleret verdensbanksdemokratur krævede det en milliardbestikkelse og en gennemkorrupt privatisering af statens vigtigste aktiver, og det gennemførte man. Og man måtte redde denne vordende klasse fra af at begå selvmord gennem en korrupt finans-krise, der ville have knust ethvert borgerskabs vigtigste institutioner, dets banker, inden klassen overhovedet havde nået at konsolidere sig. Pris: 2,4 milliarder.

Man ville integrere Nicaragua i en ny global arbejdsdeling som leverandør af billig arbejdskraft og eksotiske landbrugsvarer og importør af alt andet. Pris: 400 millioner til at dække hullet mellem import og eksport, indtil tilstrækkeligt meget af landets arbejdskraft var flyttet til udlandet og sendte nok dollars hjem. Denne nye verdensøkonomi bygger på fri bevægelighed af kapital og råvarer indenfor koncernernes, men på tværs af landenes, grænser. Prisen: en spekulationsreserve på 600 millioner dollars.

Der var en utilsigtet bivirkning: det nye borgerskab viste sig så korrupt, at en hel regering prøvede at demontere sin egen stat igennem systematisk rov. Pris: 100 millioner dollars, og USA har måtte acceptere, at Daniel Ortega er tilbage ved magten. Ikke lige den rette mand på posten, i USAs øjne, men trods alt bedre end en eller anden revolutionær.

Signs of development?

De Hollandske kirkesamfund støtter integreret egnsudvikling.

Der var en anden utilsigtet bivirkning: det virkede ikke. Hvis det altså var fattigdom og arbejdspladser, det galt. Det siger sig selv: i en økonomi, hvor 75% af befolkningen er marginaliserede i forhold til den globale kapitalisme, skal man virkelig være optimist for at turde satse på, at processer, som man sætter i gang blandt de 25%, der har noget at tilbyde den globale kapital, kan nå at rykke noget alvorligt blandt de tre fjerdedele, der er udenfor, på overskuelig tid. En udvikling, der vil batte noget, må også forstærke i det mindste nogle af de økonomiske processer, der allerede er gang blandt de 75%. Hvis man ikke vil det må man forvente armod og fattigdom (og det ville man jo ikke – General Motors kan ikke bruge en økologisk bønne, som landmanden i øvrigt selv spiser, til noget). Det vidste man allerede fra Verdensbankens katastrofale erfaring i Afrika, og man var indstillet på nødvendigheden af at lade nogle midler gå til sociale programmer for at forebygge massesult og oprør. Pris: 0,9 milliarder, en plads i udviklingskonsortiet til socialdemokratiske donorlande med “fattigdomsorientering” på programmet, og en plads til en voksende NGO-sektor, som tog sig af nogle af de sociale programmer, som den liberale stat havde trukket sig ud af.

NGO-arbejdet, som ikke altid har fulgt den nyliberale dagsorden, har også sat processer i gang som kan kaldes utilsigtede bivirkninger. NGOer har i stor udstrækning fyldt tomrummet, som statens og det private erhvservslivs tilbagetrækning fra den marginaliserede del af befolkningen har skabt. Gennem sundhedsprogrammer, uddannelsesprogrammer, bolighjælp, landbrugsudvikling, og kapital til de fattiges landbrug, butikker og værksteder.

Dette har dels afhjulpet den sociale krise, som den nyliberale politik har skabt blandt landets fattige flertal.

Dels skabt en sfære af “privat” offentlig service, som skiftevis betragtes som repræsentant og talsmand for de fattige igennem det såkaldte “civilsamfund”, vagthund og sovepude ift offentligt ansvar, inspiration og forhindring for folkelig organising, forsvarer af og trussel mod demokratiet (NGOer er ikke valgt af nogen) og som en konkurrent til statens magt.

Og dels sat gang i sociale processer, som ligger udenfor statens og “verdenssamfundets” udviklingsprogram.

