Så kom Mayra forbi en dag. Det er Mercedes datter fra første ægteskab. Vi har ikke set hende i to et halvt år, siden hun tog til Costa Rica for at søge lykken. Der er en hel klan af Jarquin familien i Costa Rica, som hjælper hinanden til job og husly, en langsomt skiftende flok af søskende, fætre og kusiner, som har holdt et permanent brohoved åben for familien siden sidst i 90erne. Jarquin-familien arbejder med lidt af hvert i San José, i huset, bag disken, på kontor. En af brødrene var i byggeriet indtil en eller anden slags maskine med en meget skarp kant tog det meste af et ben. Han halter nu rundt på en platinknogle i benet, takket være Costa Ricas arbejdsgiveransvar, og er hjemme på gården igen.

Mayra

Mayra (th) og hendes mor på påskeudflugt i 2005

Mayra arbejdede for en Dominos Pizza i San Jose, men mistede jobbet, da de krakkede og de mexicanske ejere forsvandt til Panama. I Managua var hun lige ude og besøge moster Modesta i Tipitapa. Modesta arbejder i Maquilaen, og måske kunne hun skaffe Mayra et job. Men i ”zonen” fyrer de flere end de ansætter for tiden, krisen du ved, så der var intet at hente.

Men Mayra er en foretagsom kvinde, efter kun to uger i Managua fik hun en samtale med Subway i Multicentro Las Americas. De vil betale 150 dollars om måneden – en god løn i Managua, selv om akkorderne i zonen gør, at en ung stærk kvinde som Mayra godt kan tjene mere ved en symaskinen end bag en fast food disk. Nu venter hun på opringningen. Imens går hun på computerkursus – for at lære at bestyre en kassemaskine. Det koster 50 dollars om måneden, som stedfar Reynaldo hjemme på gården betaler. Undtagen i denne måned – hun kunne ikke tage til El Arado af frygt for ikke at være ved telefonen, når opringningen kom, så Reynaldo bad hende høre, om jeg ikke ville lægge ud.

Mayra studerede ellers i Siuna nogle år og er kun et år eller to fra eksamen, men så tørrede den finansielle støtte fra stedfar ud. Efter et par måneders lediggang på bondegården i El Arado fik hun nok af at trille tommelfingre og søgte lykken i Costa Rica. Og nu i Managua. Til en tredjedel af den løn man kan få i Costa Rica, godt nok.

Jorge

Så havde vi også Jorge på besøg. Det er Modestas mand. Han kommer sommetider forbi for at drikke en kop kaffe, spise en småkage, mindes El Arado sammen med mig, og bede om hjælp til Modestas medicinregninger.

Da jeg var på brigade i El Arado i 1994 boede jeg hos Modesta og Jorge. De flyttede til byen for ti år siden, da Jorges mormor solgte gården, som de boede på. Mercedes arbejdede en del år i tekstilfabrikkerne, og var altså fodsoldat i maquilaens boom i Nicaragua, men fik så sukkersyge og dårligt blodomløb. Var først på sygeorlov, så arbejdsløs, så passede hun sin syge mor et stykke tid.

Nu er hun tilbage i zonen, på et nyt id-kort ganske vist, det gamle var der jo en lang sygehistorie vedhæftet, for lang til at hun kunne få job på det. Hun var et par måneder på et kvalitetskontrolbord, det var hårdt at stå op. Nu er hun ved en symaskine og sidder ned. Det går bedre, men hendes fødder er alligevel helt blå og opsvulmede når hun kommer hjem. Pauser til at lette trykket på benet kan der jo ikke være tale om. Hun har ikke været hjemme i Terrabona i mange måneder, det tager mindst to dage, og de har kun søndagen fri. Som det er lige nu i zonen, med fabrikslukninger og massefyringer, kan hun ikke tillade sig hverken sygedage eller fraværsdage eller at sige nej til det ”frivillige” overarbejde om lørdagen. Desuden kan hun slet ikke gå de sidste par kilometer over bjergkammen.

På en god måned tjener hun over halvanden hundrede dollars om måneden i zonen – det er tre gange så meget som hendes mand Jorge tjener som cowboy på en malkekvægsfarm i Tipatapa. Det er ren udbytning, men han er simpelthen for langsomt tænkende til, at han nogensinde får et andet job. Han kan ikke sætte to ord sammen, men dyr forstår ham, og han forstår dyr. Jeg har altid syntes, at han er helt fejlplaceret i Managua. Men El Arado var for lille til Modesta.

