Det var ikke lige vores år

Nubias restuarant noche

I 2001 skrev jeg denne historie om en barrio-familie i Managua i årtusindeskiftets første år. Jeg skrev den som en historie fra en af de mange krigsfronter i globaliseringens krig mod verdens fattige. Nu er årtiet ved at blive gammelt, men det er stadig den samme krig. Billederne er af de samme mennesker, men fem år senere – ikke alt er ved det samme. For meget er.

En frontberetning fra en krig, vi (alle) er ved at tabe

Det er fem år siden jeg flyttede fra Managua og mit liv i denne underlige barrio-by af smukke, palmebevoksede fattigkvarterer, muromkransede luksusvillaer, lommetyvsbefolkede busser og muzakforpestede supermarkeder.

Nu skriver jeg fra et gensyn med den familie, der var min, mens jeg boede her i Nicaragua. Olga, Domingo, Nubia, Bella, Esperanza, Antonio, Lopez, alle de andre fætre, kusiner, kærester, børn, onkler og nevøer, der kom og gik i Flores-familiens store netværk.

Det er en familie af nattevagter og markedskoner, murersvende og daglejere. En arbejderfamilie, der var unge i 70-ernes tilløb til industrialisering, stiftede familie som overenskomsbeskyttede arbejdere i revolutionstidens statsgaranterede arbejdsmarked i 80’erne, men nu lever i 90’ernes globaliserede Nicaragua, hvor fast arbejde for de fleste er blevet et nostalgisk minde.

Flores familien er en af den slags familier, der alt for ofte formår at vride et nederlag ud af enhver sejr. De er uheldige på en måde, der kan få selv den mest optimistiske til at tro på onde skæbner. Mens jeg levede med dem, fyldte de mine dage med beretninger om pludselige chancer og uventede katastrofer, som tilføjede mit liv en særlig atmosfære af desperat solidaritet og vred gavmildhed.

Nubias nye grund

2006: Nubia har lige købt grund igen og prøver at finde penge på at bygge hus på det. Det har taget hende otte år at kravle op igen, efter at hun mistede sit sidste hus til banken.

Fattige men så ærlige

Olga og hendes mand Domingo er familiens mest stabile medlemmer, og derfor de første jeg prøver at opsøge.

Og ganske rigtigt, de bor stadig i rækkehuset fra dengang, staten stadig byggede boligkvarterer til almindelige mennesker. Huset selv lever op til parrets selvforståelse som stræbsomme, arbejdsomme mennesker med ordnede forhold, men dets ydre og indre lever desværre ned til familiens virkelighed. Hvor før hele gaden fremstod som en byggeplads, stikker deres hus nu ud som det eneste uden maling på den grå gasbeton. På det finpudsede cementgulv står der slidte plastikstole i stedet for det sæt af gyngestole og stuebord i mahogni, der er den nicaraguanske families obligatoriske iscenesættelse af præsentabel familiehygge.

Ikke uventet fortæller Olga, at det er gået skidt siden sidst »Det har ikke lige været vores år«, som hun siger.

For et år siden faldt Olgas mand Domingo ned fra et stillads under byggeriet af den nye Plaza Inter og brækkede ryggen.

Domingo kan godt gå igen, men kommer aldrig til at arbejde. Oven i købet viste det sig, at byggefirmaet ikke havde betalt bidraget til arbejdsskadeforsikringen, selv om det var blevet hævet fra Domingos løn, og så snart byggeriet var afsluttet og pengene tjent, gik firmaet belejligt nok konkurs. Domingo går stadig og slås for at få en minimal invalidepension fra den offentlige sygesikring.

Ikke nok med det. Søsteren Esperanza er død af druk, den anden søster Nubia gik fallit med sin kiosk, måtte sælge sit hus og er flyttet ind hos deres gamle far, hvor hun passer både ham og Esperanzas to børn. Esperanzas ældste, Bella, der nu er sytten år, har haft travlt. Hun har allerede to børn med to fædre og bor ikke sammen med nogen af dem.

Coci 15 aar Domingo

Domingo ved sin datters fødselsdagsfest i 2004. Han kan gå igen, og kan tage lettere arbejde nogle timer ad gangen. Han begyndte endelig at få sin pension i 2005.

