Jernbanestationen i Leon
Der er hverken jernbane eller station længere, men Leons banegård er stadig et fascinerende sted. Et byggeri fra dengang, det var den engelske industrialisering, der blev globaliseret. I dag en del af Leons kaotiske gademarked, overtaget af cykelværksteder med kinesiske reservedele.
Lille by, stort helvede
Den ser ikke ud af så meget, Leon Viejo – “Gamle Leon”. Nicaraguas første hovedstad, grundlagt i 1528 og forladt kun 82 år efter.
En køn landsby, en række husfundamenter under kølige træer på en gammel kvægmark, en lille bakke, hvorunder byens fæstning lå begravet indtil orkanen Mitch skyllede murstenene frem i 1998, og en udsigt til Managuasøen og de fire omkransende vulkaner.
Udsigten og træerne, fornemmelsen af stedets historie, og guidens forargelse over hvad slags mennesker, der grundlagde hendes land, er stedets væsentligste attraktioner.