Jorge og Modesta var rent på røven i de mange måneder Modesta gik arbejdsløs, og vi havde Jorge på fast besøg hver anden søndag efter morgenmalkningen. I den tid fik de ”afsat” to børn til tjeneste i huset hos en dame i Managua, og søster Mercedes tog en pige til sig ude i El Arado, så kun de to mindste munde blev tilbage i huset. Den ene pige er siden flyttet hjem igen, hun kunne ikke klare den gamle dame, som hun gik til hånde for i Managua. Jorge taler ofte om hvor godt det er at have afsat børnene til anden side, men han kan ikke skjule sorgen i sin stemme, mens han priser denne forlorne lykke.

Nubia

Nubia holder kaffepause.

Forleden bad Nubia, som gør rent hos os, så om hjælp til medicin til vores guddatter Margarita Esperanza. Hun er fire år gammel, datter til Ileana, som er Nubias søsterbarn og som Nubia har taget sig af siden søsteren døde af druk sidst i halvfemserne. Esperanza har lige haft en tur på hospitalet med en metalforgiftning fra et rustent stykke kobberledning, som hun fik i hånden. Nubia havde sort samvittighed fordi de ventede så sent med at tage hende til læge, men det koster altid så mange penge i medicin hver gang man er hos sådan en.

Esperanza lå fire dage på sygehuset og kom så hjem med en kostbesked fra lægen om at drikke masser af frugtsaft og ikke at spise så mange bønner. Den besked fnyser Nubia af: ”Hvad bilder han sig ind! At give sådan en besked til en familie, hvor der ikke er råd til andet end kaffe, bønner og ris, tre gange om dagen!” Jeg tænker på min egen datter, som får juice to gange dagligt, aldrig undværer kylling, pølse eller kød til frokost og aften, og højst spiser bønner tre gange om ugen…

Miranda-Jarquin- og Hansen-familierne

Pligt

Mine venner i El Arado. Nubia og hendes slæng. Det er mine to nicaraguanske familier: folk, som jeg boet hos, som jeg har kendt på godt og ondt igennem årene, som har beriget mit liv, og som jeg langsomt har pådraget mig ”nicaraguanske” forpligtelser overfor. Jeg sukker altid, når Jorge står ved lågen, eller når Nubia væver omkring inden hun skal hjem på den meget sigende måde, der betyder, at der er nød derhjemme. For en dansker som mig skal venskab jo være smertefrit, noget, der handler om at dele holdninger og glæder og oplevelser, et fællesskab mellem ligemænd, hvor jeg forventer at få lige så meget som jeg giver.

Men i Nicaragua er venskab, ligesom familie, først og fremmest en forpligtelse. Den, der har, giver. Eller holder op med at være familie. Det sker selvfølgelig også tit.

Fattigdomskultur, magt og globalisering

Disse tre små situationer, jeg har beskrevet – som er gentaget mange gange i løbet af årene – får mig til at tænke på sammenhængen mellem fattigdom, politik, kultur og globalisering.

At forbande uretfærdigheden i samfundet og velsigne velynderen, som nyder godt af samme uretfærdighed – den slags hovedpineskabende mentalgymnastik er et af de mange sår, fattigdommen giver sjælen, en del af en fattigdomskultur, hvor overlevelse alt for ofte sker på bekostning af selvværd og stolthed. De daglige ydmygelser, som fattige sluger hver eneste dag af deres liv, sætter virkelig det danske skred fra et rettighedsbaseret samfund i perspektiv. I Danmark erkender vi sjældent hvor stor en gave til menneskelig værdighed, den gode gammeldags velfærdsstat var.

Man kan sommetider undre sig over den lave klassebevidsthed i Nicaragua, et af de mest ulige samfund i verden. Min rolle som middelklassemedlem af mine to nicaraguanske familier har givet mig svaret: enhver, der kan kan regne med et velstående familiemedlems eller en vens støtte i dagligdagen, priser sig lykkelig. Han eller hun velsigner dette held mere, end han eller hun forbander sin åndssvage arbejdsgiver – som i øvrigt ofte er den samme. Kampen for med alle midler at opretholde den sociale kontrakt med ”den gode herre”, det er den fattiges daglige klassekamp og samtidig samfundets stærkeste redskab til social kontrol, roden til denne verdens Ortegaer og Alemaner.

Nubias familie byggede dette indkøbscenter til Nicaraguas globaliserede middelklasse.

