Buying a life

Buying a life 1

Det er ti år siden det første indkøbscenter åbnede i Managua. Dengang virkede det som et slags bizart vindue til en helt anden verden. Nu rummer byen hele fem, og de udgør den materielle ramme for en ny middelklasse forbrugskultur. Her et fitness-show i Galarias Santo Domingo.

Centrenes kundegrundlag er så stort at det kan segmenteres: Galarias (på billedet) til borgerskabet og øvre middelklasse, Metrocentro og Plaza Inter til hhv mellemste og lavere middelklasse, Americas og Oriental II som nye lokale bydelscentre.

Aviser, talk shows og nyopdukkede livsstilsmagasiner begejstres og bekymres af den nye forbrugskultur. Artikler, der analyseres sædernes forfald, finansieres af annoncer for fitnessmaskiner, plastiske kirurger og Nivea.

I takt med, at koncernens anonyme kontorlandskab er ved at overhale haciendaens terrasse som rammen for magtens sociale iscenesættelse, er fitness (billedet øverst) ved at erstatte fedme som de velnæredes kropslige velstandsmarkør.

Samtidig skaber en glad, nydende og forbrugende fritidskultur – natklubber, extreme sports, rejser, hurtige biler – en ny ramme for overklassens sociale liv. Folk, hvis tid før forestilledes at være udfyldt af af den ugentlige kø af klienter ved haciendaens kontor og den månedlige middag sammen med byens notabiliter, rideturen rundt i landsbyerne for at se til barsel, skolegang, sydom og død, den spektakulære optræden ved byfester ,ridende på spanske fuldblodsheste og iklædt sølv, lak og læder.

Samfundet skilles på nye måder. Rige isolerer sig fra de fattige, som de for blot ti år siden var nød til at være sammen med dagen lang, om ikke for andet så at holde dem under kontrol. Storcentre, rigmandskvarterer og store boulevarder, hvor fodgængere er fordrevet, samler det kørende overklasse-Managua og skiller det fra det gående underklasse-Managua. En nicaraguansk version af den israelske bosættelse af Vestbredden.

Hele landet sørgede, da Arnoldo Alemans søn for nogle år siden døde hjemme på familiegodset under et forsøg på at redde to druknende brøndgravere. Men tiden for den slags symbolske heltegerninger er ved at være slut i Nicaragua – nu om dage bæres klassens sociale ansvar genem koncernsponsorater af HIV-kampagner og ungdomsklubber.

Den nye forbrugskultur følges af en ungdomskultur. Før lyttede rig og fattig, ung og gammel til den samme musik i Nicaragua. Nu har ungdommen meldt sig ind i den globale latin-kultur, mens kultur, som før bare “var”, allerede er blevet til “tradition”. Der er ikke længe til, før den bliver reduceret til “folklore” og pakket ind til salg til turister.

Som det øverste billede viser, har den nye forbrugskultur endda skabt en lille niche til Managuas bøsser, som en slags vinduesgarniture i en nye forbrugskultur, som ligesom i Danmark kan lide at flirte med det subversive, blot indpakningen sikrer, at provokationen er uskadelig. En klovnerolle i et uforandret dybt mandschauvinistisk samfund – men dog en rolle. Og hvem ved, selv en klovnerolle kan en dag blive til noget mere, hvis klovnen er fræk nok.

Hvor middelklassekulturen for ti år siden stadig var famlende og selvbevidst overfor fattigkulturen, revolutionskulturen og storfamiliernes patriakalske orden, er den nu så selvfølgelig, at den endda har adfødt sit eget oprør. En ny generation af fremragende socialt- og kønsbevidste unge sangere og digtere fylder Managuas musiksteder og radiokanaler. Men det kulturelle landskab i Nicaragua er dog stadig så lille, at grænsen mellem protestkultur og ny dille er endnu snævere end i Danmark: Ramon Mejia, der synger om hykleriets, magtmisbrugets, mandschauvinismens, sultens og uretfærdighedens Nicaragua, turnerer land og rige rundt sponsoreret af landets romfabrikker, ejet af Pellas Familien, som er Nicaraguas svar på A.P. Møller dynastiet.

  • Global integration følges af ny social isolation.
  • Social isolation erstatter social kontrol.
  • Social kontrol erstattes af markedsmekanismer og den nye teknokratiske stat.
  • Forbrug som social kontrol erstattes af forbrug som nydelse.
  • Forbrug som nydelse afføder allerede sit eget oprør.

Men det, der forbavser og vækker til eftertanke, er at denne nye kultur, denne nye måde at regere Nicaragua på, bygger på et så spinkelt grundlag. Der er kun 100.000 privatbiler i hele Managua, inklusiv lastbiler og firmabiler. Hele denne bys dynamiske, magtfulde og farverige forbrugskultur, inklusiv alle dens forbindelser ned til den lavere middelklasse, bygger altså på højst 50- eller 60 tusinde bilejende kernefamilier.

Kulturens vitalitet kommer fra den indlejring i globaliseringen og dennes globale forbrugskultur. Dens sindsro er dyrekøbt og kortfristet i en by, hvor tre gange så mange ikke deler dens glæder.

(Dette opslag er på nogle måder en fortsættelse af tanker, som blev sat i gang, da jeg skrev artiklen “Det var ikke lige vores år“.)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s