Maquila-arbejdere fortæller
Tolv maquila-arbejdere fra Nicaragua, Honduras og Guatemala fortæller om arbejdsliv og organisering. Arbejderne deltager alle i Mellemamerika Komiteens Maquila-projekt, som jeg evaluerede i november og december 2006 sammen med Ove Faurby og Eunice Tacatic.
Fortællingerne er et produkt af den såkaldte “Most Significant Change” metode, som vi anvendte.
Jeg har lagt fortællingerne ud på denne hjemmeside.
Albas datter
Vi er til møde i fagforbundet FESTRAS, hvor vi evaluerer Komiteens Maquila-projekt sammen med et dusin tekstilarbejdere fra Guatemala og Chimaltenango. Mens Alba er til møde, tegner hendes datter. Det er ellers sjældent jeg møder arbejder- eller bondebørn i Mellemamerika, der tegner. De fleste kommer for sjældent i nærheden af farver eller papir til at vække tegnelysten.