Men vi skal huske, at det ikke er et ”gammeldags” samfund, jeg skriver om her.  Jarquinerne er lige så “globale”, måske endda mere, end en hvilken som helst dansk familie. Jarquin-familien var fodsoldater i senhalvfemsernes maquilaboom og bragte dermed Nicaragua ind i den transnationale nyorganisering af globale produktionskæder. Og de har været med til at koble landsbyen El Arado til globaliseringens andet særkende, den transnationale arbejderklasse, der flytter fra land til land og i dag skaffer Nicaragua en fjerdedel af sit bruttonationalprodukt i hus.

Flores-familien, min anden nicaraguanske familie, er ikke lige så mobil som min familie i Terrabona. Nubia og hendes flok er managuanere, og kun to af dem er søgt til udlandet, til Guatemala, hvor ingen har hørt fra dem i ti år. For resten er udlandet blevet ved drømmen. Men Flores familien var med til at bygge Nicaraguas første indkøbscenter, selv om de aldrig har købt ind der. Dermed indvarslede de endnu et af globaliseringens særkender, den stigende sociale kløft mellem de mange, der knokler for globaliseringen, og den lille forbrugerstærke middelklasse, der forvalter den og som den er indrettet til at betjene.

Så det hele hænger sammen: Bondegårdene i El Arado er en nødvendig livsbetingelse for den arbejdskraft, der sikrer overskuddet for denne verdens Dominos, Subway og Walmart. Nubias fattigdom er det nødvendige grundlag for den mindretals-forbrugerkultur, som forener hele verdens middelklasse og driver verdensøkonomien. Livsstilsreklamerne i Managuas gader og lægens middelklasseråd om god kost er meningsløse uden babyer, der drikker tynd kaffe i stedet for mælk.

Det betyder, at den autoritære trussel, vi i disse år ser samle sig mod Mellemamerikas skrøbelige demokratier, Alemanerne og Ortegaerne, ikke er levn fra fortiden, som Ulla Tørnæs og hendes bande kan redde os fra ved at skære i u-landsbistanden. De er meget samtidige produkter af den sociale opløsning, de sociale skel, og og det totale fravær af socialt ansvar, som transnational kapital insisterer på skal gælde både for koncernerne og de stater, hvis politik de dikterer.

Forleden var vi oppe og besøge Masaya vulkanen syd for Managua. Som sædvanlig flot, imponerende, smukt, osv. Se bare billedet. Og Nicaraguas stort set eneste børnevenlige museum.  Men det er ikke pointen.

Pointen er den lille oplysningsfolder, som vi fik med og heri et lille stykke tekst, som sådan cirka gik ud på: ”Nationalparken Masaya-vulkanen blev stiftet ved lov den 24. maj 1979.”

Hmm, tænkte jeg. Hvad var det, der ellers skete i 1979?

Jeg googlede parken og fandt så ud af, at det var den 23. maj 1979, at Generalmajor Anastosio Somoza Debayle klokken fem om eftermiddagen underskrev regeringsdekret nummer 76, om oprettelse af nationalparken ”Masayavulkanen”.

Udsigten fra Somozas bunker i dag.

Så der sidder generalmajoren i den sene eftermiddagssol ved sit skrivebord i kontoret i bunkeren på toppen af Tiscapa, i al sin magt og vælde, i sin regeringstids trettende år, sammen med sit regeringsråd af ministre og udsteder loven om Nicaraguas allerførste nationalpark (i hans tid var det præsidenten, ikke parlamentet, der vedtog love).

Samme dag underskrev Somoza og hans ministre:

• En ny lov om møntudstedelse
• En budgetrevision med en lønforhøjelse til statens ansatte
• En nedskæring af undervisningsministeriets budget på 4 millioner cordobas, der fordeles til en række andre ministerier.
• En lov om uddelegering af statens priskontrols funktioner til kommunerne.

45 dage senere sad generalmajoren og alle hans ministre i et fly på vej til en militær flyvestation udenfor Miami: en slagen general, en fratrådt præsident, en afsat diktator. Jimmy Carter nægter ham opholdstilladelse.

45 dage fra Business As Usual til Seriously Not Welcome. Hvad fanden skete der? Jeg googlede noget mere for at se, hvad der ellers skete den 23 og den 24. maj i Nicaragua.

Germán Pomares (i midten)

Den 24. maj døde guerillakommandant Germán Pomares, leder af sandinistrontens nordlige front, efter kampe i Jinotega. Hans kollonne havde lavet et forhastet angreb på Nationalgardens kaserne i Jinotega den 19. maj. Hastværket skyldtes at Pomares forsøgte at lette presset på sandinisternes «Jacinto Hernández» kollonne i Nueva Guinea, som den 17. var faldet i et veltilrettelagt baghold, havde mistet de fleste af sine chefer, og var på vild flugt i bjergene.

