Signes hat


Hvordan man overtræder solidaritetsrejsens bud ved at følge dem

I juni 2003 tog jeg endnu en afsked med Nicaragua. Jeg valgte det langsomme, billige og folkelige farvel med lokalbusser nordpå til Guatemala, hvor mit fly ventede. Igennem Nicaragua, Honduras og El Salvador.

Det blev en afsked, der levede 100% op til nica-ånden. Jeg fulgte alle den ægte solidaritetsrejendes bud. Og ved at følge dem, brød jeg dem. Sådan skal det være.

Download Signes hat (Word-dokument), eller læs videre her.

Bus ved terminalen i Managua, Nicaragua

1. bud: Grundig planlægning

 

Tager først bussen fra Managua til Matagalpa. Vil tidligt derfra igen for at være ved grænsen ved solnedgang – parat til en tidlig rejsestart i morgen.

Lægger min bagage hos bondeforeningen UNAG. Tager på markedet og finder en saddelmager, hvor jeg køber en cowboyhat og stigbøjler til min niece Signe i Danmark. Møder en gammel dansk MS-kooperant, der er i Matagalpa for at besøge sin svigerfamilie, drikker et par øl med ham. Kommer tilbage på UNAG, alle er selvfølgelig gået til frokost og min rygsæk låst inde. Kommer endelig afsted med bussen til Leon klokken tre, Signes hat er i en plastikpose, bundet til rygsækken.

Når ved tusmørketid en mikrobus videre til Chinandega, en afdanket lille by 70 km fra grænsen i det, der engang var et rigt bomuldsområde, inden bomulden krakkede. Finder et faldefærdigt hotel hvor de er overraskede over at få en gæst (jeg forstyrrede dem i tøjvask og tv-kigning, de travle mennesker). Står så op næste morgen kl. 6 og stiller mig på busstationen for at vente på bussen.

Efter en halv time er der nogen der fortæller os, at busserne til grænsen strejker. Grunden til at jeg overhovedet står her er, at der ved den grænseovergang, der er tættest på Matagalpa, og som oven i købet har en nyrepareret vej, ingen busser er.

Så vidt mit forsøg på rationæl planlægning.

2. bud: En tidlig start er en god start

Efter endnu en halv time finder jeg en piratbus, der alligevel kører, og vi styrter afsted totalt maste og tætpakkede. Vejen er elendig og efter to timer er vi nået halvvejs igennem de 70 km. Det er forresten derfor busserne strejker. Fornuftige chauffører!

Det er en vildt underholdende tur: to markedskvinder i hver sin ende af bussen holder hele bussen i latterkramper med en råbende og tilsyneladende uendelig omgang af den gode nicaraguanske konkurrenceleg: »kreative fornærmelser«. Buskonduktøren prøver et par gange at gribe og få dem til at tie stille, men så kaster de sig bare begge over ham med endnu vildere fornærmelser af hans intelligens og svage talegaver, hans mor, kønsorganer og – selvfølgelig – hans homoseksualitet.

Undervejs i al grinebideriet er vi allerede punkteret en gang og kører på reserven, og punkterer nu endnu engang. Buskonduktøren kaster sig lykkelig i skjul under bussen begge gange. Men dér stopper bussen så i midten af Chinandegas oversvømmede regntidsslandskab – der er ikke flere reservehjul. Er lige ved at tage en lokal pickup, der har været hurtig til at se sit snit og står og samler passagerer op, da grænse-ekspressen helt tilbage fra hovedstaden Managua kommer forbi.

Så vidt at få et tidligt forspring ved at tage til den sidste by inden grænsen.

Bus til Yali

 

3. bud: Vis respekt for lokalbefolkningen

Vi kører så afsted i den overfyldte ekspres og seks km før grænsen møder vi så endelig strejken: fire busser og ti taxier der spærrer vejen, og 50 kæmpe lastbiler i kø på hver side. Godt nok er Managuas chauffører kendt for ikke at lade sig stirre ned af nogen, men den barrikade tør bussen alligevel ikke forcere.

Af med mig og begynde at gå. Jeg er lidt desperat efterhånden, jeg har rejst i næsten seks timer og jeg er stadig i Nicaragua. Jeg har planlagt så jeg har tid til op til en dags forsinkelse, men jeg kan ikke lide at bruge den op allerede inden jeg har forladt landet.

Så en af de lokale cykeltaxier har nemt ved at lokke mig med op at køre. Heldigvis får strejkevagterne medlidenhed med cyklemanden og lader ham komme forbi.

Så vidt min solidaritet med de kæmpende arbejdere!

4. bud: Vær solidarisk med de fattige

Vi cykler så afsted op og ned ad bakker, han pruster løs så det er en lyst og klager over hvor tung jeg er. Vi passerer andre passagerer, der ikke har råd til cykeltaxiernes opskruede strejkepriser: flere evigt brokkende handelskoner med kæmpekufferter fulde af plastiksandaler, t-shirts, kosmetik. Honduranske studerende på vej hjem fra et seminar i Managua, unge mænd der ser ud til at være på vej til USA.