Liv til Flores familien

Der har været ellers uovertruffen økonomisk vækst i Nicaragua i fem år. Alligevel har Flores-familien på en eller måde formået at holde fast i sin fattigdom og deres manglende held. Hvordan kan det gå til?

Plaza Inter, hvor Domingo faldt, giver et fingerpeg. Det er noget nyt i Managua. Det viser sig at være et vidunder af muzak, automatiske døråbnere og daglig støvsugning et absurd strejf af Shopping Channel i en by, hvor tusinder af hjem er beklædt med papkassevægge fra de fjernsyn og vaskemaskiner, der sælges i Plaza Inters butikker.

Teenagerne fra den amerikaniserede overklasse hænger nu ud her i stedet for Texaco-tankenes servicebutikker, der for for blot fem år siden var det nærmeste, man kunne komme til Miami i Managua. I Plaza Inter har de nu Pizza Hut og McDonalds, tøj- og smykkebutikker, biografer med THX og Dolby.

Plaza Inter er et barn af sen-halvfemsernes opsving i Nicaragua. Kundegrundlaget er skabt af de såkaldte »Miami-boyz« det hjemvendte borgerskab, der tilbagte de onde revolutionsår i eksil i USA og det er finansieret af taiwanesisk kapital på jagt efter en midlertidig parkeringsplads i det overfyldte globale kapitalmarked.

Hvordan stedet løber rundt er et mysterium. I den ene mærkevare-butik efter den anden læner den ensomme ekspedient sig halvsovende op af sin skranke, mens det halve Managua window-shopper udenfor i en iøjnefaldende mangel på ægte forbrugerkultur.

For Flores-familien er Plaza Inter først og fremmes et sted, hvor børnene kan opleve deres livs første rulletrappe. Det er stadig på byens store gademarkeder, at de lægger deres en- og ti-kroner. De er ikke engang rykket op i supermarkeds-segmentet, for slet ikke at tale om Plaza Inter.

Alligevel er Plaza Inter et omdrejningspunkt i Flores-familiens historie, for det er dem, der har bygget det. På en måde er Plaza Inter det nærmeste globaliseringen kommer på et bud på Flores-familiens frelse.

De glade 90ere

Globaliseringen har ellers ikke været gavmild overfor Nicaragua i almindelighed og Flores-familien i særdeleshed. Sandinisternes revolutionære Nicaragua var i 80-erne en af de sidste u-lande, der stædigt, visionært og med katastrofale resultater forsøgte at holde fast på en anden udvikling end Thatchers og Reagans dengang friske og ukunstlede liberalisme.

Da Nicaragua så endelig i 90’erne stod på globaliseringskorstoget som projektet jo er kommet til at hedde, efter at det er blevet respektabelt i akademiske kredse måtte der gå fem års brutal strukturtilpasning under Verdensbankens kyndige hånd, før de berømte liberale velsignelser langsomt begyndte at nå frem til landets hårdt prøvede befolkning.

Dengang mens jeg levede sammen med familien var stort set alle Flores-familiens mænd arbejdsløse, og sammen med hundrede tusinde andre familier i Managua var de ved at gå til i nag og fortvivlelse.

Familiesolidariteten blev slidt tynd under vægten af en slags nådesløs gavmildhedens kappestrid, hvor familiens medlemmer konkurrerede om »tilfældigvis« at komme forbi ved spisetid med alle børnene på slæb. Eller af listige forsøg på at afhænde ungerne hos moster eller kusine til mere permanent kost og logi, mens man selv søgte arbejde i Costa Rica eller, hvad der oftere skete, gik på en månedlang druktur i fortvivlelse.

Det var en tid, da de ellers hyggelige aftener, hvor hele kvarterets stuestole bliver stillet op langs gaden, blev ødelagt af fulde skænderier, giftige bemærkninger og bagtaleri ved latrindøren.

Men i 1995 begyndte Verdensbankens længe udskudte struktur-opsving endelig at virke. Mens landets præsident tjente sine millioner på returkommissioner fra de asiatiske investorer, begyndte der, som lovet af de udenlandske økonomer, også hver måned at dryppe et par tusind kroner ned i Flores-familiens fællesøkonomi. Nubia blev kantinedame på Plaza Inters byggemodningshold, Domingo og flere af de andre fik tjanser som arbejdsmænd på byggeriet, andre blev nattevagter på andre byggerier.

