Sejrsstemning blandt giftofre: måske vandt vi

Victimas de Nemagon

Der var forventning i luften i dag den 14. maj, da 6.000 forgiftede bananarbejdere forberedte sig på at tage hjem til landsbyerne efter en to en halv måned lang protest foran den nicaraguanske præsidents kontor i Managua.

– Vi har fået opfyldt 95 procent at vores krav. Til gengæld kræver regeringen, at vi forsvinder. Det har vi så indvilget i, sagde Victorino Espinoza i går den 13. maj til Modkraft.

Espinoza er formand for foreningen af Nemagon-forgiftede arbejdere, der har organiseret kampagnen. Modkraft mødte ham i teltlejrens »kommandopost«.

Bananarbejderne har siden 1999 kæmpet for erstatning for sygdomme og dødsfald, som de lider under efter igennem årtier at have arbejdet med giften Nemagon i Doles og Chiquitas plantager i Nicaragua.

Træt af papæsken

– Det bliver dejligt at komme hjem under eget tag igen, siger en glad bonde fra landsbyen El Viejo.

Han løfter et stykke sammenfoldet pap, han har under armen:

– Det her har været min seng i to måneder, siger han og griner.

Han er en bomstærk mand, der overhovedet ikke ligner et giftoffer.

– Ja, det underlige er, at man ser ud og føler sig stærk, lige indtil giften angriber. Så er det som en mand bliver ædt op indefra på ingen tid, siger han.

– Vi har mistet to i vores familie. Min søster her mistede sin mand for fem måneder siden i går.

En anden bonde fortæller, at mere end ti er døde i lejren bare i den tid, de har været her.

– Den sidste døde i forgårs. Han blev pludselig så syg, at vi sendte ham på hospitalet. Samme aften tog hans familie hans lig hjem til hans landsby, så han kunne blive begravet.

– Men vi må jo stole på vores lederes vurdering af, at det holder denne gang.

Løfter

– Vi har fået regeringens løfte om, at der vil blive genskovet i de områder, hvor vi bor. Vi vil få støtte til såsæd, og de vil lave målinger på vandforureningen, siger Rayos formand, Victorino Espinoza.

Espinoza fortæller, at hele det område i det nordvestlige Nicaragua, hvor man igennem 70’erne og 80’erne dyrkede bananer, og hvor mange af arbejderne i dag bor og dyrker jorden, stadig er stærkt miljøskadet. Derfor har miljøgenopretning og støtte til landbruget været centrale krav i bananarbejdernes kamp.

De fleste af de forhenværende bananarbejdere er i dag småbønder. Blandt andet på grund af stærke fagforeninger lukkede de fleste bananselskaber deres plantager i Chinandega i 90’erne og flyttede produktionen til Honduras, Guatemala og Costa Rica.

Dole og Dow skal betale

– Regeringen har også lovet at støtte os i vores retssag i USA, sagde Espinoza.

Bananarbejderne fører retssag i USA mod Dole, og fabrikanterne Shell og Dow Chemical.

Regeringen har udpeget en advokat, der skal arbejde sammen med bananarbejdernes egen advokat, og vil hjælpe arbejdere, der skal til USA for at vidne, med gratis pas og visa.

Nicaraguas regering er for tiden stærkt presset indenrigspolitisk, og det gode forhold til den amerikanske ambassade er en af dens få tilbageværende magtpositioner. Løftet om at støtte arbejdernes sag mod de nordamerikanske selskaber er derfor en væsentlig indrømmelse.

Men som en kvinde fortæller om hele regeringens løftepakke:

– Vi må se det, før vi kan tillade os at tro det.

Retrætegarde skal sikre pensionen

– Det eneste, der mangler, er pensionen, sagde Espinoza.

Bananarbejderne fik i 2003 lovning på en pension fra staten, der skulle hjælpe med at dække deres sygeudgifter. Pensionen, der kræver vedtagelse af en særlig lov i parlamentet, er aldrig blevet til noget. Nu har et flertal i parlamentet imidlertid lovet at ville støtte at give en midlertidig pension, der skal vare frem til arbejderne får deres erstatning fra retssagen i USA.

– Vi har fået arbejdsmarkedsudvalgets ord, men vi efterlader en retrætegarde på 300 mand i lejren, indtil loven bliver vedtaget, sagde Espinoza.

Disciplinen i orden

De 6.000 arbejdere gik den lange vej fra Chinandega, da de i februar startede demonstrationen. Men de slipper for at gå vejen hjem igen: regeringen har betalt for bustransport.

I dag, den 14. maj, sidder folk roligt i lange køer med deres hængekøjer og tøj bundet op i bylter, opdelt efter de landsbyer de kommer fra, og venter på de lovede busser. Flere busser er allerede kommet, hver mærket med et landsbynavn.

Arbejdernes afgang er lige så velorganiseret som deres ophold i den improvisererede lejr har været. Latriner er velholdte, der er grøfter ved vandhanerne, så de ikke bliver til malaria-farlige mudderpøle, jorden under hængekøjerne og mellem plasticskurene er fejet. Der er ingen affald at se.

Lejren bliver stående

– Det bliver dejligt at komme hjem, siger Jose de Jesus Rayo.

– Huset og marken har ligget forladt i flere måneder. Jeg kan nok ikke nå at forberede al min jord til såning inden regntiden kommer, men jeg håber, jeg kan så nok til, at vi ikke kommer til at sulte.

Lige som en række andre landarbejdere slutter han dog samtalen med bemærkningen:

– Men vi har ladet plasticskurene stå, for hvis det bliver nødvendigt at komme tilbage.

Af Sven Gårn Hansen/Monsun

Sven Gårn Hansen er udsendt for Mellemamerika Komiteen til Nicaragua. Mellemamerika Komiteens konfliktfond har støttet teltlejren med en donation af ris, bønner, kaffe, toiletpapir mm… Lejren har fået støtte fra en række lokale og internationale organisationer, fra katolske støttegrupper til en solidaritetsfest organiseret af den nicaraguanske »En anden verden er mulig« gruppe.

Bragt på http://www.modkraft.dk 14.5.2005.

Læs mere på www.modkraft.dk

Victimas de Nemagon
Gruppen fra El Viejo venter på sin bus.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s