I Peténs afdøde regnskov

Jeg kørte igennem her på min første rejse i Mellemamerika, i 1986. Fra Tikal og Flores på vej til Mexico med bus og motorkano, ad jordveje og floder. Dengang var det her regnskov, selv om røgsøjler og åbne brune sår i skovbunden  også dengang viste vej til fremtiden.

Nu, efter at have kørt egnen igennem på kryds og tværs i dagevis på de velholdte flotte asfaltveje, er det hele een stor slette. Hundredvis af kvadratkilometer nøgne græsgange. Jeg tror ikke, jeg så et eneste træ, der var ældre end tredive år. Jeg havde lyst til at græde halvdelen af tiden, jeg var der.

Christiana-huset i El Ocotal

I weekenden var vi i Jucuapa og Rancho Grande og besøge årets brigade. Luft, bjerge, ømme ankler, lange vandreture op og ned ad skrænter til det der hus, der altid ligger lige ved…

Papegøjekløften

Det er IKKE Guds stille natur, det her. Det er Guds meget larmende natur. Der er 130 indfødte og 40 overvintrende fulgearter, og de råber alle i munden på hinanden. Brøleaberne, der selvfølgelig har fast adresse langs Sendero del Congo, er altid meget højlydt fornærmet, når vi kommer til deres hjørne af skoven. Når papegøjerne – der er tusinder af små grønne chocoyos, der bor her – ved tre-firetiden kommer hjem til deres reder i klippen ved vandfaldet, er larmen usigelig.

El año viejo

Han bliver fyldt med krudt, plejet med smøger og sprut, og sat på en bænk foran huset, hvor han sidder hensunken med en flaske i lommen og et skod i munden, indtil klokken nærmer sig midnat. Så bliver han båret ned på stranden eller ud på vejen og futtet af. Med ham går lasterne, ondskaben og dårligdommene, som man ikke vil have med ind i det nye år, op i røg.

Godt nytår!

I Managua taler gaden

En af de mange charmer ved Managua er, at det er en by, hvor så meget af livet leves på gaden. Også det politiske. Disse murmalerier ved UCA-universitetet er et af mange udtryk for en spændende tendens blandt dele af ungdommen: meget kritisk, meget antiautoritær, dybt skeptisk overfor partipolitik, kunstnerisk og kulturkritisk i sin udtryksform.

Ørken i tørke, paradis i regn

Terrabona. 1. marts og 4. juli.

I Bountyland igen

Så trodsede vi endnu engang diverse disfunktionelle deadlines og dertilhørende sort snagende samvittighed, bankbogens bævrende balance, masser af mavesure myg og de sidste sørgelige stumper af socialistisk samvittighed for at bruge to nætter i vores yndlingsbountyland, gringoghettoen Playa El Coco på Nicaraguas dollarkyst nede ved San Juan del Sur.

Bay Watch Oso

Oso har et underligt forhold til vand. Han elsker at svømme, når det er varmt – men kun i ferskvandslaguner, han kan kan ikke lide havet. Og så bliver han helt balstyrrig når han kommer ud af vandet.

Managua – Mellemamerikas Venedig

Det er ikke en flod. Det er en af Managuas hovedveje. Det er helt normalt. Det er bare regntid.

Adios brigada

Så er brigaden slut for denne gang, med en uges evaluering og afslutning i Laguna de Apoyo, Nicaraguas smukkeste badesø. De fleste rejser videre og oplever mere af Mellemamerika på egen hånd.

Det blev aldrig til noget med det parkanlæg i Ciudad Sandino…