Opsvinget kom ikke tidsnok til at redde Esperanza fra hendes alt for forudsigelige alkoholiske død, eller hendes datter Bella fra at smide sine chancer for en uddannelse væk i hele to lige så forudsigelige graviditeter. Men jeg kan alligevel mærke, at familiemiddagen nu igen er blevet til en begivenhed, hvor man markerer sit sammenhold og glæde ved hinanden, frem for endnu et slag i den usagte, ulykkelige familie-borgerkrig, jeg oplevede i mit liv sammen med dem.

Sven ved Cocis føsda

2005: Esperanzas datter Bella har nu selv fået børn. Her Sven på 5, som hun fik da hun var 14. Esperanzas søster Nubia prøver stadig at sørge for den afdøde søsters afkom, men det er svært, når de bliver ved med at blive flere og flere, klager hun.

Olgas projekt

Uddannelse er vejen frem, lyder mantraet i hundredtusinder af arbejdsmands- og landarbejderfamilier overalt i Nicaragua også hos Olga og Domingo, som er Flores-familiens dydsmønstre.

Bedsteforældre, forældre og søskende landet over ofrer liv, lemmer og fremtid for, at børnene dem alle måske kun den ene udvalgte presses igennem uddannelsens nåleøje, kommer ind i det formelle jobmarkeds paradis, og således forvandlet frelser familien. Tynget af alle de håb, der ligger på deres skuldre, fylder de unge aften efter aften Managuas mylder af private sekretærakademier, IT-colleges, receptionistskoler og frisøruniversiteter.

Selv om Olga og Domingo også lever denne drøm måtte deres ældste og eneste søn Noel gå ud af 3. g, da hans far faldt fra stilladset. Han fik arbejde i biografen i det samme Plaza Inter, som gjorde hans far invalid. På den fornemste vægplads over familiens spisebord vidner en plakat for en amerikansk action-film om Noels fine arbejdsplads. De 700 kroner, han tjener hver måned, betaler skolegangen for Noels fire søstre.

Pigrene er Olgas store projekt, som hun bøjer sine mænds liv omkring, og de lever i skyggen og lyset af hendes håb. De er alle gået i SOS Børnebys eksklusive betalingsskole, hvor kun de dygtigste kan komme ind, og den ældste af pigerne er nu begyndt på andet år på arkitektskole.

Cocis 15 aar

2004: Coci er den yngste af Olgas døtre, og den sidste i hendes projekt . Her bliver hun 15 i 2004. To år senere blev hun student. Hun vil gerne læse biologi, men hendes forældre vil prøve at tvinge hende til noget, der er job i: jura eller medicin.

De fattiges liv i håb

Mange piger i Managuas fattigkvarterer bruger ellers deres aftener på at udforske drømmen om den frelsende kærlighed, om at kaste forældrenes tyraniske svaghed af sig og sammen med en god og kærlig mand at kæmpe den lykkelige kamp forfra. Men ingen af Olgas piger skal som Esperanzas Bella få lov til drømme sig lige ind i en graviditet, og de lever et omhyggeligt overvåget liv.

Noel derimod har fået et barn med en af kvarterets piger det er jo noget andet med mænd. Men kæresten og baby’en bor stadig hjemme hos hendes forældre. Noels løn rækker ikke til både den nye familie og den gamle. Med Olga ved roret ved Noel nok, hvilken af sine familier, han skal tænke på først.

Såvel Olgas som Bellas drøm kræver sin dyre pris. Intet kommer nemt eller billigt til en fattig familie. Måske er det derfor, jeg altid modtager selv en god nyhed fra denne familie med en synkende bagtanke: med hvilket nederlag blev denne sejr betalt? Og den uheldsvangre stjerne, jeg sommetider tiltænker familien, er måske i virkeligheden en side af selve det at være fattig.

Flores-familiens liv er, som alt for mange liv i Nicaragua, liv der leves i håb. Tragiske liv, hvor for mange af ens valg er onde, og hvor investeringen i det ugentlige skrabe-lotto eller i kvarterets flotte fyr hverken er en mere eller mindre chanceløs satsning end alle de andre, man dagligt foretager.