Tre eksempler:

  • NGO-kapital har opbygget en snes mikrokreditinstitutioner med en lånemasse på ca. 400 millioner dollars, der er blevet økonomisk motor for den uformelle sektor. De låner penge til 450.000 familier – landbrug, butikker og værksteder. Det er halvdelen af landets befolkning. Sektoren er blevet så attraktiv, at selv privat kapital er blevet tiltrukket, og politisk ser regeringspartiet grådigt på de muligheder for social kontrol, der ligger i at bestemme over så mange menneskers arbejdskapital.23
  • NGOer, der arbejder med Fair Trade, har finansieret opbygningen af et konsortium af kooperativer (andelsseskaber), der samler 6-7.000 bønder og i 2005 eksporterede 15% af landets kaffe24. 3.000 af dem producerer økologisk kaffe, og de står for 90% af nicaraguas eksport af økologisk kaffe.25 Dele af kooperativbevægelsen har således udviklet væsentlig markedstilstedeværelse og rentabilitet – så væsentlig, at mange donorer i “verdenssamfundet” endda er blevet tvunget til at forlade 90ernes ideologiske skræk for ordet kooperativ, og nu gerne vil finansiere dem. Donorer som Danida fastholder dog selvfølgelig fortsat at kapitalen skal være under kontrol af aktieselskaber (banker) og ikke andelsselskaberne (bønderne) selv. Det ville være uansvarligt: andelsselskaber er ifølge lov og statutter tvunget til at tage sociale hensyn. Det må en bank ikke, så den antages at være bedre til at passe på pengene.
  • LLoro lo que pienso...

    Jeg græder det jeg tænker, og maler det jeg føler.

  • Forskellige programmer for bæredygtigt landbrug har inddraget over 30.000 småbønder i en udvikling af deres landbrug, som forbedrer deres overleveslesevne og deres produktion og formindsker deres afhængighed af dyre kemikalier og dermed lån. Dette har været med til at stabilisere et lag af småbondelandbrug, der nu langsomt er ved at sætte deres egen udviklingsdagsorden i form af stiftelse af nye kooperativer og krav til staten om en fødevaresikkerheds-orienteret landbrugspolitik. Begge går imod den liberale dagsorden.

Trods disse små bivirkninger har verdenssamfundet stort set fået det Nicaragua, det har betalt for.

NGO-bistanden er ikke ensartet og ikke koordineret, den spænder fra ren business til religiøs missionsvirksomhed til revolutionær aktivitet. Resultaterne er derefter. NGoerne kan aldrig erstatte en demokratisk, folkeligt bestemt, statsledet udvikling. Men de eksempler jeg har trukket frem angiver nogle af konturerne af et Nicaragua, som vi kunne have skabt, hvis fattigdomsbekæmpelse havde stået øverst, i stedet for nederst, på donorernes ønskeliste.

Sven Gårn Hansen, 30-8-2008

Dette indlæg er på nogle måder en slags fortsættelse af Hvorfor er Nicaragua fattig?

Flere indlæg om udviklingsproblemer og -løsninger.

En kortere version af dette indlæg er blevet postet på Modkraft.dk.

Kildehenvisninger

1Adolfo Acevedo, Julia Metcalfe, Carlos Pachecho: “Consideraciones sobre la Efectividad de la Cooperacion Externa Oficial en Nicaragua y la implementacion de los compromisos asumidos en la Declaracion de paris”, TROCAIRE y CAFOD, Managua, 2008. P.7

2Jose Manuel Garcia de la Cruz: “Riesgos y oportunidades para Nicaragua en el actual contexto internacional”, i Alejandro Serrano Caldera y Armanda Del Romero (editores): “La nicaragua posible: hacia un proyecto de nacion, reflecciones desde la Universidad”, HISPAMER, Managua, 2007, p. 162

3Ifølge Verdensbanken falder et BNP på under 876$ rang af lavindskomtsland, mens et BNP på mellem 876$ og 3465$ betyder at man er et “lavt mellemindkomstland”.

4US Department of State, “Background Note: Nicaragua”, Jan 2008. http://www.state.gov/r/pa/ei/bgn/1850.htm

5Gobierno de Nicaragua, Plan Nacional de Desarrollo Humano, 2007. Capitulo III. http://www.pndh.gob.ni

6Do., p.53.

7Gobierno de Nicaragua, Plan Nacional de Desarrollo Humano, 2007, p.58.

8Vi ville skulle have et system, der tjekkede folks økonomi for at give dem hæveret til kontoen, men der ville ikke være andre administrationsomkostninger. Måske kunne vi lade banken betale denne omkostning: den kan jo nå at tjene formuer på at investere milliarderne i for eksempel amerikansk militærindustri…

9På den anden side: de fattige ville skabe efterspørgsel

10Carter et al, Joint Evaluation of General Budget Support, Nicaragua Country Report, University of Birmingham, 2006. P. 15.

