Familieforpligtelser

Så kom Mayra forbi en dag. Det er Mercedes datter fra første ægteskab. Vi har ikke set hende i to et halvt år, siden hun tog til Costa Rica for at søge lykken. Der er en hel klan af Jarquin familien i Costa Rica, som hjælper hinanden til job og husly, en langsomt skiftende flok af søskende, fætre og kusiner, som har holdt et permanent brohoved åben for familien siden sidst i 90erne. Jarquin-familien arbejder med lidt af hvert i San José, i huset, bag disken, på kontor. En af brødrene var i byggeriet indtil en eller anden slags maskine med en meget skarp kant tog det meste af et ben. Han halter nu rundt på en platinknogle i benet, takket være Costa Ricas arbejdsgiveransvar, og er hjemme på gården igen.

En dag i historien

Forleden var vi oppe og besøge Masaya vulkanen syd for Managua. Som sædvanlig flot, imponerende, smukt, osv. Se bare billedet. Og Nicaraguas stort set eneste børnevenlige museum.  Men det er ikke pointen.

Pointen er den lille oplysningsfolder, som vi fik med og heri et lille stykke tekst, som sådan cirka gik ud på: ”Nationalparken Masaya-vulkanen blev stiftet ved lov den 24. maj 1979.”

Hmm, tænkte jeg. Hvad var det, der ellers skete i 1979?

På besøg hos skovbonden

Jeg har aldrig været meget sammen med bønder i Honduras før nu. En af de ting, der slog mig, udover at de alle bærer deres machete i en flot læderskede, var husstoltheden. Både indenfor og udenfor.

I Peténs afdøde regnskov

Jeg kørte igennem her på min første rejse i Mellemamerika, i 1986. Fra Tikal og Flores på vej til Mexico med bus og motorkano, ad jordveje og floder. Dengang var det her regnskov, selv om røgsøjler og åbne brune sår i skovbunden  også dengang viste vej til fremtiden.

Nu, efter at have kørt egnen igennem på kryds og tværs i dagevis på de velholdte flotte asfaltveje, er det hele een stor slette. Hundredvis af kvadratkilometer nøgne græsgange. Jeg tror ikke, jeg så et eneste træ, der var ældre end tredive år. Jeg havde lyst til at græde halvdelen af tiden, jeg var der.

Så fik Maria sin fødselsdag

Den 18. blev Maria fire. På børnehjemmet holdt de en piñata om måneden, hvor de fejrede alle månedens fødselsdage. Nu skulle Maria have sin første fødselsdag, der var hendes helt egen. Hun ville have en klovn, der malede på børnene, ligesom der har været ved de andre fødselsdage på gaden. Hun ville have en prinsesse-piñata. Og hun skulle være klædt som en prinsesse. Hun fik det hele, og lappede det i sig.

Maria de los Angeles

Det her er så grunden til, at jeg ikke har blogget et stykke tid…

Christiana-huset i El Ocotal

I weekenden var vi i Jucuapa og Rancho Grande og besøge årets brigade. Luft, bjerge, ømme ankler, lange vandreture op og ned ad skrænter til det der hus, der altid ligger lige ved…

Så skal Nubias hus bygges færdigt

Dette indlæg er til Nubias venner

Nubias nye hus har længe stået med mure og tagstivere, men uden tag og døre og stadig uden el og vand.

Det har stået stille med byggeriet fordi Nubia selv ikke har kunnet finde penge til at gøre det færdigt, og Maggan og mig har heller ikke kunnet undvære mange penge ad gangen. Men nu skal det være.

Vi har lagt 300 usd ud, som er nok til materialer, og der mangler stadig 100-200 dollars til arbejdsløn, føre vand og el frem, og lave latrin. Vi synes selv vi i første omgang har råd til at give de 100 USD og prøver så at presse resten ud af alle andre, der regner sig for hendes venner.

Læg en besked med en mailadresse, eller send en mail, så sender jeg et kontonummer. Sæt bare gysserne ind, så skal vi nok få dem brugt i en fart!

kh

Sven

Korrumperende historier

Et par venner i Danmark har i forskellige anledninger spurgt mig om historier om snyd, mistillid og korruption i Nicaragua. Jeg ved endnu ikke helt hvad disse historier egentlig siger noget om. Korruption i fattige lande bruges tit som både “kulturelt betinget” forklaring og “materielt betinget” symptombeskrivelse for den skæve udvikling. Og indgår alt for tit i snævertsynede fortællinger om “sådan er de bare, og derfor er de anderledes, og de bliver sgu aldrig civiliseret, og bare de bliver hjemme”. Det er alt sammen for enkelt.

Men den er der, korruptionen, og her er nogle af de historier, jeg kom i tanke om.

Papegøjekløften

Det er IKKE Guds stille natur, det her. Det er Guds meget larmende natur. Der er 130 indfødte og 40 overvintrende fulgearter, og de råber alle i munden på hinanden. Brøleaberne, der selvfølgelig har fast adresse langs Sendero del Congo, er altid meget højlydt fornærmet, når vi kommer til deres hjørne af skoven. Når papegøjerne – der er tusinder af små grønne chocoyos, der bor her – ved tre-firetiden kommer hjem til deres reder i klippen ved vandfaldet, er larmen usigelig.