Weekendtur fra helvede

Carreterra a Jinotega, Matagalpa

Sommetider er man så forfulgt af uheld, at ALLE beslutninger viser sig at være dårlige.

Torsdag middag. Skal til Matagalpa for at forberede PROMAT projektets afsluttende, evaluerende workshop. Bilens batteri er fladt, det nægtede at lade sig op i går, efter at jeg ikke har brugt bilen en lille måned. Men jeg er forberedt, har bakket bilen ind så jeg kan rulle den i gang ned ad carportens lille rampe. Vel ankommen til Matagalpa holder jeg ind ved en tank og køber deminariliseret vand til batteriet, uden at stoppe motoren. UNAGs kontor ligger på en stejl skråning, så ingen fare der.

Alle er kommet til tiden, og vi forbereder en god workshop. Jill, som vi har hentet fra England som workshopleder og rapportforfatter, virker god: energisk og fornuftig og går stille og roligt til folk og til opgaven. Ved halv syv tiden er vi færdige, og jeg skal til at finde et hotel. Workshoppen starter i morgen fredag. Bilen vil ikke starte – batteriet er altså IKKE blevet opladet på turen. Jeg ruller den i gang ned ad bakken, parkerer på endnu en bakke tæt på hotellet, hælder batterivæsken på, og håber at det er det, der skal til.

Carreterra a Jinotega, Matagalpa

Fredag morgen: Endnu en rullende start. Jeg har en time inden vi skal starte, så jeg kører op og ned af bjerget mod Jinotega for at lade batteriet op. Udsigterne er de samme som altid på denne vej: det nordlige Nicaraguas storslåede standard-udsyn over brede, dybe dale og stejle skrænter, den ene bjergkæde bag den anden indtil jorden møder himlen i en fjern horisont… Det er Omar Cabezas’ “uendelige grønne slette”, den, jeg altid har drømt mig tilbage til, når jeg har siddet fanget på et kontor i Managua eller i en kold lejlighed i København… eller er forfulgt af uheld på landevejen.

Carreterra a Jinotega, Matagalpa

Nå, tilbage til Matagalpa, finder en benzintank med den rette skrånende vinkel, får fyldt tanken og, åh mirakel!, motoren starter. Tricket med vandet virkede! Tak, Omar!

Taller de evaluacion final

Fredag formiddag. Parkerer glad ved det kursussted, vi altid bruger. Vi er Jill, os fem medlemmer af PROMAT holdet, og 15 bondeledere fra Pancasan, La Dalia, San Ramon, Terrabona, Muy Muy… stederne og bøndernes stemmer giver igen en duft af den uendelige slette, mens vi analyserer fremskridt og fiaskoer i kooperativernes administration, regnskab, markedsføring, organisationstrukturer, kønsrelationer igennem de sidste tre et halvt år…

Taller de evaluacion finalTaller de evaluacion finalTaller de evaluacion finalTaller de evaluacion final

Bønderne fylder væggene med deres analyser, Jill og jeg taster løs på de bærbare. Dette er modne, erfarne ledere, et selvsikkert og sammenrystet hold, så analyserne, forslagene og bemærkninger er som sædvanligt imponerende skapsindige. Bondebevægelsen er disse mænds og kvinders livsværk og den begejstring, de diskuterer deres kooperativer med, kan gøre selv snak om regnskaber og selvangivelser interessant. I pausen taler jeg i telefon med Maggan i skyggen af centrets dejlige kæmpetræ, som jeg burde vide hvad er, men jeg kan simpelthen aldrig huske træers navne.

El arbol de CECAP

Fredag, solnedgang: Natten er faldet på, da jeg og Jill skal køre. Og ve! Bilen starter ikke. Morgenens succes var bare en narresut, og batteriet er blevet afladt igen lige så hurtigt som det blev opladet. Efter flere forgæves starter får vi hjælp af tre friske knægte til at løbe bilen i gang igen. De er vel 9-10 år allesammen. Det lykkes, og de får et ride ind i midtbyen. Da de hopper af, ser jeg, at min taske på mystisk vis er kommet fra bagagerummet over på bagsædet. Hurtigt tjekker jeg efter og mærker i mørket, at mit kamara er væk. Hurtigt ud og tårner over de tre drenge, som ikke helt er kommet ud af bilen endnu. Jeg be’r om at få mit kamara tilbage, de ser uskyldigt på mig: “Kamara, hvad for et kamara?”. Jill hiver i en mistænkelig snor, og op kommer kamaraet af en af drengenes bukser. Jeg siger siger tusinde tak, de siger tusind tak, Jill og jeg går ind i bilen og kører igen. Min første tanke: Hov, hvad med min mobiltelefon! Den er ikke i tasken, og nu er drengene over alle bjerge. Den der ler sidst, ler bedst, har de sikkert tænkt, mens de spændede.

Fredag aften. Jeg sætter Jill af hos de venner, hun bor hos, parkerer igen på en skrånende vej, og bruger så de næste to timer på at spore Maggans mobilnummer, som jeg ikke husker (hvem husker numre længere!) og det står forkert på min telefonliste: forgæves søgninger på computeren og mails, forgæves opringninger til forkerte numre, og til slut nødopkald til en veninde, der endelig viser sig at have Maggans nummer.

Da jeg til sidst får fat i hende er det efter, at hun har ført flere temmelig mystiske samtaler med underlige drenge og endnu mere underlige forklaringer på hvorfor de svarer min telefon, hvor jeg er og sammen med hvem. Fantasien har fået mig både kapret, kidnappet og smidt i en grøft, før jeg endelig får fat i hende. Donald fra PROMAT-holdet blev faktisk engang bilnappet kun 50 meter fra den tank, jeg tankede op ved i morges, så tanken er ikke så vild… De kørte ham en halv time ud af byen, tog hans penge men efterlod ham med bilen og livet i behold. Han havde ellers troet, at hans sidste time var slået.

Lørdag morgen: tidlig op, spise morgenmad, hen til bilen. Den dytter ikke da jeg klikker på nøglen, hvad er nu det? Er batteriet SÅ fladt? Nej, det er bare vinduet der er blevet slået ind, alarmledningerne revet over, og radioen og mone støvler stjålet. Fuck, når jeg at tænke mere end enkelt gang, mens jeg piller glasskår ud af sædeforet. Fuck, fuck, fuck…

I løbet af dagen når jeg at købe ny telefon, så Maggan kan få et nummer at ringe til, få sat et nyt batteri bilen, og vi gør også workshoppen færdig undervejs. Der er heldigvis et værksted fem minutters gang fra kursustedet. Min eneste tanke da workshoppen er slut, bønderne er taget hjem, og alle referaterne skrevet ind på computeren: ud af denne by hurtigst muligt, inden et nyt uheld rammer mig!

Og det lykkes. Hjemtur med smuk solnedgang over Managuasøen, dejlig frisk blæst fra vinduet, der ikke længere er der, og den rolige harmoni med vind, dæk og motor, som kun en lang tur i en radiofri bil kan skabe.

4 thoughts on “Weekendtur fra helvede

  1. Hej Sven.

    Godt at læse en ny historie fra dig, selvom det også var noget lort, du kom ud for.

    Det vigtigste – trods alt – et godt forløb af workshoppen!

    Glæder mig til senere at læse, hvad der kom ud af den, og hvordan Jill fungerede.

    Hils Maggan.

    Bedste hilsner
    Finn

  2. Skulle hilse fra Ove og sige at traeet vist nok er et Guanacaste. Vi ses om lidt til lokalgruppemoede
    Mikkel

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s