11US Department of State, “Background Note: Nicaragua”, Jan 2008. http://www.state.gov/r/pa/ei/bgn/1850.htm

12“La Caida de Arnoldo Aleman”, Vertice, 14-21.10.2004. http://www.elsalvador.com/vertice/2004/141104/deportada1.html

13Acavedo et al, 2008: p.8.

14Oscar-René Vargas: “Nicaragua: no se alcanzaran las metas del milenio”, i Serrano og Del Romero, 2007, p. 140.

15Do., p. 143. I 2005 steg begge disse begge tal: til henholdsvis 29 i sundhedsudgift per indbygger, og 92 dollars u uddannelsesudgift per elev (Banco Central de Nicaragua, Nicaragua en Cifras, 2007. P. 5). Efter flere års stort folkeligt pres genforhandlede staten gælden med bankerne: rentesatser blev sat ned og lånenes periode blev forlænget. Det gav endelig luft nok i budgettet til at øge de sociale budgeter lidt.

16For et resume af sagen: Se Goergio Trucchi: Quien paga por este desastre, Rebelion 12.9.06: http://www.rebelion.org/noticia.php?id=37463. Det, der gør sagen rigtig kriminel, er at de fallerede bankers aktiver blev solgt på auktion til groft undervurderede priser, mest til de samme to banker, som derefter kunne sælge dem videre i god ro og mag til markedspriser. Hermed har de måske tjent yderligere op imod 300 millioner dollars. Der var således måske nok aktiver i de fallerede banker til, staten ikke havde behøvet at forgælde sig.

17Consejo Nacional Agropecuario: Marco Politica de Tierras, Plan Nacional de Desarrollo Operativo, Managua, 2006.

18Coordinadora Civil: Lo que todos deberian saber sobre la deuda interna:

http://ccer.org.ni/files/publicacion/1165956966_041213_%20DEUDA_%20INTERNA.pdf

BCN 2007, p. 11.

Disse to kilder (den første op til 2004, den anden fra 2004 og frem) er ikke helt i overensstemmelse, så tallene her kan sikkert afvige fra virkeligheden med en 100 millioner den ene eller den anden vej… men pyt.

19Gobierno de Nicaragua, Plan Nacional de Desarrollo Humano, 2007, p.59.

20Gobierno de Nicaragua, Plan Nacional de Desarrollo Humano, 2007. Capitulo III. http://www.pndh.gob.ni

21Do., p.59.

22Vargas, 2007, p. 146. Han har tallet fra FAO.

23Patricia Padilla, “Las microfinancieras somos politicamente muy atractivas”, Envio No. 317. Agosto 2008, p.14-21.

24 Nicholas Hoskyns, “Fairtrade, Gender and Grassroots Action – the experience of Nicaraguan coffee cooperatives, 2006”: http://www2.warwick.ac.uk/fac/soc/csgr/activitiesnews/workshops/2006ws/gender_and_trade/

25http://www.cafenica.info/

3 thoughts on “Nicaragua på bistanden

  1. Jeg er ikke økonom, og er klar over den begrænsede rækkevidde af nogle af de konklusioner, man kan drage af den slags tal-leg jeg laver i dette indlæg. Ethvert spørgsmål eller kommentar, der kan forbedre, korrigere eller præcisere de tanker, jeg har prøvet at formulere her, er velkomne.

  2. Ja, og jeg håber flere vil læse og kommentere denne tankevækkende – omend noget forstemmende – artikel. Det er grundigt gennemarbejdet og godt skrevet, og selv om du ikke er økonom, er jeg ikke i tvivl om, at hovedkonklusionerne er rigtige.
    Det glæder mig, at du ser en vis fortrøstning i NGO-arbejdet. En ny dansk-nicaraguansk venskabsforening (http://www.eldoradito.dk/amigos/) vil snarest starte småprojekter op i Murra kommune i Nueva Segovia – et af landets meget marginaliserede hjørner.
    Flere medlemmer er velkomne – man kan indmelde sig via hjemmesiden, og vi findes også på facebook!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s