Julio består børnehaveklassen

Julio

I Nicaragua får man diplomer for alting – og i går var vi til Julios beståelsesceremoni som børnehaveklasseelev.

Regeringen derhjemme ville elske det nicaraguanske skolesystem: stort set ingen lærer noget, men der statueres eksempler, måles, vejes, eksamineres, belønnes og straffes så det er en lyst. Men den højtidelighed, som nicaraguanere fejrer selv det at bestå en børnehaveklasse med, er nu ægte nok.


pigeholdet

Vi er tredive børn og nogle forældre og søskende (og os), skolens rektor, klassens lærer, nogle sultne hunde og to fotografer. Det er en almindelig kommuneskole i en almindelig barrio. Højtaler anlægget er en ghettoblaster, taleren holdes uden mikrofon, der er pyntet billigt, men effektivt, med blå og hvide balloner og papir-roser. Der står to biler på parkeringspladsen: vores jeep og en ældre, men flot, firehjulstræk.

Dette er grusgraverbarrioen, og halvdelen af beboerne arbejder på den kæmpe grusgrav, så der kommer også en tredje bil: udenfor stopper en kæmpe lastbil op og en meget lille pige og en meget stolt far står af. (Den anden halvdel af barrioen arbejder på tekstilfabrikkerne i Mateares maquila, den sidste halvdel, om jeg så må sige, er soldater og politifolk på de nærliggende kaserner og politiskolen).

Det hele foregår efter bogen.

Først den obligatoriske lange ventetid, hvor børn og voksne organiseres i rette rækkefølge, lydanlægget prøves af, og de sidste børn og forældre kommer halsende.

Så indgangsceremonien, hvor pigerne følges af far eller bedstefar, drenge af mor, bedstemor eller storesøster. Køen bliver et helt socialt studium: hvor mange børn passes af bedsteforældre (en almindelig skik blandt enlige mødre og andre fattige)? Hvor mange piger har ingen mand i deres familie? Rækken stopper hele tiden op, så de familier, der har bestilt fotograf, får taget indgangsbilledet. Manden med firehjulstrækket har (selvfølgelig) en telefon med kamera, så ligesom os tager han sine egne billeder…

indgang

Indenfor bliver børnene placeret til venstre, forældre til højre (en per barn) og øvrige tilstedeværende hænger ud udenfor eller bagerst i lokalet. Vi rejser os alle for nationalhymnen og så holder rektor sin tale. Hun fortolker årets parole: “Med din hjælp er vi nutiden, for at skabe en bedre fremtid”. Hun orienterer om kommende forbedringer på skolen (kommunen har lovet at bygge hegn helte vejen rundt i det kommende år), værdsætter forældrenes indsats for at købe beståelsesuniform til deres børn, og forsikrer, at uniformen er udtænkt sådan at sko, skjorte og bukser jo kan bruges i det kommende skoleår. Kun slipset og hatten er engangsudgifter. Hun advarer om, at mange af børnene stadig er bange for at gå i skole, og understreger at skolens ansvar er at undervise børnene, men det er forældrenes ansvar at motivere dem. Hun anerkender, at i dette kvarter, hvor der i mange hjem ikke spises tre, eller ikke engang to, måltider om dagen, er det en stor kraftanstrengelse i det hele taget at sende sit barn i børnehaveklasse.

Så holder forkvinden for forældrebestyrelsen sin tale, og der overrækkes flidspræmier til de fire bedste elever (alle piger, selvfølgelig). Efter talerne kommer det kulturelle: en pige danser folkedans, to teenagepiger laver karaoke til en for tiden populær sang om børnene som landets fremtid, og hvorfor man ikke børe bruge vold mod dem, lade dem sulte eller lade være med at elske dem. En lille pige på 7 eller 8 fremfører Ruben Darios berømte digt “Margarita” udenad, endnu en hyldest til børn.

diplom

Endelig bliver børn og forælder kaldt op en efter en, får overrakt diplomet, bliver fotograferet sammen med læreren, og sætter sig ned igen. Børnene bliver selvfølgelig hele tiden mere og mere urolige, og vi er ved at blive sultne – alle har set de ventende plastbakker med frokost ovre i første-klasse lokalet.

Til sidst er vi færdige. Alle hiver rundt med fotograferne for at få taget de sidste billeder sammen med læreren, med rektor, med klassen, og bagefter styrter vi hen for at få vores rationer og derefter tage hjem. Meget få bliver til festen – maden skal hjem og deles med resten af familien. Julio og hans mor Bella er nogle af de første, og sikrer sig hurtigt tre madbakker. Det er heldigt, for det viser sig, at mens vi alle var ovre i børnehaveklasselokalet, var der tyve på besøg. De tog de meste af den ventende mad. “Men jeg fik da min ration”, siger Bella selvtilfreds i bilen på vej hjem. Så rektor havde god grund til at glæde sig over, at kommunen vil bygge skolehegnet færdigt i år…

julio og esperanza

Hjemme venter tante Nubia og resten af familien. Julio, den lille mand, fejres med grillstegt kylling, mens Bella, der til daglig lever af at lave tortillas, må sige til de kunder, der kommer forbi: “Jeg har altså ikke lavet tortillas, min søn bestod børnehaveklassen i dag”.

Bella er 26 år og enlig mor til fire børn. Hun lever af sin tantes og sin morfars nåde, er normalt en stille og nærmest kuet kvinde, meget bevidst om hvor meget af sit liv hun har brugt på at begå feltagelser, og hvor lidt fremtid hun har tilbage. I dag er det dejligt at høre stolthed og glæde i hendes stemme.

Det sidste billede er af Esperanza Margarita, Bellas øjensten:

esperanza margarita

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s