Bror Domingo

2006: I søskendeflokken er der en, der er død af druk, en anden begik selvmord, og en tredje drikker stadig så meget, at han ikke kan holde et job. Olgas lillebror Domingo var i 90erne en alkoholiseret barsanger på vej mod samme skæbne. Men det viste sig, at han var en overlever – han fandt Gud og er holdt op med at drikke.

Kviksølv på en ske

Managuas vildtskydende urskov af mere eller mindre lødige undervisningssteder er den måde, de fattiges drømme virkeliggør sig i dagens Nicaragua. Tilsvarende er Plaza Inter, som lemlæstede Domingo, det fysiske udtryk for 90-er opsvingets lettere bævende og vulgære forbrugseksplosion blandt overklassen i det hjemvendte Miami-borgerskab og i NGO-industrien, som lever af de store mængder udviklingsbistand, der kommer til Nicaragua.

Men den velstand, som har skyllet igennem Nicaragua de sidste fem år, virker lige som kviksølv på ryggen af en ske. Pengene risler igennem samfundet uden nogensinde at finde et hvilested, samler sig midlertidigt for at fejre de riges forbrugsfest, men skyller forbi de fattige og fordamper, før de når at gøde jorden og skabe blivende vækst.

Det er selvfølgelig som det skal være: lærebøgerne fortæller os, at i en markedsdemokratisk verden skal velstand være fri som en fugl og utynget af snærende bånd til noget så pragmatisk som menneskers sult eller nød. Som sådan er Flores-familiens ødelagte liv et lige så smukt billede på den liberale drøm som Bill Gates livsforløb eller Mærsks operahus, lige så meget en del af den store fortælling om globaliseringen, som bliver spundet af mediemagere verden over i disse år.

Det er kun logisk, at globaliseringens eksplosive dynamik og voldsomt indsnævrede verdenssyn hverken levner tid eller hjerterum til, at de fattiges strategier for frelse kan forvandles til blivende udvikling: en overenskomst, en sygesikring eller en gratis, god skolegang.

Derfor tyder meget tyder desværre på, at byggeriet af Plaza Inter bliver toppunktet i Flores-familiens første møde med liberalismen og globaliseringen. For markedet for landets eksportvare nummer et kaffe er brudt sammen, på globalt plan ruster verdenskapitalen sig allerede til den næste spekulationskrise, og i nabolandet Costa Rica strammer de atter grænsebevogtningen for at holde strømmen af nicaraguanske fremmedarbejdere ude.

Alt sammen betyder færre muligheder for Flores-familien, hvis kroppe og sind stadig er mærket af den sidste periode med fast arbejdsløshed. De lever stadig i det usikre limbo mellem den uformelle økonomis daglige overlevelseskamp og drømmen om en fast, månedlig hyre med pensionstillæg og sygeforsikring.

Jeg frygter for, hvordan de skal klare sig igennem den kommende lavkonjunktur. Hvor lang tid vil der gå, før verdensmarkedet igen viser interesse for familiens skæbne? Der er grænser for, hvor mange håb man kan tåle at rumme, uden at blot nogle få af dem når at blive virkelighed.

Af Sven Gårn Hansen

(Sven Gårn Hansen er journalist, boede hos Flores-familien i december 1988 og igennem 1994-1996, besøgte Flores-familien igen i juli i 2001, og igen igennem 2004-7.)

2 thoughts on “Det var ikke lige vores år

  1. Hej Sven.

    En rigtig indfølende og velfortalt historie fra det desværre alt for virkelige liv, de mennesker vi kender og holder af i Nicaragua lever.

    Den samme historie – mere eller mindre – kunne jeg fortælle om “min” Julissa i Sébaco.

    Jeg har nu fået brev fra hende (svar på det brev du skubbede ind unden døren!), der giver svar en en del af mine spørgsmål. Men også åbner for nogle nye spørgsmål vdr. husbyggeri og priser på håndværkere mv., som du måske kan hjælpe mig med at få svar på.

    Jeg skriver en særskilt mail og dette.

    Bedste hilsner – også til Maggan.
    Finn

  2. Hey Sven,

    Jeg missede jer alle på Casa’et sidste tirsdag, men faldt så istedet over denne guldklump. Tak.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s