Tabet af German Pomares, en af de få overlevende medstiftere af sandinistfronten, guerillaens militære leder igennem mange år, en af de få, der opretholdt den interne front og med et stærkt følgeskab blandt tropperne, var et hårdt slag for FSLN. Mange mener, at hvis han havde levet, var det ham, der havde blevet revolutionens præsident, og ikke Daniel Ortega. Diktaturet må have betragtet ham som en farligere fjende end eksil-konspiratorerne i Havana og Costa Rica: Ortega-brødrene, Tomas Borge, og de andre.

En god dag for Somoza. I april havde hans hær i forvejen nedkæmpet et folkeligt oprør i Esteli, med store tab for de få sandinistguerillaer. Og så likvidere en guerillakolonne, kappe hovedet af terroristernes militære ledelse og ovenikøbet åbne et nyt kapitel i naturfredningens historie i Nicaragua. Hvor godt kan det gå?

Men samme nat overskred 300 oprørere grænsen mellem Costa Rica og Nicaragua og åbnede derved sandinisternes Sydfront. De overfalder dagen efter et gods udenfor Rivas, hvor godsejeren henrettes efter en folkedomstol. Den 28. maj graver invasionshæren sig ned på en bakke syd for Rivas og indleder et to måneder langt åbent slag med Nationalgarden. Samtidig indleder guerillakolonner overalt i landet den endelige offensiv, og sandinistfronten opfordrer til generalstrejke og oprør,

Oprør i Esteli, Fra Susan Meiselas fantastiske bog.

I den første uge af juni starter generalstrejken. Guerillaen angriber Matagalpa og Managua. Chinandega, Leon og Masaya bryder ud i åbne oprør, de første i en bølge, der varer helt til den endelige sejr i juli. Mens Sydfronten binder Nationalgardens mest effektive enheder, forfølges resten af Somozas hær af guerillaens konstante myggestik, og forbløder endeligt i den ene velplanlagte folkelige rejsning efter den anden.

På 45 dage vendte billedet, Fra at være i gang med en (troede han) succesrig forfølgelse af nogle få dusin guerillaer, med tid tilovers til naturbevarelse og møntreform, til at være under belejring af, og til sidst på flugt fra, tusinder, ti-tusinder, af sten- og Molotovkastende unge.

På den måde er Masaya vulkanen altså ikke kun en lektie i naturens voldsomhed. Men også i hybris, i dialektik, i klassekamp, i ikke at stirre sig blindt på at tælle soldater og geværer, i hvordan magten reelt konstitueres i et samfund, hvor hurtigt et hegemoni kan smuldre (hurra for Gramsci!), på enkeltpersoners betydning (hvad ville revolutionen være blevet til med Pomares ved roret), og mangel på samme (gavnede hans død Somoza en tøddel?).

Og også om hvordan et samfund, selv midt i den heftigste borgerkrig, stadig holder andre jul i gang: revisorerne arbejder stadig, naturelskerne presser stadig på, priskontrolkontoret skal stadig decentraliseres. Det man selv sidder i midten af er aldrig alt, hvad der sker.

Jeg har aldrig været meget sammen med bønder i Honduras før nu. En af de ting, der slog mig, udover at de alle bærer deres machete i en flot læderskede, var husstoltheden. Både indenfor og udenfor.

Fruen i huset havde set et af de røgfri komfurer i en nabolandsby, hvor et projekt havde været forbi. Efter at have set godt og tænkt godt byggede hun sit eget. Reduceret brændeforbrug, ingen røg i lunger og øjne, rene vægge og grej.

Jeg var på besøg for at evaluere et skovbrugsprojekt, som den danske NGO Nepenthes finansierer.

De her bønder slås med at udvikle skovdrift i små landsbyskove – og er formodentlig et af landets bedste værn mod total afskovning.

Det nylige kup og modstanden mod det var ikke meget synlig i disse landsbyer. Kampen foregår mest i storbyerne. Her er nogle, der støtter Zelaya, andre kupregeringen. De fleste taler ikke for eller mod nogen af parterne, ikke med mig, i hvert fald, men vil bare have politikernes slag om magten overstået: skolen er tom på grund af lærerstrejken, og tømmersalget er gået i stå.