Det her er cykelmandens lykkedag, normalt cykler han kun rundt i hans landsby, og han regner med rigtigt at kunne score på mig, De cykeltaxier, der kører den anden vej, råber glade til ham: 500 lappen er hjemme! Jeg begynder at blive bekymret.

Vi når frem til grænsen (vi er begge gået noget af vejen – han blev så udmattet undervejs) og det er det sadvanlige kaos. Jeg tænker at 50 cordobas (25 kr) er retfærdigt for turen, 60 vil være gavmildt. Jeg tilbyder ham 90 fordi jeg følte mig som en dum gringo oppe på hans cykel. og synes jeg må leve op til rollen.

Han bliver forarget og siger 140, mindst. Jeg bliver sur og siger han må være gal, tre dagslønninger for en times arbejde? (En landarbejder går for 40 cordobas om dagen.) Har det været så hårdt for ham, at han har brug for to hviledage ovenpå turen, siger jeg, og går fornærmet væk. Vi har begge nydt skænderiet og går glade derfra, han med 90 cordobas, mig tilfreds med med kun at være blevet normalt snydt.

Så vidt min medlidenhed med de fattige.

5. bud: Lad være at tage dumme chancer

Derefter går det til gengæld tjept. Det tog seks timer at komme de første 70 km. Syv timer, to lande og 300 km længere senere er jeg endelig i San Salvador klokken 8 om aftenen med kun en times yderligere forsinkelse under vejs: vi kørte selvfølgelig igennem det vildeste 20 km vejarbejde, resterne af det sidste jordskælv. Etsporet slalomkørsel forbi drønende kæmpe-lastbiler, dansende bulldozere, gravkøer i fuld sving over det hele, tonsvis af jord der bliver kastet rundt 20 cm fra bussens vinduer.

Så vidt at være fornuftig: det er FORBUDT at ankomme til San Salvador efter solnedgang.

6. bud: Tag konsekvensen af dine valg

Terminalen er et mørkelagt helvede, kæmpebusser med blændende lygter tordner planløst rundt på den enorme plads på jagt efter grupper af tungt belæssede rejsende, der i panik springer for livet fra læ til læ mellem parkerede sorte skygger. Taxichauffører og hotelhajer springer truende frem fra mørket med tilbud om hurtig frelse.

Stoler som sædvanligt på mit held (det går højst godt en gang ud af tre, men hvad fanden), springer taxaerne over og går til fods fra busterminalen gennem San Salvador skumle gader, hvor enhver ekspedient, der prøver at nå en bus, er en forklædt morder, og de unge, der står og keder sig i døråbningerne, klart er bander på rov, der bare ikke har valgt deres næste offer endnu.

Finder efter syv år faktisk den gade, som jeg hverken kan huske navnet på eller hvor ligger, men som er der hvor de billige hoteller er. Jeg kan huske en rundkørsel her, et gadekryds der, og før jeg ved af det står jeg foran Hotel Imperial. Endda uden at blive slået ned eller holdt op, som ellers går for at være standardvelkomsten til denne syndens hovedstad, især i det kvarter, hvor terminalen og de billige hoteller er.

Så vidt at høste, som man har sået!

7. bud: Acceptér vilkårene, flyd med strømmen

Næste dag svigter modet. Jeg føler, at mit held må være løbet ud og tager en førsteklasses bus direkte fra San Salvador helt til Guatemala City, hvor jeg, stadig groggy efter de 46 timers rejse igennem fire lande, endelig finder frem til det gode, hjemlige solidaritetshotel. Vader ind mens tyve bønder fra bøndernes landsorganisation sidder og holder møde, med samt to gringopiger, øjensynligt fredsvagter, så der må være vigtige folk til stede. De ser meget målbevidste og selvhøjtidelige ud, men jeg aner ikke hvad for planer de sidder og flikker sammen. Jeg spørger heller ikke, men slutter i stedet aftenen med at gå i biffen og ser Bruce Willis redde hele Afrika for Det Barmhjertige Emperie Inc.

Så vidt konsistens i min puritanske rejsedille, og faktisk: så vidt konsistens i hele denne underlige region.

8. bud: Brug kun respekterede internationale selskaber, hvis du vil have en tryg rejse

I lufthavnen får jeg at vide, at min afgang er blevet aflyst. Jeg må skifte rejserute, flyseselskab, afgangs- og ankomsttider. U-landslufthavnen i Guatemala har selvfølgelig en åben internetcafé, hvor jeg kan maile hjem om mine ændrede planer. Godt jeg bruger muligheden her, for jeg møder den ikke igen i de to topmoderne nordamerikanske og den ditto europæiske lufthavn, jeg mellemlander i på min videre færd.

Så vidt endelig at slappe af i den multinationale rejseindustris trygge favn. Men kun to dage, fire lufthavne og tre film (Thank you, British Airways!) senere, ankommer jeg så endelig i Dk.

Det underligste er, at jeg stadig har den cowboyhat, jeg købte til Signe i Matagalpa. Men jeg krydser fingre, jeg har stadig togturen ind til Hovedbanen til gode.

One thought on “Signes hat

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s