Jeg kørte igennem her på min første rejse i Mellemamerika, i 1986. Fra Tikal og Flores på vej til Mexico med bus og motorkano, ad jordveje og floder. Dengang var det her regnskov, selv om røgsøjler og åbne brune sår i skovbunden  også dengang viste vej til fremtiden.

Nu, efter at have kørt egnen igennem på kryds og tværs i dagevis på de velholdte flotte asfaltveje, er det hele een stor slette. Hundredvis af kvadratkilometer nøgne græsgange. Jeg tror ikke, jeg så et eneste træ, der var ældre end tredive år. Jeg havde lyst til at græde halvdelen af tiden, jeg var der.

I dag er Petén, eller i det mindste den lille del af den forhenværende regnskov, som jeg havde held til at besøge, blevet et “post-nybygger”-samfund: kvægfarme, olieledningen og nyinvesterende internationale skovkoncerner (Green Millenium, hedder en af dem endda) dominerer billedet – dem, som skovens død giver et blivende udbytte.

Imellem kvægfarmene ligger små øer af småbønder, indvandrere  fra hele Guatemala, en Qekchi landsby her, en ladino landsby der. Det er de oprindelige skovryddere. De indvandrede for 30, 20 eller 10 år siden. Nu kæmper de for at overleve som bønder trods hastigt dalende udbytter fra de fattige regsnkovsjorde. Landbrugstraditioner, der er udviklet i Cobans højland, er ikke altid lige bæredygtige i den sammenbrudte økologi, som kommer efter en væltet skov. Mange sælger jord fra, og bliver løsarbejdere for kvægavlerne.

Nogle har i årtier levet af at kunne flytte videre og besætte og fælde nye skovarealer, men dem er der ikke flere af. Nybyggersamfundets hurtige gevinster er slut, og man kan ikke længere bare flytte fra sine miljøkatastrofer.

Der er kommet landevej til Mexico, og narkoen, kontrabanden og menneskesmuglerne krydser grænsen i busser og lastbiler nu. Motorkanoerne bliver lagt op.

Guatemalas regeringer brugte i årtier Petén som sikerhedsventil for landets enorme sociale kævheder og konflikter: i stedet for en jordreform har jordløse bønder fået jord her. I stedet for en arbejdsmarkesreform er fæstebænder, der bliver smidt ud af godserne i disses omlægning til moderne lønarbejde, blevet tilbudt jord her. I stedet for en skattereform har regeringen hentet store engangsbeløb på skov- og undergrundskocessioner, som har gjort kål på skoven. Også på de felter er budskabet fra den døde skov: nu må I til at finde nogle mere bæredygtige løsninger.

Jeg var i Petén sidste uge for at evaluere et projekt for U-landsforeningen for Bæredygtig Udvikling.

Den 18. blev Maria fire. På børnehjemmet holdt de en piñata om måneden, hvor de fejrede alle månedens fødselsdage. Nu skulle Maria have sin første fødselsdag, der var hendes helt egen. Hun ville have en klovn, der malede på børnene, ligesom der har været ved de andre fødselsdage på gaden. Hun ville have en prinsesse-piñata. Og hun skulle være klædt som en prinsesse. Hun fik det hele, og lappede det i sig.

Hun fik også sang og dansk lagkage om morgenen, og bayerske pølser og fiskedam til festen om eftermiddagen. Bare for at vi også skulle føle os hjemme. Der kom børn og voksne fra gaden, fra Miguel og Sonyas familie, fra den svenske skole, og fra Nubias familie. En god dag, “hvor næsten ingen græd”, som jeg engang sagde til min mor og far om en fødselsdag, da jeg var lille. Aldrig mere, sagde Maggan og mig til hinanden, da vi gjorde regnskabet op!

Noget lidt underligt var, som man ikke kan se på billederne, er at børnene fra den svenske skole og fra gaden faldt helt naturligt sammen, mens Nubias grannevøer og niecer holdt sig mest lidt udenfor, sad mest i yderkredsen (undtagen Julio, som ingen kan holde tilbage), så lidt mutte ud i deres fineste tøj, der ikke strålede nær så meget som de andres. Jeg havde troet at skellet ville gå på nationalitet, ikke på klasse. Men tilsyneladende forener middelklasse fra alle lande sig gnidningsfrit, mens der står malet “barrio” på panderne på Sven, Julio, Sara, Esperanza og José Tomas, hvor søde og dejlige de end er. Svens ansigt ser allerede ud til være “sat” i sin rolle som ældste mand i sin familie, tynget af at skulle passe sine søskende og hjælpe sin mor…